Særlig tanketomhed

George Oppen: ”Om at være talrige”

Objektivisme var en del af den amerikanske modernisme og talte så prominente digtere, som Ezra Pound og William Carlos Williams – og altså George Oppen for hvem objektivismen blev ved at have tiltrækningskraft.

Objektivisme er udtryk for en lyrisk retning i 30’erne, hvor man forsøger at beskrive objektet eller tingen på en sådan måde, at opmærksomheden bliver på objektet og ikke sproget, der formidler objektet og indtrykket heraf.

”Om at være talrig”, der udkom i 1968, og vandt Pullitzer-prisen i 1969, er en fremstilling af storbyen med elementer af subjektive følelser og filosofi. Det er ét på alle måder vægtigt indspark forlaget Antipyrine her laver på den danske lyrikscene; og det, at udgivelsen er bilingval (skrevet på to sprog, her både dansk og engelsk -red.) tilfører den kvalitet.

Dét betyder imidlertid også, at man kan gå Henrik Majlund Tofts oversættelse efter i sømmene, og der er en del at komme efter. Her vil jeg dog nøjes med at fremhæve en enkelt udeladelsessynd. I Oppens originale står der:

”Yet I am one of those who from nothing but man’s way of thought

     and one of his dialects and what has happened to me

Have made poetry”

I Tofts udgivelse lyder linjerne sådan:

”alligevel er jeg en af dem som ud af intet andet end menneskets

     måde har skabt poesi”

Det er selvfølgelig nok en forglemmelse midt i arbejdsprocessen, men en utilgivelig en af slagsen, for dermed får den danske oversættelse ikke øje på ”tanken”, ”dialekten” eller den personlige erfaring – og på den måde undergraves hele Oppens poetik, der ellers så præcist formuleres netop her.

”for os

også hver

mand eller kvinde

vi er tæt på

at forstå

selvom det måske kun er middagstimens

egen tanketomhed”

Middagstimen var en af Nietzsches foretrukne billeder på den illusionsforladte tanke, hvor tingene træder frem i deres nøgenhed – her vendt på hovedet som en tanketomhed. Altså – vores forståelse blottet som tanketomhed – eller måske forstod netop Oppen Nietzsche bedst lige her i en efterlevelse af, at være jorden tro – byen tro – mennesket som individ og talrigt på én gang.

”Der er grusomhed i luften,

noget så almindeligt

som en præsident.

En søjle af røg, synlig på afstand

hvor mennesker brænder indeni”.

Sådan lyder måske Oppens erfaring af Anden Verdenskrig, som han deltog og blev såret i. Hans digte flyder et særligt sted fra. På én gang enkle og komplekse – måske det er sådan, når objekterne træder frem i lyset af sig selv?

Digtene er gode – især i deres originale sprogdragt. Der er for mange hovsaer i løbet af læsningen, og det trækker desværre ned. Så mens venstresiderne i den bilingvale udgivelse får seks stjerner, så får højresidernes danske sprogdragt kun fire.