Champagneboblende

Digte - Sternberg: “Helbredende digte”

Der er noget befriende storladent og selvsikkert i ligefrem at kalde sin digte for helbredende, men det falder på den anden side udmærket ind i tiden, hvor diverse læsekredse og mere eller mindre organiserede biblioterapeutiske forløb gennem nogle år er blevet mere udbredte.

Når jeg ser tilbage på Sternbergs digte, så har mange af dem været helbredende - i hvert fald i gåseøjne.

Som oplagt eksempel kan nævnes depressionsdigtene fra 2014. Men der er da også noget velgørende ved disse mere livsbejaende digte; andet digt i samlingen, som også er bagsideteksten, lyder sådan her:

“jeg er ung i dag
og fyldt op med champagne

jeg blander gloser

for at glemme
alle dårlige digte

mine tekster er lys
kastet hengivent på

en verden der er ligetil

jeg løsner havet fra kysten
med en præcis og safrangul sommer”.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at digtet bliver større ved, at man går ind i en diskussion med det (er verden virkelig ligetil?), men man kan da også med fordel nyde det for dets umiddelbare ja til verden, dets champagneboblende bevægelser.

Det er imidlertid ikke sådan, at alt er lyst og ligetil. Cirka midt i bogen kan disse to linjer (som skurer op mod hinanden) læses helt ude af kontekst:

“men trykker så blidt på aftrækkeren

at det hele må opfattes som et forelsket landskab”.

Er det mord eller selvmord, der glider over i et forelsket landskab. Det er befriende at læse den slags barokke og letbenede klask i en ny dansk digtsamling.

Sternberg leverer en digtsamling, hvor det letbenede, som jeg lige nævnte, går hånd i hånd med en melankoli, der er ganske udmærket klar over, at under latteren ligger dødens smil.

Det er derfor han slipper så fandens godt af sted med det.