Skip to main content

At være digter og mor

Olga Ravn: ”Mit arbejde”

Da forfatteren Anna føder sit første barn, er der ingenting, der bliver, som hun havde forestillet sig. Den rosenrøde historie om den store lykke, det er at blive mor. At det er den lykkeligste dag i ens liv, passer ikke for Anna.

Hun oplever smerte, angst og skam. Allerede under graviditeten har hun været plaget af søvnløshed og angst. Angst for, om hun klare at passe et barn, om nogen vil opdage, at hun er sindssyg, om barnets far vil skilles og i en retssag påkræve sig ret til forældremyndigheden, fordi moren er psykisk syg.

Roman Olga Ravn

Anna har flere gange tidligere i sit liv været plaget af psykisk sårbarhed. Spiseforstyrrelse som teenager, depression i begyndelsen af 20´erne og såvel medicinsk som psykologisk behandling.

Anna forsøger efter fødslen at få samling på sig selv igen. Hun forsøger at skrive sig sammen igen. Teksterne er skrevet over fire - fem år, fra graviditetsdagbogen, over journalbeskrivelsen af fødslen, de første dage efter fødslen, de første dage hjemme, de første måneder, de første år, og indtil barnet er blevet tre år, og hun venter sit andet barn.

Det er i fiktionen, Anna får et rum, hvor hun kan genopleve sine oplevelser og blive hel igen.

Det er denne samling af tekster, Olga Ravn her udgiver under titlen ”Mit arbejde” - en blanding af prosa, poesi, dramatik, essay, sygejournaler og dagbog. I bogen er der ingen kronologi. Vi springer rundt imellem graviditet, fødsel og småbørnsliv. Samtidig er det en bog med 13 begyndelser, endnu flere fortsættelser samt ni slutninger. Alligevel er det en helstøbt oplevelse at læse bogen.

I bogen hedder hovedpersonen Anna, men Olga Ravn skriver på første side:

”Hvem har skrevet denne bog?

Det er mig selvfølgelig.

Selvom jeg gerne vil overbevise om det modsatte.

Lad os i dette øjeblik enes om, at det er en anden, der har skrevet den. En anden kvinde, helt anderledes end mig. Lad os kalde hende Anna.”

I ”Mit arbejde” er forholdet imellem kunstnerisk skabelse og moderskab et gennemgående tema. Ligesom det også tidligere har været i forskellige kvindelige forfatteres forfatterskaber.

Jeg kommer især til at tænke på Tove Ditlevsen, hvor Olga Ravn i flere samlinger udgivet de senere år har udvalgt både digte og andre tekster til fine nye udgivelser som ”Jeg ville være enke og jeg ville være digter” og ”Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø”. Men også en yngre forfatter som Maja Lucas har skrevet om de tabubelagte følelser, der kan være forbundet med at få et barn, hvis man ikke oplever den store lykke fra første dag.

Annas arbejde er at skrive, men da Anna bliver mor, er Annas arbejde også at amme og opfostre sit barn, og hvordan forener man det.

”Mit arbejde” er en stærk kvindeskildring om at være et skrøbeligt menneske, om sårbarheden, når man bliver mor, og om det svære arbejde at forene det at skrive med det at blive mor.

Olga Ravn skriver modigt og smukt om de svære emner fødselsdepression og moderskab. Og hun skriver stærkt om skrift, både den hun læser, og den hun heldigvis selv skriver.

Jeg forstår godt, at udgivelsen af denne roman har taget mange år, og at det indtil videre er den sværeste bog, forfatteren har skrevet, fordi hun blotter sig/lægger sin skrøbelighed åbent frem.

Et sted skriver Anna, at hun overvejer, at bogen kun burde læses af gravide personer og kvinder med små børn. Men vi andre, der enten har haft små børn, ingen har haft, eller måske er en mand, skal også nok passe godt på Annas og Olgas fine ord.

Roman

  • Olga Ravn
  • ”Mit arbejde”
  • 430 sider
  • 299,95 kr.
  • Gyldendal
Arkiv