Flamboyant krudtugle

Evanthore Vestergaard: "www.engang.nu"

Nogle vil måske studse over ordsammenstillingen – flamboyant, stammende fra fransk flammende, i betydningen strålende og pragtfuld, og så det mere jordnære krudtugle – der sådan mere smager af ustyrlig, energisk og aldrig given op.

Men netop sådan er den Aalborg-fødte forfatter, freelance journalist, komponist og musikkritiker Evanthore Vestergaard. Ikke en mand for fastholdere, en initiativtager og et overskudsmenneske, der har både det ene og det andet på samvittigheden, hvis du kigger dig rundt omkring i det nordjyske kulturliv.

Hvis du er Facebook-misbruger, har du ikke kunnet undgå at støde på mandens velformulerede erindringer, som løbende bliver lagt ud på www.engang.nu. Evanthore begyndte skriveriet i 2019, og små 200 kapitler er nu allerede på fjæsen. Sæson 2 udkommer nu i bogform, og det er ikke uinteressant læsning.

Emnerne er mange, anekdoterne står i kø, mens vi følger den altid velformulerede mand rundt i sit eget liv – om aldrig at have røget hash, om farmors frikadeller og om at være idemand og initiativtager til eksempelvis Kulturmødet på Mors og langsomt at blive kørt ud på et sidespor.

Her er megen graven i egen navle, både vittigt, vidende og oplysende, men det er som om, at de mange emner og vinkler aldrig samler sig til et egentligt sammenhængende portræt. Her bliver holdt tilbage.

Det kan være svært at gå tæt på sig selv, men netop denne iværksætter har jo meget på samvittigheden. Egne kompositioner, kirkemusik, radiotransmissioner og udgivet bøger om Lønstrup, keramik, Aalborg, banegårdsprojektets hjemløse med videre plus selvfølgelig egne digte.

Og Ordkraft – han fik ideen, og i de første formative år var det jo netop den sprudlende Evanthore, som var med til at drive landsdelens nu efterhånden veletablerede ord- og litteraturfestival fremad.

Disse to af hans nu efterhånden velvoksne ”egne børn”, kreeret og skabt af mandens altid rastløse iderige hjerne, er siden blevet frataget ham, og nærlæser du de forskellige kapitler som ”Min egen værste fjende” og ikke mindst de seks om ”Kulturmødet indefra” finder du også brugbare forklaringer.

Den altid habitvelklædte, aalborgensiske krudtugle har nemlig temperament. Han kan være stædig på kanten af det rethaveriske, og det har ofte givet anledning til hovedrysten, skænderier, brud og fyringer.

For Evanthore giver ikke op, hvis han har fået en ide, han tror på. Så betyder økonomi og penge mindre, og her støder han nok mod en administrativ mur, der slet ikke passer til hans initiativrige, rastløse sind.

Det passer ham ikke, når kommunale, regionale eller andre embedsmænd skyder hans ideer ned med henvisning til noget så banalt som økonomi!

På den måde er vor mand i ord, musik og initiativer jo et rigtig renæssancemennske, som ikke er bange for det nye eller at prøve noget nyt. Og kan samtidig på sæt og vis i kraft af sin viden og kunnen virke arrogant.

Sikkert utilsigtet.

Der er vældig fornøjelige stunder undervejs i læseriet om denne mærkværdige mand, der kæmpede for kulturen lang tid, før Aalborg pustede sig op til kulturby i stedet for sprit-, cement- og værftsby. Samtidig giver Evan's betroelser et indiskret indblik i, hvad der så'n foregår bag kulisserne i kulturlivet heroppe.

Men folkelig bliver han vist aldrig. Aalborgs studedrikkende karneval hader han af et inderligt hjerte. Selv om han ikke selv går af vejen for hverken et godt glas vin eller et par fyraftensøl eller flere på det nu nedlagte Klosterkroen (mit første hjem, det andet var DR – kalder forfatteren det).

Aalborgs intellektuelle vandhul der i midt 70’erne og nogle år frem, da skuespillere, journalister, taskenspillere, frisører, sølvsmede og andet godtfolk mødtes til gensidig berigelse. Vin, kvinder, ægteskaber, børn i og uden for samme – Evanthore skriver og filosoferer over det hele, gavmildt og velformuleret.

For den aalborgfødte konservatorieuddannede organist fører både pen og ord med elegant vid.

Men tættere på kommer vi heller ikke. Det bliver på anekdoteplanet. Og det er der vel en grund til. For bag den velplejede facade og den ydre sikkerhed er der også et ensomt menneske – men ganske givet et elskeligt sådant.

Foto (øverst): Michael Erfurth