Roman - Lars Holmgaard Jørgensen: ”Mig og øhavet i bakkerne”
Tosseanstalten i Vodskov. Den kender de fleste nordjyder – og så måske alligevel ikke.
Det retter denne lille varme og underspillede roman op på. Skrevet af Lars Holmgaard Jørgensen, født i 1952, i Vodskov, hvor begge hans forældre arbejdede ved Statens Åndssvageforsorgs Center IV, og hvor han som knægt lærte de evnesvage at kende helt tæt på.
I bogen møder vi drengen Carit, hvis far arbejder på anstalten, mens mor passer omstillingsbordet på telefoncentralen om natten. Pengene er små, familien har bog hos købmanden, og i det hele taget er tidsbilledet fra sen-50’erne ramt præcist og nøgternt.
Carit er en usædvanlig dreng. For eksempel lærer han selv ret hurtigt at stykke bogstaver sammen og kan faktisk læse, før han begynder i skolen. Men det går han stille med. For falder du lidt udenfor normalnormen, er du måske sær og kan risikere at blive indlagt.
De tvangsanbragte på anstalten møder han med barnets naturlige nysgerrighed og han bliver venner med nogle af dem. Især den bomstærke Poul Sigøjner, der har overarme som svulmende serranoskinker.
Jørgensen skriver enkelt og uprætentiøs. Smidigt og klart og godt researchet fører han læseren tilbage til en tid, som alle vi født i 50-erne, før velfærdssamfundet kom op i gear omkring 1968, stadig kan huske.
Hvor pengene var små, nøjsomhed og en stor nyttehave en nødvendighed, og hvor man for enhver pris ikke skulle stikke ud. Gennem Carits øjne og tænksomme undren ser vi på det hele og får et indblik i datidens tankegang, hvad angår de anderledes, dem, som ikke er ”normale”.
For Carit er god til at give råd og vejledning, når det indimellem bliver for meget for de ”evnessvage”, og de prøver at stikke af. Hold dig fra Aalborg-broen, der står politiet klar til at stoppe dig, lyder et af rådene.
Ud over tidsbilledet med forældre, der befinder sig på en anden planet og lader børnene leve i deres egen verden, byder romanen også til sidst på en grum fortælling om Poul Sigøjner, der får en chance for at slippe ud.
Men som lægger sig ud med de ”normale” på dansepavillonen Skytten. Med fatale konsekvenser. Mens myndighederne og den lokale politimand lukker øjnene
Det er en god lille bog, med en duft af Richs, et tilbageblik på en verden med longjohn, små købmandsbutikker og en tid, hvor børn fik at vide, at de fik dårlige øjne, hvis de læste dagen lang. Det var ikke sundt, du skulle ud at lege med andre.
Et lille stykke Danmarkshistorie, der både favner datidens familieliv med far, mor og børn i fastlagte rollemønstre. Men også en historie om tvangsanbringelsen med dertil hørende kastrering og medicinering, inden forsorgen blev lavet om.
Med udflytning og arbejde på beskyttede værksteder.
Læs bogen om anstaltens 26 rødstensbygninger og genbesøg dem med Carits nysgerrige øjne fra dengang, at anstalten var omgivet af gru og gysende fordomsfuldhed.
Roman
- Lars Holmgaard Jørgensen:
- ”Mig og øhavet i bakkerne”.
- En biografisk roman.
- 158 sider, 199,95 kr., Hovedland.