Modernismens Godfather

Thomas Stearns Eliot: ”Ødemarken”

T.S. Eliot var modernismens ”lille bankmand”, som Ezra Pound hånligt kaldte ham, fordi han havde fået stilling som funktionær i Lloyd’s Bank. Eliot var amerikaner, det var Pound også. Eliot tog til England, blev højkirkelig, konservativ og engelsk statsborger 1927.

Relativt kedeligt sammenlignet med Pound, der blev krigsagitator i Mussolinis tjeneste, tilfangetaget af de allierede og sat i et udendørs bur, senere indlagt gennem 12 år på et sindssygehospital, uden rigtig at have psykiske skavanker, hvorefter han rejste til Italien, hvor han døde i 1972.

Eliot var til ”cats”

Senere blev Eliot forlagsredaktør på Faber & Faber, der længe efter Eliots død i 1965 fik en økonomisk saltvandsindsprøjtning, da Andrew Lloyd Webbers musical ”Cats”, der blev sat op i 1981, blev en verdensomspændende succes – den byggede på Eliots digtsamling ”Old Possum’s Book of Practical Cats”.

På Faber & Faber udviste Eliot en redaktionel skarpsindighed, når det kom til at have snuden i sporet på god litteratur i form af litterær modernisme.

Helt en passant kan nævnes, at han afviste to manuskripter af George Orwell, hvoraf det ene var ”Kammerat Napoleon”, som han ikke mente nødvendigvis tilbød det rette, fortællemæssige perspektiv i forhold til en kritik af samtidens politiske situation – eftertiden har vist sig at være uenig med ham i denne afvisning.

Men alt det er parentetiske forhold sammenlignet med de lyriske landvindinger Eliot stod for i begyndelsen af det 20. århundrede.

Langdigtet

Hans første hovedværk, der gjorde ham til modernismens godfather, var langdigtet ”The Waste Land” fra 1922, som blev fornemt oversat af Kai Friis Møller i 1948 under titlen ”Ødemarken”; en oversættelse der endnu ikke er blevet overgået i dansk regi og i denne anmeldelse vil blive brugt nedenfor.

Det andet hovedværk udkom samlet i 1943 under titlen ”Four Quartets” (Fire kvartetter). Men de kortere digte ”The Love Song of J. Alfred Prufrock” (1917), ”Gerontion” (1920), ”The Hollow Men” (1925) og ”Aske-onsdag” (1930) er små juveler hver for sig. Derudover har han forfattet en række skuespil, men endnu vigtigere har han skrevet en lang række essays, hvoraf nogle udkom i ”The Sacred Wood” i 1920.

Eliots poetik

Et af de vigtigste elementer i Eliots poetik er begrebet det objektive korrelat, han udvikler i førnævnte essaysamling. Et objektivt korrelat er et på én gang spændende og helt umuligt begreb.

Spændende fordi det stiller meget høj krav til for eksempelvis det poetiske udtryk for en følelse. Umulig fordi ordet ’objektiv’ i begrebet henviser til, at det skulle være muligt at opstille universelle sproglige udtryk, der henviser til hinanden på en sådan måde, at de ikke bare er uafhængige af tilfældige subjektive følelsesliv, men tilmed tid og sted.

Eliot beskriver det på følgende måde i ”The Sacred Wood”:

”Den eneste måde hvorpå man kan udtrykke en følelse inden for kunsten er ved at finde et ”objektivt korrelat”; med andre ord et sæt af objekter, en situation, en række af begivenheder, der skal danne en formel for partikulære følelse; sådan at når de ydre fakta, der må munde ud i en sanseerfaring, er givet, så bliver følelsen øjeblikkeligt fremkaldt” (egen oversættelse).

Eliot postulerer med andre ord, at der kan gives sådanne sansemæssige indtryk, at disse, uanset miljømæssige og genetiske dispositioner, fremkalder en specifik følelse, hvilket naturligvis er noget akademisk vås.

Men Eliot kan i det mindste have delvist ret, hvis man tager det objektive korrelat som en klassebestemt oplevelsesverden – og her tænker jeg klasse i et specifikt dannelsesaspekt og ikke et bredt økonomisk aspekt.

Senere i sit liv bliver Eliot mindre stejl i sine teoretiske formuleringer og åbner noget mere op over for det subjektive.

