Skip to main content
Roman

Trekantsdrama i Hongkong

Roman - Naoise Dolan: "Godt selskab"

Ava er 22 år, netop færdig med universitetet og rejst til Hongkong for at undervise rige børn i engelsk.

Britisk engelsk, vel at mærke og Ava kommer fra Dublin, så ind imellem er hun ikke helt enig med lærerbogen.

Avas job er ikke godt betalt, og hun bor i en lille kakerlakbefængt lejlighed med to andre unge kvinder, som hun ikke har det særligt godt med.

Men så møder Ava engelske Julian, der er sidst i 20´erne og har et stressende og godt betalt job i bankverdenen. Og en lækker lejlighed.

De bliver venner, og Ava overnatter oftere og oftere i gæsteværelset, indtil hun bor der permanent. Nogle gange har de sex, men de er ikke kærester, Julian kan bare godt lide at betale for Ava, og at hun bor der.

Da Julian af sit job bliver sendt til London at arbejde i en længere periode, skal Ava passe lejligheden og besøge Julians far (til gengæld…), der også bor i Hongkong. Men så dukker Edith op, og Ava forelsker sig.

Da Julian efter et halvt år kommer hjem, skal Ava bestemme sig for, hvor hun skal bo, og hvem hun skal have sex med. Edith vil i hvert fald have, at Ava bestemmer sig.

Naiose Dolan skriver underholdende og humoristisk om livet som ung i en kaotisk og moderne verden. Men samtidig skriver hun også om klasseforskelle, fordomme og gammel britisk overlegenhed.

Jeg føler mig som læser i godt selskab med Naoise Dolan, der på mange måder minder om sin jævnaldrende landsmand, Sally Rooney, der i 2018 udgav ”Normal People”.

”Normale mennesker” er lavet til tv-serie, der vises på DR, og jeg kan i forlagsmaterialet til ”Godt selskab” læse, at der også er en tv-serie på vej med udgangspunkt i Dolans romanunivers.

Jeg synes ikke, Dolan skriver helt lige så godt som Rooney, men denne roman er jo også en debutroman.

Og så er jeg nok heller ikke målgruppen. Men jeg vil forære romanen til min svigerdatter på 24 og glæde mig til at høre hendes mening. Og jeg vil glæde mig til at læse mere fra Dolan, for skrive kan hun i hvert fald!

Foto: Maura Hickey

Roman

  • Naoise Dolan:
  • ”Godt selskab”
  • 304 sider, 249,95 kr., Gutkind
Arkiv