Kvindemod og sammenhold

Roman - Donal Ryan: ”Dronningen af Dirt Island”

Det åbner lykkeligt –”hun blev født”. Og nu er far på vej i bil til byen på arbejde, let om hjertet og glad.  På vejen samler han en gammel mand op, der ”lugtede af øl fra i går, en tryg og velkendt lugt, som rådnende nedfaldsæbler”

Den lille nye har endnu ikke fået navn. Men pyt. ”Hvad er et navn? Det som vi kalder rose, vil dufte lige sødt, hvad det end kaldes”

Så sker det. Mejeriets lastbil tordner i et sving ind i dem, og på et splitsekund ophører begge mænd med at eksistere.

Den 47-årige irske forfatter Donal Ryan skriver på en gang både poetisk og realistisk om den lille piges opvækst med mor og Bedste. Hun bliver døbt ”Saoirse”, et gammelt irsk navn, der betyder frihed.

Bedste som forguder sin afdøde søn, Saoirses far, og mor evigt cigaretrygende og solbrillebærende, selv når solen ikke skinner.

Det er en tryg, men også fattig opvækst, og langsomt får vi afdækket familiehistorien, som førte til bruddet med mors langt mere velbeslåede familie. Vi oplever og ser med pigens øjne – bedst at lade de voksne tage sig af alt det giftige. Og selv blæse mælkebøttealfer op mod den blå himmel.

Ryan er en stor stilist og formen, han har valgt konsekvent med blot to sider lange kapitler, driver hele tiden historien om de tre generationers liv, lykke og ulykke fremad.

Det er ren lystlæsning, mens Ryan fermt og snildt får foldet sin både overraskende og overrumplende historie ud, og er du først kommet i gang, er det svært at stoppe.

Netop fordi sproget er både så præcist, let og fyldt med præcise billeder. Teksten er også båret af stor medfølelse og empati med i disse stærke irske kvinder, der ikke lader latterlige små mænd stå i vejen for, hvad der nu er ret og rimeligt og fornuftigt.

Med Bedste som den ukuelige jordbundne, der i skændende, bandende og svovlende samspil med mor kæmper for en smule lykke og tryghed.

Romaner er sine steder også mørk og dystert gysende, som livet selv kan være.

Du kan godt kalde romanen for en kærlighedshistorie. Men ikke i traditionel, sentimental og tårevædet Hollywood-forstand.

Her handler det om den kærlighed og forbundethed, som Aylward-familiens føler overfor hinanden, og rigtig mange scener udspiller sig i familiens lille køkken over te og rygende smøger.

Bedste Mary, mor Eileen, datteren Saoirse og hendes førstefødte Pearl – fire forskellige kvindeskæbner, som vi følger, mens de skændes og kæmper indbyrdes i uenighed. Men også hvordan de holder sammen mod udefrakommende farer og menneskelig ondskab.

På den måde handler roman både om et stærkt sammenhold og kvindemodet til at holde fast i hinanden og respekterer hinanden på trods af forskelligheder og uenighed.

En både medfølende, grusom og vedkommende bog.

Foto: Anthony Woods