Den blinde student i Sorbonne

Erindringer - Taha Hussein: ”Dagene”

Nogle bøger har deres helt egen historie. Dette gør sig i dén grad gældende med Taha Husseins ”Dagene”, som på alle måder er en opsigtsvækkende udgivelse, der strakte sig over tredive år fra 1926 til 1955.

En fejlbehandlet øjenbetændelse resulterede i, at egyptiske Taha Hussein (1889-1973) mistede synet, da han var tre år gammel. Til gengæld skærpedes alle hans øvrige sanser og hans hukommelse blev fuldstændig fænomenal.

Som barn i en stor og ikke særlig velhavende arabisk familie var fremtidsudsigterne mildest talt dunkle for Taha Hussein, men mod alle odds lykkedes det for ham at skabe en universitetskarriere og et forfatterskab samtidig med, at han også kom til at spille en politisk rolle i Egypten.

Der er tale om en selvbiografi, men Hussein distancerer sig ved konsekvent at omtale sig selv i tredje person. Bogen rummer mange henvisninger til ”Tusind og en nats eventyr” og andre arabiske klassikere, som er blevet fortalt og genfortalt i det uendelige, medens Hussein sad med åben mund og polypper og labbede det hele i sig.

Tonen i ”Dagene” giver også mindelser om mellemøstlige legender ved den indforståede, skæmtsomme gengivelse af hændelser i Taha Husseins brydsomme hverdag, og hans kamp for at gøre sig gældende på trods af det fatale synshandicap er rent ud betagende.

Ni år gammel kunne han koranen udenad, og derfra erobrede Hussein bid for bid nye sprog og kulturelementer.

Det lykkedes ham at blive indskrevet på den muslimske kulturinstitution Al-Azhar. Lærerstanden var han ikke imponeret af, men han klarede ubesværet undervisningen i islamisk jura, grammatik og andre discipliner. Studieårene bød på mange udfordringer, som han med et let sind og megen humor forstod at tackle.

Endnu bedre gik det for ham på universitetet i Cairo, hvor han ved alle eksaminer scorede topkarakterer.

Hussein var fast besluttet på at blive en del af den delegation af egyptiske studenter, som landet hvert år sendte til Sorbonne i Paris for at de kunne videreuddanne sig.

Det egyptiske universitet lagde mange benspænd for ham, men han overvandt dem alle, og til sidst gav universitet sig.

Imidlertid startede der samtidig en verdenskrig, og Egypten løb senere ind i en økonomisk depression, så studieårene i Frankrig var på mange måder op ad bakke.

Også den vestlige kultur skulle den blinde student i djellaba prøve at blive fortrolig med. Med en indædt ihærdighed lykkedes det for ham at klare alle genvordigheder. Han fik en uvurderlig støtte i den franske katolik Suzanne Brissau, der læste eksamenspensum højt for ham, og med hvem han blev lykkelig gift.

I 1919 vendte Taha Hussein tilbage til Egypten, hvor han underviste i arabisk litteratur på universitetet og gjorde sig gældende som en af de mest indflydelsesrige egyptiske forfattere og intellektuelle.

”Dagene” gaber over en lang årrække, men dog med hovedvægt på barndom og studieår, og kan sine steder forekomme lovlig omstændelig. I et nyttigt efterord ridser Jakob Skovgaard-Petersen, professor i islam ved Københavns Universitet, den egyptiske politiske historie op.