Skip to main content
Partibog

Slut med Taberen Tulle

Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt: ”Skaberen, Taberen, Frelseren? Historien om Dansk Folkeparti”.

Historien om Dansk Folkepartis første 25 år er sådan set såre simpel:

Partiet blev stiftet i 1995. I de første 24 år gik det godt - og så gik det galt. Rigtig galt endda.

Ved folketingsvalget i 2019 led partiet ”det største valgnederlag for noget parti i Danmark i 100 år” og blev reduceret fra 37 til 16 mandater.

Det skete med Kristian Thulesen Dahl som formand. Det er han stadig. Men ikke meget længere, skal man tro bogen ”Skaberen, Taberen, Frelseren?”:

”2021 bliver Kristian Thulesen Dahls sidste år som formand for Dansk Folkeparti”, skriver de to forfattere. Og selv om de skynder sig at tilføje ”...lyder den udbredte opfattelse blandt mange kritikere”, så kan man dårligt læse det som andet end en regulær dødsdom over Thulesen som formand.

Og den skal man nok tage alvorligt, for det er et par særdeles garvede Christiansborg-journalister, Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt, der har skrevet denne bog om Dansk Folkepartis historie fra stiftelsen i 1995 til i dag.

De to forfattere kender det politiske miljø til bunds. De har været helt tæt på kilderne, og det gør denne bog til alt andet end kedelig historieskrivning. Her serveres saftige detaljer fra lukkede møder og bramfrie udtalelser fra diverse toppolitikere - som f.eks. når Thulesen og Venstres Claus Hjorth Frederiksen helt privat udveksler synspunkter om topfolkene i Liberal Alliance.

Stærkt underholdende læsning, ikke mindst fordi mange af de mange mennesker, der er med i fortællingen, stadig spiller større eller mindre roller i dansk politik.

Bogens tre hovedpersoner er - skulle nogen være i tvivl - Pia Kjærsgaard som Skaberen, Thulesen som Taberen og Morten Messerschmidt som Frelseren?

Bemærk spørgsmålstegnet.

For selv om Messerschmidt skulle slippe nådigt fra den verserende Meld og Feld sag om misbrug af EU-midler, er det ingenlunde sikkert, at han er manden, der kan føre Dansk Folkeparti tilbage til fordums storhed. Blandt andet lider han af en evne til at ”pisse folk af”, som forfatterne citerer en unavngiven kilde for.

Således er ”Skaberen, Taberen, Frelseren?” guf for enhver, der følger med i dansk politik.

Dels fordi den giver et fint overblik over Dansk Folkepartis historie og dets kolossale indflydelse på dansk politik. Dels fordi den leverer en skarp analyse af, hvordan partiet er havnet i den nuværende suppedas.

Ingen kan være i tvivl om, hvem der ifølge de to forfattere bærer skylden. Og ingen kan være i tvivl om deres bud på, at den skyldiges hoved meget snart kommer til at rulle:

”Det store problem for Thulesen Dahl lige nu er, at man allerede taler om ham i datid”.

Lige på og hårdt. En herlig bog.

Fagbog

  • Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt:
  • ”Skaberen, Taberen, Frelseren? Historien om Dansk Folkeparti”.
  • 282 sider, 250 kr., Gads Forlag.
Arkiv