KRIMI - Lucinda Riley: ”Mord på kostskolen”
Fra én af det sidste årtis bedst sælgende forfattere, Lucinda Riley, kommer der nu en posthum udgivelse, nemlig krimien ”Mord på kostskolen”. Lucinda Riley døde af kræft i februar 2021.
I de efterladte gemmer har man fundet denne roman, der i øvrigt er den eneste krimi hun har skrevet. Bogen indledes med et forord af hendes søn Harry Whittaker, som fortæller, at der kun er foretaget ganske få rettelser i forhold til det oprindelige manuskript.
Scenen for romanen er klassisk engelsk. Vi befinder os på en kostskole, hvor et mord på en elev sætter gang i en række dramatiske begivenheder.
Man kommer uvægerligt til at tænke på serier som Barnaby, Inspector Morse og ikke mindst Agatha Christie der i øvrigt henvises direkte til.
Også i opklaringsmetoden bevæger vi os i kendte farvande, det er den kendte ”who-dunn-it”. Man har et mord, kendsgerninger og teorier lægges lag for lag ovenpå hinanden, og skeletter rasler ud af skabet, indtil puslespillet falder på plads.
Det er virkelig noget at af et puslespil som Lucinda Riley her har bredt ud for læseren. Kostskolen Skt. Stephens ligger langt ude på landet i Norfolk. Én af skolens ældste og stærkeste elever, Charlie Cavendish, kommer en aften sent hjem fra en tur i byen.
Han tager rutinemæssigt to piller mod hans medfødte sygdom, epilepsi. Få minutter senere er han død. Umiddelbart er man tvivl, om Charlies død skyldes et simpelt uheld eller selvmord. Ret hurtigt konstaterer retsmedicinerne dog, at der er tale om et mord.
Så er det tid til at introducere én af romanens store plusser, nemlig den kvindelige opdager Jazmine Hunter, også kaldet ”Jazz”. Det er et meget sikkert og nuanceret portræt som Lucinda Riley får tegnet af Jazz.
Jazz har i nogle år været ansat hos Scotland Yard i London. Hun blev desværre offer for en sammenblanding af private og professionelle interesser, idet hendes kæreste og kollega Patrick, svigtede hende både på jobbet og privat.
Efter lidt overtalelse fra hendes til tidligere chef i London, siger Jazz dog ja til at overtage sagen om mordet på Kostskolen i Norfolk. Langt væk fra London håber Jazz at genvinde sin faglige stolthed og selvtillid.
Da Jazz og hendes makker Alistair Miles tager fat på opklaringen, åbenbarer der sig en verden af mobning, overleverede hierarkier, psykisk vold og hemmeligheder.
Det er oplagt på dette sted at nævne den danske kostskole Herlufsholm og skandalerne som er dukket op her. Det gør jo ”Mord på kostskolen” meget aktuel og vil helt sikkert være medvirkende til, at mange vil læse den.
Interessant er det jo også, at romanen er skrevet allerede i 2006, hvilket i høj grad bekræfter, det desværre er et evigtgyldigt problem, der her sættes fokus på.
Da der dukker flere mord op i kølvandet på mordet på Charlie, står det klart for Jazz, at sagen har tråde til familierne, som har børn på skolen. At hun også er nødt til at dykke ned i historien for at opklare mordet.
Persongalleriet åbnes mere og mere op, desværre er Jazz dog den eneste af personerne, man føler forfatteren kommer helt ind under huden på. Det havde været interessant at se hvad, Lucinda Riley kunne have udviklet denne figur til.
”Mord på kostskolen” føjer ikke noget nyt til krimigenren, den holder sig til de klassiske krimikonventioner. Men den er effektivt fortalt i Lucinda Rileys vanligt flydende sprog, og den er grundlæggende spændende, og læseren helmer ikke, før sidste side er vendt.
Krimi
- Lucinda Riley:
- ”Mord på kostskolen”
- Oversættelse: ”The murders at Fleat House”, Ulla Lauridsen
- 504 sider, kr. 269,95, Cicero