En stor Tidsalders sidste Timer

Henrik Pontoppidan: ”De Dødes Rige”

Med de tre romaner ”Det Forjættede Land” (1891), ”Lykke-Per” (1898-1904) og ”De Dødes Rige” (1912-16) præsterer Henrik Pontoppidan (1857-1943) noget af det ypperste, dansk romankunst har at byde på.

Læst i et stræk får vi som læsere et ætsende klart billede af landets udvikling fra traditionelt til moderne samfund, hvor teknik og kapital dominerer det samfundsmæssige liv.

Og det er ikke noget idyllisk billede. Og det er faktisk ikke så lidt skræmmende, at billedet har ret mange berøringsflader med vores egen tid.

Den gamle stabile verden bryder sammen, og den nye modernitet forekommer uigennemskuelig og kaotisk. De tre romaner anskueliggør denne historie. I de to første romaner er det et enkelt individ, der bliver hvirvlet ind i forandringernes malstrøm. Her er den enkeltes mulighed for at orientere sig i sin omverden stadig til stede.

I ”De dødes Rige” derimod er det en flerhed af personer, som på forskellig vis er i forbindelse med hinanden, der formidler en umiddelbart usammenhængende og kaotisk verden til læseren. ”De dødes Rige” er således en kollektivroman.

Romanen udkom oprindeligt i fem selvstændige bøger. Først i 1916 i forbindelse med fjerde oplag af romanens sidste kapitel ”Fausingholm” dukker romanens nuværende titel op: ”Hermed slutter Fortællingerne fra De Dødes Rige”.

I 1917 rediger Pontoppidan selv en udgave af romanen i to bind, der nu er delt i otte bøger, ligesom ca. en tredjedel af den originale tekst er strøget.

Pontoppidans lyst til at ændre sine tekster har givet mangen en litteraturhistoriker grå hår: Hvis der nu skal laves en videnskabelig udgave af Pontoppidans værker, hvilken version skal der så tages udgangspunkt i?

Der er to tematiske lag i romanen: dels det historiske og det kulturelle og dels kærlighedshistorien mellem de centrale personer Torben Dihmer og Jytte Abildgaard.

Begge niveauer bliver anskueliggjort gennem sceniske optrin, levende og undertiden ironiserende dialoger og indre monologer, som forstærker oplevelsen af et mangestemmigt og broget tidsbillede.

Romanens historiske tid er ikke nem at fastlægge præcist. Faktisk sammenfatter forfatteren nogle årtier, så vi både befinder os i forfatningskampen og nogle år efter systemskiftet 1901 og frem til udbruddet af første verdenskrig.

Det er en periode med voldsomme politiske forskydninger, bønder og arbejdere kæmper for politisk indflydelse. Det gamle godsejeraristokrati skal finde sig en ny rolle i et anderledes samfund, hvor borgerskabet i kraft af industrialisering og kapitalisering bliver en dominerende klasse.

Videnskab – især lægevidenskab og ingeniørvidenskab bliver de ny guddomme. Kirke og religion bliver presset og kæmper gennem et utal af kirkelige retninger for deres overlevelse.

Den milde grundtvigianisme strides med en ortodoks kristendom, der besværger den moderne verden. Det kommer til udtryk i den fascinerende præsteskikkelse Mads Vestrup, der gennem social opstigning har kæmpet sig til et præsteembede.

Kunsten bliver til spekulation og charlataneri. Kulturlivet bliver til variete og vulgaritet: ”Inde i Salen var Negeren blevet afløst af nogle sortsmudsede Dansere, der skreg og sparkede omkring sig til et Akkompagnement af Kastagnetter og Tamburiner…..Damerne med et kort Silkeskørt over fede Ben i sølvfarvet Trikot. Det kaldtes på Programmet for neapolitansk Folkedans.

Dertil kommer et udbud af alskens kure og livsanskuelser, der konkurrerer om at redde menneskeheden fra undergang.

Pressen bliver med sin ophobning af lige gyldige nyhedsstrømme til en stressfaktor, der skaber søvnløshed og en ”uhyggelig Allestedsnærende-Mani”, og fremstår som et moderne ”Inkvisitionstribunal”.

