Kulturen.Nu genstarter i 2022 vores serie – klassikerne, altså skøn litteratur af høj og varig kvalitet. Litteratur, der både fortæller noget om den tid, hvor den blev skrevet, men også rækker ud over og fortæller noget om os – den menneskelige tilværelses vilkår.
Hvor kommer vi fra, og hvordan vi er blevet dem, vi er?
Vi lever i en tid med mange alvorlige udfordringer. Ikke bare Covid-19, men vores virkelighedsopfattelse bliver til stadighed bombarderet med en uendelige strøm af informationer. På de sociale medier, på mobil, internet osv.
Al den information, kulturtilbud, tv-serier og nyheder, som vi får smidt i hovedet hele tiden. Har de faktisk en betydning og en værdi, der rækker ud over her og nu? (Nedenunder vor egen Karen Blixen med to nedlagte løver - hendes "Syv fantastiske fortællinger" hører til verdenslitteraturen).
Her kan klassikerne og læsning af dem give modvægt og give en form for stabilitet i en kaotisk verden.
Klimaudfordringen, flygtningestrømmen, den stigende ulighed og dermed øgede sociale spændinger på vor klode. Truslen om krig og vold. Uretfærdigheder, men også den store kærlighed. Det er ikke ukendt stof for klassikerne, og netop derfor kan de give os håb. De har overlevet, skriften har overlevet, og ordene rødmer ikke, men tager fat i livet og os, der læser dem – klassikerne.
Klassikerne er ikke blot tvungent pensum. Noget du kan prale af at have læst. De har noget på hjerte. Noget at lære os. De giver os mulighed for at udvide vort udsyn – den måde, vi ser og opfatter verden på. Og er altså ikke bare bundet til den tid, de blev skrevet i. Og hermed overlader vi ordet til Leif Emerek, vor litteraturanmelder, som er belæst tovholder på denne serie. 
Hvad er en klassiker?
Det spørgsmål findes der ikke noget entydigt svar på. Så det, der toner frem i det følgende, er ikke nødvendigvis det eneste svar, men jeg vil alligevel påstå, at det ikke rammer helt forkert i henseende til gyldighed, selv om en del begrebshistoriske mellemregninger må udelades her.
Der er to sider af begrebet klassiker. En formel-æstetisk og en institutionel.
Det første angår værket selv. Her er det centralt, at det enkelte værks form og indhold udgør en fast helhed, der i eksemplarisk forstand sammenfatter en epokes, en periodes eller en strømnings hele verdensanskuelse. På den ene side har værket koncentreret og omsluttet sin tid. Og på den anden side har koncentrationen en sådan æstetisk energi, at senere tider fascineres af værkets aura.
Det andet angiver, at medlemmer af forskellige typer af lærde institutioner har - især fra og med oplysningstiden - taget de pågældende værker til sig som enestående æstetiske og normative udtryk for den menneskelige ånds udfoldelse.
På den måde har der gradvist gennem analyser, nye udgivelser, indlemmelse i litteraturhistorier og skolernes pensum udviklet sig en særdeles stabil kanon, som gennem tiden kun i beskedent omfang er blevet anfægtet.
Der er da opstået en tradition, som har en autoritet og en legitimitet, som umiddelbart har den slags gyldighed, der ikke skal begrundes. Det udelukker ikke diskussioner og kritik af kanoniseringen af værkerne. Det betyder blot, at den ikke anfægtes grundlæggende.
På dette institutionelle plan bevares, overleveres og bekræftes det enkelte værks status som et blivende og umisteligt nærvær, der som fortid klinger med i vores nutid.
Overleveringen af klassikeren er ikke blot en rekonstruktion af et historisk rum.
Gennem vores tilegnelse af det klassiske værk bringes vi til en bevidsthed om, at vi hører med til det overleveredes verden, og at denne hører med til vores. Dermed muliggøres kulturel hukommelse og identitet og fortid og nutid flettes til stadighed sammen.
Derfor er det stadig relevant, at vi kaster os over de klassiske værker – og så kan læsningen af dem give helt uventede oplevelser og indsigter.
Og det vil Kulturen.NU gerne medvirke til.
Læs listen herunder og glæd dig til, at vi tager fat.
KLASSIKERE
Her er et første udkast til klassikere. Så mange flere titler kan komme til, og nogle kunne komme fra.
