Begavet politisk reklame

Morten Messerschmidt: ”Den kristne arv”

Messerschmidt deler vandene. Den ene side af det politiske Danmark husker ham for den rekord i personlige stemmer, han opnåede ved valget til EU-parlamentet i 2014, den anden side husker mest sagerne om MELD og FELD og uregelmæssighederne i omgangen med offentlige penge.

Sådan er det også på andre punkter.

Messerschmidt har en veludviklet evne til at slå igennem i medierne, netop ved at være omstridt. Bogen her er en del af den oprustning, DF har søsat efter de skuffende valg forrige år. Den nye næstformand skal markere sig selv og partiet, og han gør det med en slags konservativt manifest.

En slags, fordi det er et sammensurium af en bog uden særlig klare definitioner. En slags, fordi det er en fejende retorisk opvisning. En slags, fordi indholdet godt nok er konservatisme, men i en gammelklog, halvsekterisk aftapning.

Hovedhistorien er Messerschmidts personlige rejse fra ateismen over til omfavnelsen af den kristne kulturarv.

Denne historie er i sig selv interessant og troværdigt fortalt.

Vejen går over et job som kirkesanger og et intellektuelt sporskifte fra det ateistiske forbillede Mogens Camre til de gammellutherske præstefætre Søren Krarup og Jesper Langballe.

Det fører til overtagelse af deres umådeholdne og fortegnede fjendebilleder. Det moderne gennembrud og de kulturradikale er skyld i stort set alle ulykker i det moderne.

Noget af det farligste i verden er tanken om rettigheder - man ser for sig en Messerschmidt, der går truet og kuet rundt i landet i frygt for menneskerettigheder og konventioner.

Skiftet fører også til overtagelse af omstridte synspunkter, som var de indlysende sande. Luther har nærmest skabt velfærdsstaten ved at skille stat og kirke, må vi forstå – hvad han ikke gjorde.

Kierkegaard og Grundtvig mener næsten det samme om danskhed som ham selv – men dels var de meget uenige, dels havde de ikke noget gammelt Danmark at kræve tilbage.

Dele af især Grundtvigs enorme forfatterskab nærlæses med den hovedinteresse at finde den eksistentielle tiltale i kristentroen. Det lader sig langt hen ad vejen gøre, men vupti, så er konsekvensen, at den i grunden liberale Grundtvig pludselig er blevet konservativ.

”Frihed for Loke såvel som for Thor” kan drejes til at betyde ca. det modsatte af, hvad det intuitivt gør, og det ikke mindst, fordi Birthe Rønn Hornbech og Jens Rohde bruger devisen til at forsvare reel, tværreligiøs tolerance.  

Retorik er der masser af, og bogen kan med fordel studeres som et katalog over tricks. Hovedfiguren er den falske modsætning. Her kommer et par eksempler:

Side 21 tegner Messerschmidt en karikatur af den moderne identitetspolitik: ”For identitet er ikke længere noget, vi arver. Det er noget, vi skaber.” Enten-eller. Med Grundtvig in mente burde man nok snarere tale om en vekselvirkning, og også Messerschmidt er skabende og dermed for så vidt identitetspolitisk i sin overtagelse af arven.

Side 26: ”Visheden om, at slægter i århundreder er samledes i sorrig og glæde, giver mere identitet end at høre om sult- og klimakatastrofer.” Er det en konkurrence? Der kan vel godt være fællesskab og dermed identitet at finde både i historien og i kampen mod de trusler, menneskeheden nu står over for?

Side 87: ”ikke skrydende, men jordnært og bevidst taler den modne digter om den danske virkelighed”. Hmm, fortolkning iklædt forlokkende gevandter.

Kristendommen er ikke universel, men dansk, hører vi. Vi skal være jorden tro, stikke piben ind og finde os i at overtage en arv, vi ikke selv definerer.

En slags konservatisme, ja, men udsprunget af et aktuelt behov for at re-brande et oversolgt parti, som er i hård konkurrence med i al fald tre andre partier om det overskuelige antal konservative vælgere.

Grundtvig og Kierkegaard læses lige præcis så langt, som de kan bruges til Messerschmidts formål.

Skulle ”Nyaarsmorgen” handle om at være jorden tro – hmm, det er en uhistorisk læsning. Skulle kritikken af grundlovens tilknytning til lutherdommen være en elitær foreteelse uden forståelse fra ”den jævne danske”’? Næppe.

Skulle et frontalangreb på såkaldt ”politiserende biskopper” kunne holde, blot fordi man gennemfører en legalistisk læsning af det notorisk forældede præsteløfte og undervejs hentyder til enevældens kongelov? Anmelderen tvivler.

Men Messerschmidt lyder klog og er en frygtelig dygtig kommunikator. Læs med forsigtighed.