Skip to main content
Roman

Begæret efter liv

Roman - Tine Høeg: "Sult".

”Længslen efter at få børn
er alvorlig som døden
alt hvad jeg nogen sinde har skrevet
handler om den”

Mia og Emil har forsøgt at få et barn i et år og starter nu i fertilitetsbehandling. Emil har to børn fra et tidligere ægteskab, Mia har ingen børn, men hun har altid vidst, at hun gerne ville have det.

Hun er forfatter og begynder at skrive små dagbogslignende notater om en behandling, der både er fysisk og psykisk belastende for begge parter.

For hvad gør fertilitetsbehandling ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop?

Det skriver Tine Høeg stærkt og ærligt og poetisk og hudløst om. Hormonsprøjter, ægudtagning, sædprøver på bestemte tidspunkter, sex på bestemte tidspunkter.

Den smukke kærlighedsakt imellem to mennesker, som smelter sammen og skaber et kærlighedsbarn sat i system af læger og sygeplejersker på arbejde. Håb, skuffelser, forventninger, sorg.

Men også om at ønske sig et barn med en mand, der allerede har fået børn med en anden kvinde. Der har prøvet det, man så inderligt ønsker sig.

Leve med, at den mand for altid er forbundet med sin ekskone igennem de børn. Samtidig med at man skal forsøge at lære to børn at kende, som måske savner deres mor ind imellem, når de er hos deres far og en selv.

I romanen skal Mia i gang med at skrive sin tredje roman. Det er hendes arbejde at skrive, men igennem den hårde fertilitetsbehandling, føles det som om hendes egentlige arbejde er at blive gravid.

Og det, der startede som små private dagbogsnotater, bliver undervejs i forløbet til en roman. Hun skriver, at hun vil have sin historie ud i verden, så andre kan spejle sig, så andre, der går igennem det samme kan finde et fællesskab, men også for at aftabuisere emner, som er svære at snakke om; måske ikke at kunne få børn og at være stedforældre/bonusforældre.

Tine Høeg skriver sig på fineste vis ind i en række af romaner, der er udkommet de seneste år, der handler om graviditet, fødsler, moderskab.

Olga Ravns ”Mit arbejde” og Liv Nimand Duvås ”Mødrenes hus”, men som hun skriver, så er det at skrive om fødsel og moderskab ikke en tendens eller en trend. Det er ikke noget forbipasserende eller flygtigt. Ikke en strømning eller en bølge. Men en række forfattere der er:

”… gået i gang med at udfylde et sort hul i skønlitteraturen. En universel men indtil nu stort set usynlig erfaring med milliarder af nuancer. Et emne uudtømmeligt som døden.”

”Sult” er en god og velskrevet roman, skrevet undervejs i forløbet, og det er det, der gør den så stærk. Den er ikke skrevet efter, at forfatteren er blevet gravid. Den er skrevet, som der står i forlagsmaterialer, fra: ”En tilstand af længsel, smerte, håb og vanvid.”

Foto: Lærke Posselt.

Roman

  • Tine Høeg:
  • ”Sult”
  • 432 sider, 299,95 kr., Gutkind
Arkiv