Verdenslitteratur
Homer: Odysseen. Ca 700fvt.
Sofokles: Kong Ødipus. 427fvt.
Euripides: Medea. 431fvt.
Platons Symposion, ca. 375 f.v.t.
Vergils Aeneide, ca. 20 f.v.t.
Marcus Aurelius' tanker til sig selv, ca. 180 e.v.t.
Augustins bekendelser, ca. 400 e.v.t.
Højsangen i Gammel Testamente, ca. 400 f.v.t.
Jobs bog i Gammel Testamente, ca. 450 f.v.t.
Dante: Guddommelige Komedie. 1307-21
Boccaccio: Decameron. 1350
Francois Villon: Store Testament. 1462
Rabelais: Gargantuas og Pantagruel. 1532-1564
Cervantes: Don Quijotte de la Mancha. 1605-1615
Shakespeare: Romeo og Julie. 1595
Moliere: Misantropen. 1667
Defoe: Robinson Crusoe. 1719
Voltaire: Candide. 1759
Goethe: Den unge Werthers Lidelser. 1774 
Jane Austen: Stolthed og Fordom. 1813
Byron: Don Juan. 1824
Heine: Tyskland. Et vintereventyr. 1847
Balzac: Far Goriot. 1835
Baudelaire: Syndens Blomster. 1857
Flaubert: Madame Bovary. 1857
Emily Brontë: Stormfulde højder. 1847
Dickens: David Copperfield. 1850
Dostojevski: Idioten. 1869
Tolstoj: Krig og Fred. 1869.
Poe: Mordene i Rue Morque. 1841
Rilke: Nye Digte. 1907-08
Eliot: Ødemarken. 1922
Tomas Mann: Huset Buddenbrooks. 1901
James Joyce: Ulysses, 1921.
Alfred Döblin: Berlin Alexanderplatz. 1929
Huxley: Fagre nye Verden. 1932
Orwell: 1984.1949
Brecht: Den kaukasiske kridtcirkel.1945
Celine: Rejsen til verdens ende. 1932
Woolf: Bølgerne. 1931
Kafka: Processen. 1925
Camus: Den Fremmede. 1942
Beckett: Vi venter på Godot. 1953
Simon: Vejen i Flandern. 1960
Hemingway: Den gamle Mand og Havet. 1952
Salinger: Forbandede Ungdom. 1951
Günter Grass: Bliktrommen. 1959
Jack Kerouacs: Vejene. 1957
Marquez: Hundrede års ensomhed. 1967
Skandinavien
Njals Saga. Ca. 1280
Leonora Christina: Jammers Minde. 1662-85 (1869)
Ludvig Holberg: Den politiske Kandestøber. 1722
Oehlenschläger: Aladdin. 1805
Blicher: Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. 1824
Henrik Wergeland: Skabelsen. 1830
Andersen: Eventyr. 1835
Kierkegaard: Begrebet Angest. 1844
Ibsen: Et Dukkehjem. 1879
Strindberg: Frøken Julie. 1888
Jacobsen: Marie Grubbe. 1876
Herman Bang: Stuk. 1887
Hamsun: Sult. 1890
Pontoppidan: Lykke-Per. 1898-1904 - se foto fra filmatiseringen i 2018 øverst.
Jensen: Kongens Fald. 1901
Edith Södergran: Digte. 1916
Kirk: Fiskerne. 1928
Tom Kristensen: Hærværk. 1930
Halldor Laxness: Salka Valka. 1931
Blixen: Syv fantastiske fortællinger. 1935
Hansen: Løgneren. 1950
Panduro: Rend mig i traditionerne. 1958
Inger Christensen: Det. 1969
Hans Jørgen Nielsen: Fodboldenglen. 1979
Lyrik
Baudelaire: Syndens blomster (1857)
Rilke: Nye digte (1907-08)
Eliot: Ødemarken (1922)
Södergran: Digte (1917)
Christensen: Det (1969)
Rilke: Duino-elegier (1923)
Christensen: Sommerfugledalen (1997
J.P. Jacobsen: Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo (1874)
Johs. V. Jensen: Paa Memphis Station (1904)
Paul Celan: Mohn und Gedächtnis (overs. i udvalg i Sort mælk) (1952)
Hölderlin: Brød og vin (skrevet 1800/01, udg. 1894)
Tranströmer: 17 digte (1954)