Strandet i provinsens tørdok

Da forfatterspiren Bent Haller, 16 år gammel, gik rundt på Frederikshavn Værft som elektrikerlærling, følte han det, som om han var kommet i Dantes helvede. Men under en flytning mange år senere dukkede en kasse med gamle dagbøger op. Kraftigt lugtende af musetis. Den voksne Bent genlæste. Hvad gemte dagbøgerne på? Det blev til en helt ny bog – et portræt af forfatteren strandet i provinsens tørdok.

Den nordjyske forfatter Bent Hallers seneste bog” Det man skriver” bygger på en samling lasede dagbøger, skrevet fra 1962-66, da Haller var elektrikerlærling på Frederikshavn Værft & Tørdok. Skrevet som en hemmelig logbog, så andre ikke kunne vide, hvad der foregik inde i den unge mand. Det var ikke, det som stod på linjerne, der var interessant, men alt det, der ikke stod.

-Det var overraskende, at jeg var så usympatisk. Det havde jeg helt glemt. Du kan glemme, hvad du spiste i går, ikke huske dit yngste barnebarns navn, og så kan du læse sådan et par linjer i en dagbog, og et glimt ser du dig selv. Som ung. Helt skarpt, noget du helt havde glemt eller fortrængt.

Vi sidder, de to Bent’er, forfatter og journalist, i forfatter Bent Hallers aalborgensiske hjem i Obels Have. Journalisten har fået kaffe, ikke for stærk, ikke for svag i den musselmalede kop. Det fine stel, de andre er i opvasken. Og på bordet imellem os, ligger Hallers sidste bog ”Det man skriver”.

På forsiden sidder elektrikerlærlingen, Haller selv, 16 år gammel, med jesus-sandaler, velourbukser, rød-hvid stribet t-shirt, baskerhue og cigaret nonchalant vippende mellem læberne. Fjern i blikket, med pen i hånd, klar til at notere i notesbogen.

Der er så meget attitude og iscenesættelse i billedet, at det gør helt ondt, og samtidig gør én øm om hjertet.

-Forlaget var helt vilde, da de så det. Det skal da være på forsiden. Jeg bad en af mine kammerater, Kanutski, tage det i tyske Goslar, dengang vi var på ferie dernede. Langt, langt sydpå, så langt væk, at du ikke kunne høre fløjten fra værftet i Frederikshavn.

”Det man skriver” med den sigende undertitel ”et portræt” føjer, som Haller siger det ”endnu en brik til puslespillet. Det jeg havde glemt, glemt, hvordan jeg var som menneske”.

Tidligere har forfatteren gået tæt på sig selv, sin familie og opvækst i romaner som ”Det man husker” – om venskabet med Uffe, søn af en orlogskaptajn, ”Abelone fra Bangsbo” – om sin oldemors liv som tjenestepige på herregården og senest ”Når krigen slutter” – om sin mor, der fik et hemmeligt barn med en tysk soldat under besættelsen. Og frygtede at blive afsløret som tyskertøs.

Men i den nyeste bog er fiktionen forladt til fordel for en genlæsning af de gamle dagbøger og efterfølgende kommenteret både vemodigt og muntert, mens Haller selv holder den unge mand, der engang var ham ud i udstrakt arm. Venligt, men bestemt.

I bogen er der flere afsnit optrykt direkte fra ungdommens dagbogsskriblerier og egentlig ville forfatteren gerne have bragt dem med stavefejl og det hele – ”det skulle være så autentisk som muligt”. Men den ide købte forlaget ikke.

-De er interessante på grund af ALT det, der ikke står. Dagbøgerne er skrevet så ingen kunne afsløre mig. Det kunne man ikke som dreng hjemme i Frederikshavn -skrive dagbog. Det var noget piger gjorde, det var farligt, og man kunne blive afsløret. Men det står der alligevel - mellem linjerne.

Du kan skrive et og mene noget andet. Den amerikanske forfatter Ernest Hemingway (1899 - 1961) var kendt for sin enkle, kontante og alligevel gennemlyste stil. Skar ind til benet, når han skrev. Stilen er ofte betegnet som ”isbjergteknik”,

-Den sætning er overflødig, slet den, siger Hemingway, og du skærer den ud. Så står den der alligevel og giver læseren mulighed for selv at fylde det ud – det, der ikke står der.

Haller skriver selv om oplevelsen i portrætbogen – sådan her: ”Dagbogsoptegnelser skrives tit i en slags telegramstil. Det der skal med, det er alt nok, resten ligger oppe i hovedet. Først når man er kommet på afstand af en virkelighed, som kun var tilsyneladende, kan man læse, hvad der rent faktisk også står.”

