Forelsket ode til bogen og læsningen

Essay - Irene Vallejo: "Evigheden i et siv. Historien om bogen".

Uden bogen ville det være umuligt at fastholde og overlevere menneskets kultur og dets historie over flere årtusinder. Bogen er det bedste remedie mod individuel og kollektiv glemsel. På godt og ondt og ofte ad labyrintiske veje og vildveje. Den er et våben mod uvidenhed og barbari. Den er mediet for længslen efter frihed, sandhed og det gode liv.

Irene Vallejo antyder med sin undertitel, at nu følger en klassisk historisk fremstilling af bogens historie. Det ikke helt tilfældet. For ”evigheden i et siv” antyder også et magisk element: sivet – papyrussen/bogen – rummer evigheden og poesi. Det sidste gør også Vallejos egen måde at skrive på.

Det er den centrale pointe Vallejos bog: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne”.

”Kampen for at bevare vore værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust; fiktionerne, som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.”

Der er historiske fremstillinger af mere klassisk art af især bogens historie i Grækenland og Rom, men de afbrydes ofte af anekdoter, af associationer, der fører fra antikken til nutiden.

For det er også en del af bogens og læsningens magi, at forskellige tider kan skyde sig ind i hinanden i et meningsfyldt nu. Homers ”Odysseus” får f.eks. eksistentiel udfoldelse i James Joyces ”Ulysses”.

Men også mistilliden til bogen og læsningen tematiseres, som f.eks. Sokrates og Platon udtrykte, fordi bogen kunne forhindre læserens egne refleksioner. Det er stadigvæk således, at talen og handlingen af mange opfattes som mere autentisk end det trykte ord.

Og uden sammenligning i øvrigt: Mao og Hitler og deres medforbryderes barbariske fremfærd mod bøger, de ikke brød sig om.

Vallejo forfølger i sin fremstilling bogens vej gennem tiderne, dens mæcener og dens fjender. Men kronologien brydes bestandigt af associationer med rod i Vallejos egen læsning eller i sammenstillinger mellem fortid og nutid.

F.eks. etableres der en sammenligning mellem udviklingen af papyrus og mobiltelefonen, mellem det romerske aristokratis skepsis mod kunstnerne og det neoliberale kunstsyn, mellem Iliaden og John Fords ”Manden der skød Liberty Valance” og mellem antikkens og modernitetens litterære markeder.

Globalisering er en term, der bruges om forhold i antikken og i nutiden.

Sådanne sammenstillinger udgør en stor del af bogens komposition. Ofte er de oplysende og fine, og ofte mangler der ”mellemregninger” for at virke overbevisende.

Dertil kommer adskillige jævnføringer mellem litterære tekster i verdenslitteraturen. De spejler dels Vallejos litterære smag og giver hende som skribent en personlig stil, der skaber distance til den akademiske diskurs.

Trods den brudte kronologi og lidt labyrintiske struktur er der et fast punkt i fremstillingen, nemlig grundlæggelsen og opbygningen af Biblioteket i Alexandria.

Byen blev grundlagt af Alexander den Store, der sov med Homers ”Iliade” under sin pude. Han døde, inden biblioteket var en realitet, men de, der overtog magten efter hans død, fortsatte jagten på bøger i alle afkroge af det rige, Alexander efterlod sig. Bestanden af manuskripter nåede adskillige hundrede tusind.

Der gives en levende fremstilling af udviklingen af papyrus, af huder og af papiret. Forskellige biblioteker gennemgås. Bibliotekarer, kopister og skrivere, boghandlere og samlere får deres plads i historien.

Blandt andet gengives historien om de kvindelige bibliotekarer, der på hesteryg nåede ud i de fjerneste egne af de vildsomme Appalacherbjerge i USA. Og der berettes om de uendelige boggallerier under Oxford, hvor der gemmes mængder af bøger.

Der gives hovedtræk af læsningens historie fra højtlæsning til indenadslæsning og dens intime forbundethed med det enkelte individ. Herunder Vallejos egen læsning.

Der berettes om heroiske indsatser for at redde bøgerne fra barbariske krigshandlinger og tyranner, der helst brændte dem. Hun fremdrager glemte antikke kvindelige forfattere, som har været fortrængt i litteraturhistorierne.

Der er gennemgående ”helte”, som på forskellige steder i teksten er med til at kitte antikken og nutiden sammen: Homer, Sokrates, Platon, Aristoteles, Horats, Ovid, Borges og Umberto Eco. De smelter sammen i en historisk overgribende diskussion af meningen med mennesket, samfundet og kulturen.

På samme måde fletter Vallejo sine egne litterære præferencer ind i det historiske stof, der skal formidles. Det medvirker til ophævelse af tidslige forskelle.

Det implicitte argument er, at den græske og romerske antik er arnestedet for den vesterlandske kultur. Det er en fast del af den kulturelle overlevering – en selvfølgelighed. Når det er sådan, så er lighederne mellem før og nu større end forskellene. Det kunne godt stilles til diskussion.

Antikken og bogen anskues som centrale steder for udviklingen af humanitet og dannelse. Vallejo er ikke blind for, at der også er voldsomme lidelser forbundet med den historie, hun fortæller.

Men hun fastholder sin overbevisning om bogen som stedet for indsigt i verden, i samfundet og i det enkelte menneske. Bogen overlever – både den i papirform og den elektroniske, og den vil stadig være en del af menneskets længsel efter det gode liv.

”Evigheden i et siv” er en lærd bog uden at være lærd, den har indsigt og humor. Den fænger med overraskende anekdoter og sidespring.

Læseren får meget at vide og bliver underholdt på et højt niveau. Det offensive forsvar for bogen er samtidig et håb om dens muligheder for at medvirke i kampen mod barbari og kaos.

Jeg har givet fem stjerner. Især de mange sammenstillinger af fænomener i fortid og nutid er ikke alle helt overbevisende. Der mangler mellemregninger.

Og de mange referencer til tekster i forfattere i verdenslitteraturen er glimrende for læsere med baggrund som Vallejos. Er der ikke det fællesskab, kan nogle pointer gå tabt.

Men det er stadig en klog og opløftende bog – om bogen. Den glimrer ved en forbilledlig evne til at forene forskerens stil med den personlige og umiddelbare refleksion.

Irene Vallejo er spansk. Hun er klassisk filolog, journalist og forfatter til romaner og børnebøger. 2019 udgav hun ”Evigheden i et siv. Historien om bogen”. Den foreligger nu i en fornem fordanskning af Rigmor Kappel Schmidt. Bogen blev en bestseller i Spanien, og den bliver udgivet i 34 lande.

Foto: Santiago Basallo.