Jødisk-italienske skæbner

Natalia Ginzburg: ”Familieleksikon”

Natalia vokser op som den yngste - efternøleren i en søskendeflok på fem. Hun fortæller i denne roman fra 1963 om sin barndom og opvækst i den jødiske antifascistiske familien Levi i 1930´ernes og 1940´ernes Italien.

Tiden er præget af Mussolini, racelove og interneringer, og det har selvfølgelig stor indflydelse på en jødisk families liv. Familiens stuer danner rammer om det antifascistiske miljø i Torino, hvor intellektuelle, revolutionære og aktivister mødes og diskuterer højlydt.

I det hele taget diskuteres der højlydt i dette hjem, og Ginzburg tegner et både varmt, underholdende og voldsomt portræt af en familie med forældrene som hovedpersoner.

Moren, der har et lyst sind og samler på digte og anekdoter, som hun genfortæller igen og igen, og faren, den dominerende og koleriske biologiprofessor, der altid skælder og smælder og kalder både sine børn og gæster i huset for ”æsler” og det, der er værre.

Romanen er skrevet i et let sprog, tæt på talesprog, og skrevet som om, den blot følger erindringerne, der kommer flydende i en lind strøm. Der er mange replikker i romanen, og det er mange af de replikker, ord og bemærkninger, der udgør familien Levis leksikon.

Forfatterens skriver et sted, at når de fem søskende mødes som voksne, kan der gå et stykke tid, hvor de har svært ved at finde hinanden.

De bor i forskellige byer, nogle i udlandet og har sjældent kontakt, men når så en af dem siger et enkelt ord eller en sætning, som de har hørt utallige gange i barndommen, så genfinder de deres gamle forbindelse.

Sådan er det jo nok i det fleste familier, om end jeg er sikker på, at der er nogle familiers leksika, der er betydeligt mindre farverige og grove end Levis.

Natalia Levi gifter sig i 1938 med den russisk-italienske litterat og antifascist Leone Ginzburg, og de første tre år af Anden Verdenskrig bor parret og deres tre børn i en fjern landsby Abruzzo, hvor Leone er interneret af det fascistiske styre. Efter Mussolinis fald, tager familien til Rom og her arresteres Leone af tyskerne og tortureres til døde.

Denne voldsomme del af forfatterens historie fylder ikke ret meget i romanen, det er barndomshjemmet og forældrene, der er det centrale.

Natalia Ginzburg (1916-1991) udgav denne fabulerende familiehistorie første gang i 1963 (på dansk i 1968 med titlen Familiealbum). Nu er romanen blevet nyoversat og med noter og efterord af Majse Aymo-Boot.

Noterne er jeg særligt glad for, fordi der i romanen optræder så mange af datidens kendte skikkelser fra både politik og kulturliv, og det er skønt at kunne få dem sat i sammenhæng uden at skulle finde pc frem.

Jeg må med skam melde, at jeg aldrig tidligere har læst noget af Natalia Ginzburg, men jeg har efter læsningen af ”Familieleksikon” fået lyst til at læse mere.

Måske også fordi læsningen af Elena Ferrantes Napoli-romaner i forvejen havde givet mig lyst til at læse mere skønlitteratur fra Italien i den periode.