Men hans idé omkring det objektive korrelat er vanvittigt spændende – også som forfatter – om ikke som andet så som et korrektiv til det subjektive eller indkrogede selv, der hænger sin hat på en art sentimentalisme, hvis evidens ligger i graden af sansepåvirkning dels hos kunstneren selv, dels hos læseren.

Ødemarken

”Ødemarken” er et langdigt inddelt i fem afsnit (De dødes begravelse; Et skakparti; Ildprædikenen; Døden fra vand; Hvad tordenen sagde) og med et længere noteapparat til sidst, som Eliot efter sigende senere skulle have fortrudt.

Og det er da heller ikke nødvendigt at konsultere dette. Især ikke fordi det kræver gode evner ud i klassiske sprog og provencalsk, og på den måde hurtigt kan komme til at forvirre mere end det opklarer.

Det er interessant, at ”Ødemarken” har fået den status det har – og det er med rette – men digtet havde aldrig nået sin nuværende form uden Ezra Pound, der redigerede i digtet og lugede ud i de mest esoteriske (indadvendt, kun bestemt for indviede – red.) elementer af Eliots digt, og der hvor det blev for kommenterende.

Man kan her indskyde, at hvad Eliot blev for modernismen, var Pound gennem hele sit liv for digtningen som sådan, fordi digterne opsøgte ham og hans skarpe blik for digtningens væsen.

Frugtbarhed kontra goldt liv

Digtet gør brug af en række frugtbarhedsmyter og -metaforer, og polariserer det golde moderne liv med en metafysisk forståelse af tilværelsen, hvilket afstedkommes gennem det objektive korrelat.

Begrebet kan måske konkretiseres yderligere ved at kigge tage sproget frem til ”Four Quartets”, hvor følgende linjer fra første del kan læses:

”Den nærværende tid og tiden der gik

er måske begge nærværende i den kommende tid,

og den kommende tid indeholdt i tiden der gik.

Hvis al tid er evigt nærværende,

er al tid uden forløsning” (egen oversættelse).

At der i ”Four Quartets” henvises til en specifik kristen, mystikers oplevelse er i denne kontekst mindre vigtig, end at Eliot lige præcis gør brug ikke af tiden som noget lineært, men som noget cirkulært i forsøget på at skabe objektive billeder på subjektive følelser.

På den måde er al tid ”evigt nærværende” og moderne fabrikker kan således billedligt flækkes sammen med okkultisme, førsokratisk filosofi og viktoriansk komparativ mytologi.

I og med at billederne mister deres adskillelse i tid, taler de ligebyrdigt ind i læserens forståelse af et givet tekststed. ”En hob af sprængte billeder”, som det så præcist hedder i første del af ”Ødemarken”.

Ufrugtbarheden

Det gennemgående træk i ”Ødemarken” er ufrugtbarhed. Der er torden, men ingen regn. Solen er brændende, og man må søge skygge under en klippe. Kærligheden er nedprioriteret til tilfældig sex og voldtægt.

Som modvægt hertil ligger disse spøgelsesagtige eller hjemsøgende elementer, der taler indirekte i digtet for så at tolke tordenen i en sidste radikal udladning: ”Da […] Da […] Da”, der på blandt andet russisk bliver en affirmativ tilkendegivelse: Ja, ja, ja!

Men det starter ud med, at ”April er den grusomste måned”, hvorfor? Fordi den ”driver // Syrener frem af død jord, blander // Erindring og begær, pirrer // Sløve rødder med vårregn” eller med andre ord, fordi modsætningsparret frugtbar/ufrugtbar træder frygteligt tydeligt frem – alt for tydeligt. Og i det perspektiv skal følgende linjer læses:

”Og da vi var små og var på besøg hos min fætter,

Ærkehertugens, tog han mig med ud at kælke,

Og jeg blev bange. Han sagde: Marie,

Marie, hold godt fast. Og nedad suste vi.

I bjergene, dér føler man sig fri,

Jeg læser til langt ud på natten og tager til syden om vinteren”.

De første fire linjer er en erindring, hvorpå der konkluderes, at man føler sig fri i bjergene, men så dukker denne sidste, mærkelige linje op: ”Jeg læser til langt ud på natten og tager til syden om vinteren”. Hvorfor flugten fra vinteren?

”Du gav mig hyacinter første gang for et år siden.

De kaldte mig hyacint-pigen.”

