Sindets seismograf

Jens Smærup Sørensen: ”Klinten”

Der ligger en vej ud mod fjorden. Der ligger 15 huse med skæbner i. Der ligger en mand for døden. Der ligger konflikter, mysterier, undvigelser, selvindbildning og ordknap præcision i læ af klinten.

Der ligger i det hele taget meget i den tekst, Smærup forkæler sin læser med.

Vejen har aldrig været en idyl, men ikke-idyllen er dog under pres. Klimaforandringerne i den antropocæne tidsalder truer klinten, både den fysiske klint ud mod vandet og gaden af samme navn.

(Red: menneskehedens påvirkning af kloden er nu som massiv omfattende, at vi  nu lever i en ny geologisk tidsalder, navngivet atropocæntiden).

En klint er et brud, der udstiller de underliggende lag, og sådan fremkalder storm og død forskellige dybder i mange af de personer, der befolker myldrebilledet.

Det snerper til ...

Truslerne mod det lille fællesskab snerper nemlig til, da stormen ”Mona” meldes på vej, og den udadvendte, enlige mor Sigrid indkalder til beboermøde for at diskutere kystsikring. Indbydelserne sætter gang i både gamle historier og nye udviklinger, særligt i den intense uge op til mødet, hvor hendes nabo dør og begraves.

I Klintens mini-Danmark er de fleste børn flyttet hjemmefra. Karriererytteren er på udkig efter en måde at omtale sin forfremmelse på, den arbejdsløse kan ikke styre sin spilletrang, en emsig enke har fantomsmerter i blandt andet sit tabte sexliv, der er et kvindekollektiv, en gammel sur knark og to par bedsteborgere, der frem for alt frygter, at nogen af dem skulle komme til at mene noget.

Der er kynikere, hvis tid går med de andres dumheder, der er den latente borgerkrig i et ægteskab, et mystisk hus med sporadiske lysanfald og en succesrig etniker, som normalt er god til at stikke fingeren i jorden.

Jeppe bliver småforelsket

Vores hovedperson er Jeppe, nyskilt sprogforsker med speciale i maskinoversættelser og på vej med den ultimative afklaring af forholdsordenes rolle i den proces. Han bliver både involveret i Sigrids møde-projekt og i de praktiske opgaver ved den gamle skørtejægers endelige bortgang.

Jeppe er en rigtig Smærup-person. Han er eftertænksom og tilbageholdende og har det svært med at håndtere de spirende følelser mellem Sigrid og sig selv. Ord har han styr på, men virkeligheden kniber det med.

Både han og andre mandlige karakterer prøver forgæves at få deres bevidsthed til at holde trit med udviklingerne i deres situationer og relationer. Disse indre afvejninger er klintens dybdestruktur, som afsløres af begivenhedernes langsomme malen og pludselige skred.

Med kollektivbilledet følger også en klar opmærksomhed på fællesskabers grænser, og Smærup bærer ved til bålet med sine indimellem herligt ukærlige satiriske indfald. Lektoren i tværæstetik taler som en karikatur af sig selv med udtryk som ”adressere det her issue”, ”på daglig basis” og ”det skal bare lykkedes”.

Slalom på villavejen

Når vi nærmer os Jeppes fagområde, vokser andelen af sære fremmedord som ”spasmodisk”, ”melantrist”, ”aleatorisk”, og sådan lettes der hele tiden på låget til den vokabulære skatkiste.

Måske handler bogen om at blive voksen gennem bevidste forhold til særligt kvinder og mødre, men undervejs foregår der jo – præcis som i virkeligheden - alt muligt andet.

Smærups slalom gennem villavejen får os ind under huden på en mangfoldighed af liv, og den stovte tiltro til de dybe drifter lader teksten slutte på et punkt, hvor Jeppe er klar til at sætte af.

De langsomste forandringer batter mest. Sådan er Smærup Sørensen dansk, så rolig som en moræneopbygning eller et smeltende jordfaldshul.