Vendsyssel Årbog 2020
Lokalhistorie er en ædel sport med mange udøvere, men ingen professionel liga. Det er amatørvilkår, der gælder, det er ildsjæle, Tordenskjolds soldater, lokalpatrioter i foreningsdanmark.
Det kan man forvisse sig om i årets bog fra Vendsyssel. Der er 11 artikler på i alt 154 sider – og mere om dem om lidt – og så er der hele 27 sider med opdateringer og oversigter fra alle de lokalhistoriske foreninger i området.
Sikke mange mennesker, der sidder i en lokal bestyrelse eller arbejder med at arkivere, registrere og arrangere alt muligt mellem himmel og jord.
Vendsyssel er vigtig for vendelboer, og helt ned på sogneniveau sidder der navngivne repræsentanter med ansvar, alene i Hjørring og Frederikshavn er der 8 distrikter – hvert sted!
Læser man de 11 artikler, får man det indtryk, at Vendsyssel primært er to ting, hawet og kunsten. Begge dele er der gode billeder i, og vi kommer vidt omkring. Herunder Krudtårnet og pramhavnen med Havnegade. malet af C. Damm, 1837.
Vi følger grundlæggeren af Frederikshavn havn, Claus H. Henne (1776-1829), ser på skudehandel ved Tversted, følger med i sagen om den engelske ubåd HMS ”Seal”, der blev opbragt af tyskerne i begyndelsen af krigen, og så får vi hele historien om Løkken redningsstation.
Og kunsten får sit: Den Hjørring-fødte komponist Rechnitzer-Møller (1889-1975), der ankom lidt for sent til, at hans senromantiske gemyt kunne finde sig hjemme i det 20. århundrede. Hans ambitioner blev ikke indfriet, heller ikke i det nazistiske Tyskland.
Maleren Christian Mølsted (1862-1930) med den livslange forelskelse i Lønstrup pryder også omslaget. Guldaldermaleren Martinus Rørbye (1803-1848) får sin Vendsysselrejse dokumenteret i detaljer, og så får vi et historisk portræt af en begavet, halvlokal Skagensmaler, der skiftede branche med succes.
Han hed Walter Schwartz (1889-1958) og var i sine senere år en kendt og respekteret kunstkritiker og forfatter og for øvrigt far til Malene.
Ud over disse to emner ser vi på militære planer med Limfjorden som forsvarslinje, både før og under den kolde krig, og endelig er der to deciderede erindringsstykker om at være i købmandslære under krigen (Jørgen Jakobsen) eller lægge sit arbejdsliv i Hundelev som skolelærer (Eyvind Huss).
Det samlede indtryk er en udgivelse med liv i, godt udstyr og gedigen passion for historien. Enkelte af de meget forskellige forfattere virker lidt lange i spyttet, men på den anden side er mangfoldigheden i indhold og stil ret troværdig.
Hele værket viser både styrken og svagheden ved den lokalhistoriske tilgang: På plussiden et enormt engagement og en vilje til at aftvinge selv små ting betydning, på minussiden det selvsamme fokus på detaljer og enkeltpersoner, der kan få større sammenhænge til at falde delvist eller helt ud af billedet.
Men rigtige vendelboer kan få stor fornøjelse af ildsjælenes begejstring.
Kan du lide, det du læser?
Så kan du betale frivillig abonnement her. Bidrag modtages med kyshånd:
Årbog
- Vendsyssel Årbog 2020
- Redigeret af Hans Nielsen
- 192 sider, 125 kr., vendsysselshistorie.dk