– Men da vi kom tilbage, sent, fra hyacint-haven,

Du med favnen fuld og med håret vådt, kunne jeg ikke

Tale, og mit syn svigtede, jeg var hverken

Levende eller død, og jeg fatted intet,

Stirrede ind i lysets hjerte, i stilheden.

Öd’ und leer das Meer”.

En parallel fortælling. Noget der først præsenteres som positivt ”hyacint-pigen” og ”favnen fuld” vendes på hovedet: ”jeg var hverken // Levende eller død” og så trumfen: ”Öd’ und leer das Meer”: havet er øde og tomt.

Vand/hav, der normalt forbindes med liv og frugtbarhed er her øde og tomt. Sneen er frosset vand, og så denne ambivalente scene som også den ovenfor.

Spøgelserne huserer og måske er her snarere tale om voldtægtsscener, der understreges i afsnittet ”Ildprædikenen”, der i den henseende ganske ironisk henviser til Buddha og nedtoningen af begæret, hvor Tereus, der voldtog sin svigerinde (se Ovids ”Forvandlinger” bog 6), hvorefter han skærer tungen ud på hende.

Hun broderer sin fortælling til sin søster, det barn, hun har født efter voldtægten, serverer hun for Tereu, der nu vil slå både kone og svigerinde ihjel. Tereus’ kone blev til en nattergal og svigerinden til en svale – og derfor står der følgende hos Eliot:

”Tvit tvit tvit

Tjuk tjuk tjuk tjuk tjuk tjuk tjuk

Voldført grumt

Tereu”

Linjerne mimer svalens sang, og i forlængelse af disse linjer, kommer en foragtelig, lille funktionær på besøg hos en arbejderklasse-kvinde, der lettere distraheret tager imod og sukker lettet, og da han er færdig, famler han sig ”så væk ned ad den mørke trappe”.

Tordenen

”Hvis der hørtes blot en lyd af vand

Ikke cikaden

Og sang af vissent græs

Men klang af vand imod klippen

Hvor eremit-droslen synger i fyrrene

Drip-dryp-drip-dryp-dryp-dryp-dryp-

Men der findes ej vand”.

Længslen efter vand er til stede, men vandet, det livgivende, forskydes konstant over mod repræsentationer af det – som eksempelvis eremitdroslens sang. Men så dette:

”Hvem er tredjemanden, som går ved siden af dig?”

Her henvises til Lukasevangeliet kap. 24, v. 13-35, hvor to af Kristi disciple går på vejen fra Jerusalem til Emmaus. En tredje slå følge med dem, og det viser sig at være den opstandene Kristus, hvilket disciplene først sent opdager.

Her viser den konservative og højkirkelige Eliot sig. Kristendommen præsenteres ganske ydmygt som en løsning, hvorefter han slår over i hinduistisk mytologi som endelig afslutning på digtet. Her lyder tordenens tre ord, som jeg henviste til med de tre gange ”Da”:

”Datta. Dayadhvam. Damyata”

De tre ”Da” står således for henholdsvis: Giv. Vis medfølelse. Selvbeherskelse. Herefter kommer afslutningen, som også er afslutningen på Upanishaderne:

”Shantih. Shantih. Shantih.”

Der kan oversættes med ”Den fred, som overgår al forstand”.

Eliot bevæger sig således gennem traditionen, i bredest mulige forstand, og plukker eksemplerne på ufrugtbarhed ud og splejser dem sammen med det moderne gennembrud, der også var et sammenbrud af det gamle efter Første Verdenskrig (1914-18) og den spanske syge (1918-20) for så at lande i en kristen/religiøs anråbelse og understregning af næstekærligheden.

Eliots ”Ødemarken” eller det ufrugtbare land er en tour de force og indføring i betydningen af det objektive korrelat, samtidig med at det er et lyrisk mesterværk, der konstant åbner op for nye betydningssammenhænge på tværs af digtets linjer og den tradition, der på en eller anden måde grundlægges med ødemarkens samtale med andre tiders litteratur.

Personligt har Eliots ”Ødemarken” virket ind som et landskab af inspirerende, halvt glemte steder, som jeg, indrømmet, intet forstod af ved de første mange gennemlæsninger.

Men som ikke desto mindre har hjemsøgt mig fagligt, lyrisk og personligt. At nogle siders skrift, kan det, er vidunderligt og skræmmende, men måske er det det klassikerne kan? Understrege den eksistentielle nødvendighed, der er forbundet med det at trække vejret, fordi vi er nødt til at blive ved.