Muay-Thai, Mafia og et stænk af Miller

Tegneserie -Jan Egesborg, Akekrat M. Formalynn og Pedro Lopez: ”Træpigen”

“Træpigen” er en flot grafisk udgivelse, der trækker på temaet “bortført ung kvinde opspores af hårdkogt detektiv”, lidt i stil med Taken eller The Equaliser. Og sikkert mange flere.

På den konto er der ikke noget nyt i historien om den bortførte danske pige, Sarah, og den hårdprøvede og skaldede Muay-Thai træner Henrik Andersen.

Hr. Andersen har haft en hård opvækst, været igennem et mislykket ægteskab. Med masser af skeletter i skabet, og et savn. Et savn af sønnen Ved historiens begyndelse mediterer Hr Andersen i Bangkok, mens byen er indsvøbt i et kvælende tæppe af smog.

En smog der stammer fra afbrænding af skovområder. Områder med teaktræ. Det er selvfølgelig et spor. Hr. Andersen er ikke en almindelige muay-thai træner, men træner også den kriminelle underverden i Bangkok. Derfor har han et indgående kendskab til hvad der foregår på skyggesiden i den asiatiske storby.

Det banker på Hr. Andersens kontordør i Bangkok. Et par navnløse og desperate forældre beder Hr. Andersen om hjælp til at finde deres datter, Sarah. Hun er forsvundet i Thailand, og forældrene frygter det værste. Andersen påtager sig opgaven, og går straks i gang. Med udgangspunkt i billede af Sarah, og et stykke træ, der viser en del af et ansigt.

Selvfølgelig lykkes det at opspore Sarah. Gennem ledetråde og information, der koster Hr Andersen både blod og sved. Men tårer har den skaldede Hr Andersen ikke flere af. Den hårde underverden flyder ikke med tårer, men med blod, stoffer og informationer, som kræver, at man kan sit kram og ikke viser nåde.

Selvom “Træpigen” næsten er slut, inden den rigtigt får begyndt, så anvender den ganske glimrende flere troper fra det populærkulturelle “revenge” univers.

Den spiller også mesterligt på den indre dialog, som kendetegner noir-genren. En indre dialog, der bringer læseren tæt på aktanten, den bensparkende og skarpt iagttagende detektiv. Derfor er “Træpigen” både historien om den bortførte Sarah og om den plagede Hr- Andersen.

Der er ikke så meget meta over “Træpigen”. Det er ikke en fejring af klichéer, men i stedet et festfyrværkeri af reference, der enten bevidst eller mindre bevidst, får historien til at glide. Og glide ned.

Men stregen, sikken en streg. En forrygende Formalynn! Alene forsiden leder tankerne hen på Frank Miller og de tegneserieskabere, der læner sig op ad noir-genren. På den måde er “Træpigen” en invitation til læseren om at tage med på en tur i et “kick-ass” univers. Et univers, hvor retfærdighed altid har en høj pris.

Selvom historien ikke sådan rigtigt sparker røv, så er den et bekendtskab værd for samlere, der ikke er fremmede for action, kampsport og den ”grå” helt, som kun kan opretholde retfærdighedens balance ved selv at betræde kriminelle stier.