Skip to main content
Flyttedag

Ordkraft udskudt til efteråret

Corona spænder igen ben for årets ord- og litteraturfestival Ordkraft, der var forvandlet til endags-festival - 10. april. Nu arbejder bestyrelsen på ny efterårsdato.

En-dags-festivalen i stærkt beskåret form, 10 timer på en enkelt dag, bliver aflyst, men Ordkraft vil være aktiv på mange andre måder, mens man venter på normale tilstande.

- Vi er meget ærgerlige og først og fremmest oprigtigt kede af, at vi har måttet træffe denne beslutning, men der var ingen vej udenom, siger formand Jørgen Pyndt, Ordkraft.

- I øjeblikket er der et forsamlingsloft på fem personer. De skal oven i købet helst være fra samme sociale boble. For at den planlagte Ordkraft festival 10. april skal kunne hænge sammen økonomisk, skal vi allerede nu være sikre på, at det loft er hævet til 500 personer inden afviklingen. Den sikkerhed kan vi naturligvis ikke få, siger formanden.

Den dansk-kurdiske forfatter Sara Omar var et af de planlagte navne, der skulle have været på Royal Stage Scenen, Skråen. Hun vil være kendt for bøgerne ”Dødevaskeren” og ”Skyggedanseren”, og med det oprindelige forsamlingsforbud ville 500 have fået mulighed for at opleve hende.

Men det er ikke kun økonomiske overvejelser, der spiller ind. Også det sundhedsmæssige perspektiv har en afgørende betydning.

- Vi kan ganske enkelt ikke påtage os det store ansvar, det vil være at samle folk til en indendørs begivenhed i april. Potentielt vil det jo være en stor smittebombe, og ærlig talt, så tror vi heller ikke på, at vores publikum tør tage chancen – selvom de er mere end sultne efter at få det i det kulturelle tilbud, som Ordkraft er, siger formand Pyndt.

Festival til efteråret

Bestyrelsen og festivalledelsen er allerede gået i gang med at planlægge, hvordan Ordkraft kan markere sig efter aflysningen af festivalen. Og Jonny Hefty må igen vente med at få den Ordkraft-pris, han skulle have haft overrakt i april 2020.

Der bliver arbejdet på at finde en ny dato i løbet af efteråret, hvor en ny endags-festival kan blive gennemført.

Til den tid er der et begrundet håb om, at forsamlingsloftet er hævet, at næsten alle er blevet vaccinerede og dermed igen kan bevæge sig frit rundt.

Om efterårets en-dags-festival bliver en realitet, afhænger af mange ting. Ikke mindst om der er adgang til alle de lokaliteter, der er nødvendige for at sikre en sundhedsmæssig forsvarlig afvikling.

I takt med, at de gældende restriktioner gradvis bliver lempet, vil Ordkraft lave en række enkeltstående arrangementer med forfattersamtaler i forsamlingshuse, beboerhuse og andre sociale mødesteder.

Ligesom bibliotekerne i hele Nordjylland vil blive inddraget i arbejdet med at holde ord-og litteraturfestivalen levende i publikums bevidsthed.

Også de digitale muligheder for at brede festivalen ud vil blive brugt. Dels ved at sende on-line fra udvalgte arrangementer, dels ved en forøgelse af tilbuddene via festivalens hjemmeside, som vil blive opgraderet. Her vil der bl.a. blive tilbudt forfattersamtaler, nyheder og features.

- Der venter et stort arbejde. Men vi skal nok klare udfordringerne, for vi brænder efter at vise flaget og give vores store publikum nogle gode oplevelser i denne kulturelle tørketid.

Arkiv