Verden set fra en skyttegrav

Hans Chr. Brodersen: ”I ildlinjen. Krigsdagbog fra 31. juli 1914 til 31. juli 1919”.

Første Verdenskrig var på alle måder en katastrofe for Europa. Men allerværst var den for de millioner af unge mænd, der deltog i den som soldater.

I runde tal: 65 millioner unge mænd blev mobiliseret. Af dem døde over 8 millioner. 21 millioner blev såret, mange invalideret for livstid.

Med andre ord slap kun godt hver anden soldat helskindet gennem de fire års myrderier.

En af dem, der slap med at blive såret, var Hans Christian Brodersen, født i 1891 på Als, som den ældste af 13 søskende. Dengang hørte Sønderjylland til Tyskland, og som mange andre tusinde dansksindede syd for grænsen måtte Brodersen kæmpe på tysk side.

Han gjorde hele krigen med som tysk soldat, det meste af tiden som underofficer på Vestfronten, og han førte dagbog fra start til slut. En fantastisk velskrevet dagbog, trods de barske vilkår den blev til under.

Så god, at den blev udgivet som bog under titlen ”I ildlinjen” i 1933.

Snart blev Første Verdenskrig dog overskygget af den Anden, og Brodersens dagbog blev glemt. Indtil i dag, hvor Gads Forlag genudgiver den med forord, efterskrift og kommentarer af tre historikere.

Det fortjener dagbogen i den grad, for Brodersen er en fremragende fortæller. I detaljer beskriver han dødelige nærkampe i skyttegravene, nerveflænsende bombardementer, grusomme lemlæstelser og tåbelige officerer, der betaler for deres fejltagelser med andres eller egne liv.

Men han fortæller også om de glimt af menneskelighed, der midt i al elendigheden blev plads til, og om soldaternes ukuelige kamp for at overleve.

Det hele tilsat en stadig mere erfaren frontsoldats militær-taktiske betragtninger og nøgterne skildringer af de voldsomme og blodige krigshandlinger, som han selv var særdeles aktiv i.

Selv om teksten sandsynligvis er blevet tilrettet af forlæggeren i forbindelse med den første udgivelse, står dagbogen litterært selvfølgelig ikke mål med Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” eller Jüngers ”I stålstormen”.

Men i autenticitet lader den ikke de to berømte romaner noget efter. Snarere tværtimod.

Dagbogen er nemlig kemisk renset for sentimentalitet, heltedyrkelse og dramatisering – i grunden en ganske forbløffende præstation i betragtning af, at Brodersen gennem fire år levede med død og lemlæstelse som et aldeles nærværende vilkår.

Højst driver han det til et glimt af medlidenhed, når han beskriver, hvordan hans maskingevær ”rydder forfærdeligt op” blandt de fremstormende fjender.

Selv ikke, når han bliver såret, eller da han til slut er tæt på at brænde ihjel, men i yderste øjeblik slipper med at blive taget til fange, forfalder han til unødigt drama.

Han gengiver forløbet knastørt, nærmest underspillet, hvilket bestemt ikke gør det mindre spændende, eftersom begivenhederne er rigeligt dramatiske i sig selv. Rystende og dybt betagende læsning.

I efterskriftet fortæller de tre medvirkende historikere om Brodersens liv efter krigen. Han skiftede erhverv fra postbud til betjent, men havde det øjensynligt ikke altid lige nemt med sine kolleger.

Eksempelvis blev han under besættelsen afhørt af en Gestapo-officer, der viste sig at være en gammel våbenfælle fra skyttegravene. De to veteraner fandt hinanden, og tyskeren lod de danske betjente gå.

Brodersens yngre kolleger fandt dog hans fraternisering med fjenden stærkt upassende, uagtet at det sandsynligvis sparede dem for en del ubehageligheder.

Skulle Brodersen have haft et vanskeligt sind og været svær at omgås, er det fuldt forståeligt. At noget menneske overhovedet kan hænge sammen efter det, han gik igennem, er intet mindre end et mirakel.

Hans dagbog er et uafrysteligt vidnesbyrd om krigen i al dens gru og meningsløshed. Og som sådan fortjener den at blive læst til hver en tid, også lige nu i dagens Danmark.

Tak for påmindelsen.