På det politiske niveau er hovedpersonen Tyge Enslev – som ikke skal aflæses som en realt eksisterende politiker.

Ligesom de øvrige politiske portrætter heller ikke er taget fra Pontoppidans virkelighed.

F.eks. var der ingen af Pontoppidans samtidige politikere, der så indædt bekæmpede præsteskabet som Enslev. Skildringerne fører til en lede ved det politiske spil.

Det var ikke den konkrete politik eller de konkret politiske figurer, der interesserede Pontoppidan, men derimod selve det politiske spil, der kunne begynde med visioner og fremragende ideer om en bedre verden for alle, men ender i beskidte intriger og magtspil.

 Det politiske bliver derved også et element i skildringen af en sammenbrudt civilisation.

Torben Dihmer er af godsejerslægt og ejer godset Fausingholm ved Randers Fjord. Han har i sin ungdom gjort sig forestillinger om at gøre politisk karriere, hvor han vil fastholde et patriarkalsk samfund med socialt humane dimensioner. Men han udtrykker i løbet af romanen større og større lede ved det politiske spil.

Senere vil han indrette sit gods til et fristed for det enkle naturbundne liv. Godset brænder, men bliver delvist genopført efter Dihmers død, og skal rumme et refugium for videnskabsmænd, der vil studere ”den sympatisk-organiske Harmoni mellem det enkelte Menneske og Verdensaltet”.

Ingen søger om ophold, men godset og dets beboere bliver inkarnationen af et enkle naturbundet liv langt væk fra rastløsheden i ”De Dødes Rige”.

Torben Dihmers og Jytte Abildgaards kærlighedsforhold er flettet ind i dette virvar. De føler sig stærkt tiltrukket af hinanden, men i afgørende situationer viger de tilbage for realisering af kærlighed.

Især Jytte Abildgaard er tilbageholdende med at give sig hen. Dels er hun angst for sit ”Væsens Uhrskovs-Dyb” og ”vilde røde Rovdyrøjne der stirrede ud fra Mørket”. Og dels kan hun ikke se sig selv som godsejerfrue optaget af jord og kvæg.

Jytte afslår Dihmers første frieri. Hans verden bryder sammen. Han bliver alvorligt syg. Han længes efter døden, indtil en ungdomsven, der er læge, tilbyder ham en nyligt opfundet behandling.

Tøvende tager han imod kuren, og han kan vende tilbage til livet. På en rejse til et kursted, møder han Jytte. De genoptager kontakten – og atter mislykkes kærligheden.

Dihmer trækker sig atter tilbage til godset og ophører med at tage den medicin, der kan holde ham i live. Da gården brænder, oplever han det på følgende måde: ”…og Ildhavet lyste for hans indre Syn som en dæmonisk Bebudelse af den store Verdensbrand, han havde ventet på – den Syndflod af Ild, hvori en fordærvet Menneskeslægt skulde nedhvirvles og forgaa!”

Kort tid efter dør han – og Jytte.

”De Dødes Rige” giver os et billede tværs gennem et Danmark, der fra de underste sociale lag til de øverste er kommet ud af balance.  Et billede af en civilisation i total opløsning.

Og lægger vi det billede ned over vores egen tid, vil der være rigtig mange punkter, hvor fortid og nutid mødes. Først og fremmest der, hvor rådvildhed, pessimisme og anelsen om en verdensbrand er en grundstemning, der også nu griber om sig.

 I 1917 delte Pontoppidan Nobelprisen i litteratur med Karl Gjellerup.

Henrik Pontoppidans undergangsroman er i familie andre store undergangsmanifester Thomas Manns ”Huset Buddenbrook” (1901), Heinrich Manns ”Professor Unrat” (1905) og filosoffen Oswald Spengler: ”Untergang des Abendlandes” (1918) og Robert Musils ”Manden uden Egenskaber” (1921 – 42). For slet ikke at nævne Schopenhauers filosofi om pessimisme.

Og sådanne tekster kan jo være en meget god modgift mod alle de mange bøger, der foregøgler os optimismens velsignelser.