-Så kan du skrive om det. Hvorfor har du undgået det? Du kan sætte fokus på dig selv. Hvad var du bange for? Hvorfor stoppede du der? Hvorfor hjalp du ikke Klaus, da han fik tæv? Scenerne står skarpt – nu kan jeg se det, men hvis jeg havde læst dem i 70’erne, som ung mand tror jeg ikke, jeg havde kunnet se mig selv. Alderen har gjort noget ved mig.

Den unge mand strandet i provinsens tørdok forsøgte gennem dagbogsskriveriet at få hold på sig selv, ”hvem er jeg”, ”hvad står jeg for”, men samtidig var der også den umiddelbare glæde ved en præcis formulering.

-16 år. Når jeg skrev om teltpladsen, marts måned, nattefrosten – wauw. Her står en sætning, der er noget særligt, noget mere. Glæden ved at skrive. Det er det. Der står det. Du er videre med en præcis formulering.

”Det man husker” er også fuld af kvindeportrætter, de attråede piger, som den unge Bent mødte, og som læserne møder i bogen - Else, Birthe, Gro, Angelica og Connie.

-Min kammerat, Kanutski, mente, at jeg kunne få, hvem jeg ville have. Men i virkeligheden var jeg genert og usikker, men trænet i at se, hvem der ville mig.

-Jeg kunne aldrig have dristet mig til at lægge an på en pige, der ikke ville mig. De piger var oftest også ubestridt moderlige.  De var venner, de troede, at vi var kærester, men for mig … vi var venner.

Igennem hele forfatterskabet har Haller brugt skriften som erkendelse til at blive klogere på sig selv. Som menneske og netop det – den private undersøgelse - af sit eget private, åbner op for, at andre kan læse med og finde sig selv i teksten.

-Hvis man er ærlig i forhold til, hvordan man har det, så kan andre også bruge det til noget.

Læseren arbejder med. Kan genkende noget for sig selv. Kan forlige sig med det og forstå sig selv.

-Det er det, litteraturen kan. Du kan kalde det forsoning. Du får hjælp til at bearbejde et selv. Du erkender det, som du sikkert allerede ved.

Samtalen bliver afbrudt af ringeklokken. Det er fotografen. Via sms-beskeder har jeg lovet Haller, at han kan slippe for fotograf, hvis han laver et godt selvportræt, men også forklaret, at vi gerne vil supplere med et par gode fotos – også til senere brug.

Haller rejser sig fra køkkenbordet og går ud i entreen.

-Nej, du har ikke sendt en fotograf! Jeg troede, vi havde en aftale. Du ved godt, at jeg ikke vil fotograferes

Nu viser det sig, at Haller faktisk har tegnet. Selv om han officielt ikke længere gør det – hverken maler eller tegner. Faktisk brændte han 200 malerier, da han flyttede fra Thisted til Aalborg.

-Selvportrættet ligger inde på arbejdsværelset.

Vi går derind.

-Det tog mig to minutter, og som du kan se, har jeg kun tegnet på den ene side af papiret. Jeg plejer ellers at spare og tegne på begge sider. Man skal jo tænke på regnskoven.

Nå, fotografen er jo kommet ind, og Bent forklarer, hvordan han for tiden er plaget af allergi, en særlig invasiv bynkeplante, som får hans øjne til at hæve, ledsaget af kløen og almindelig utilpashed på grund af anthistamins sløvende effekt. Så han er ikke glad for at blive fotograferet.

Men vi får taget nogle gode portrætskud ude i haven og vender tilbage til kaffekopperne og samtalen.

I en sen alder fik forfatteren konstateret, at han er Asperger, en form for autisme, som kan give børn, især i skolealderen, problemer med leg og samvær. Børn med Asperger kan have god kontakt, men kommer ofte til kort over for de komplicerede, uskrevne regler for, hvordan man leger, taler med og er sammen med jævnaldrende kammerater.

Det forklarer Hallers utilpasse fornemmelse af slet ikke at høre hjemme nogen steder og bestemt ikke i Frederikshavn, i sin egen familie eller på værftet, som han genkendte i beskrivelserne, da han første gang læste Dantes helvedesbeskrivelser i ”Den guddommelige komedie”.

-Du skulle næsten tro, at Dante havde været der – på værftet.

For tiden arbejder Haller koncentreret på sin næste roman, ”Manden, der var ingen”, planlagt til udgivelse næste år. Og så er der far – en lukket mand. ”Lige som mig” selv, som Haller siger.

Hallers forhold til far, maskinmesteren fra Skagen, bliver sat i fokus i arbejdstitlen ”Tre mand frem for en fjerde”, planlagt til udgivelse i 2022. Igen personligt erindringsstof bearbejdet litterært.

-Det er sgu næsten synd for Frederikshavn. Men det er jo der, jeg er vokset op, og havde det været i Skagen eller Hjørring havde det været det samme.

- Jeg må hele vejen rundt for at se mig selv. Hvordan man er som menneske. Det er vigtigt. Hvordan er det at være menneske…

Foto: Nicolas Cho Meier