Skip to main content
Digte

Ny organismetænkning

Helene Johanne Christensen: ”Sammenfald”

”Intet legeme er nogensinde helt i ro” står der i den sidste linje i Christensens anden digtsamling. Det er en beskrivelse af den faktiske virkelighed, men det er også det æstetiske princip for ”Sammenfald”, der er inddelt i fem dele af forskellig længde – og så et digt, der indleder det hele:

”Jeg vil se lyset

skinne gennem mig

[…]

Jeg vil udvide mig i alle retninger"

På den ene side benægtelsen af at ville se lyset i første linjes enjambement; på den anden side sidste citerede linjes universalromantiske tilløb.

Og sådan læser jeg nok Christensens helstøbte samling: På én gang ydmygt sansende og eksplosivt ekspanderende mellem psykologiske, fysikken, romantiske og feministiske sprogregistre. Og det virker.

Samlingens jeg tager afsæt fra forestillingen om det fuldstændig selvberoende subjekt, for så at bekræfte den engelske barokke digter John Donnes dictum om, a...