Åndsaristokratiske digte

Digte - Edith Södergran: ”Septemberlyren”

Der har været stor opmærksomhed på finlands-svenske Södergran i Danmark sidst i 2021. Forlaget Korridor udgav en oversættelse af ”Septemberlyren”, som denne anmeldelse fokuserer på.

Skjødt Forlag har udgivet en samlet udgave af Södergrans digte og aforismer, og endelig har Turbine Forlag annonceret en nyoversættelse af Södergrans samlede digte til udgivelse i 2024 med Ursula Andkjær Olsen som oversætter.

Det er spændende, og det er dybest set velfortjent, at Södergran mødes med en så stor interesse.

Med Södergran får modernismen en feministisk og, her kan man bruge Georg Brandes’ etikette, åndsaristokratisk radikal stemme.

Som det hedder i forfatterens forord til ”Septemberlyren”: ”Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er” – hverken som kvinde eller ånd; hverken som modernist eller nietzscheaner (hvor det sidste endnu ikke var udvandet til vulgær masseforståelse).

”Septemberlyren” er udtryk for en fin kombination af et sensuelt, sensitivt og feminint væsen med en indforstået tilnærmelse til Nietzsche som lærer.

Sprogregistrene favner bredt – fra eventyragtige passager (”Der voksede engang et træ i skoven”), over patosladet ekspressiv sprogtone (”Af krigen er jeg kommet – af kaos opstået –”) til en mere sansende tone (”Hvor er jorden skøn i denne ensomme stund”)

Og så kan man diskutere, om her er tale om feminisme eller nietzscheanisme; om et søsterskab, der tilbeder den store ”jæger”, som det hedder i digtet ”Ved Nietzsches grav”:

”Den store jæger er død …

[…]

Sælsomme fader!

Dine børn svigter dig ikke,

de går over jorden med gudeskridt”

Der er fuld fart på den patosladede retorik, som man også finder den hos Nietzsche-far, eller hvad med dette selvpotenserende udsagn: ”Det er ikke op til mig at gøre mig mindre end jeg er”.

Men i en tid, hvor kvindelige kunstnere stod i mændenes halvtempererede skygge, er der noget forfriskende ved Södergrans afvisning af tingenes tilstand – deri ligger måske hendes feminisme eller måske er her simpelthen bare tale om en stor digterinde.

”Septemberlyren” udkom i 1918 og er med sit individualistiske udtryk, sit fokus på jegets oplevelsesverden en forløber for avantgardedigterne blandt første verdenskrigs lillebrorgeneration.

Nærværende udgivelse indeholder også de ni digte, der blev redigeret ud af det oprindelige manuskript til Södergrans store fortrydelse. Når jeg læser disse digte, tænker jeg egentlig, at man gjorde Södergran en tjeneste ved at undlade dem i sin tid.

Men det væsentlige ved det hele er, at vi nu har en virkelig god oversættelse af nogle af Södergrans digte, der kan tage over for Rhodos’ klassikerudgivelse fra 1979, der blev oversat af Peer Sibast.

”Septemberlyren” er blevet godt og grundigt oversat af Theresa Salomonsen og Stinne Storm og er et fantastisk sted at starte, hvis man skal møde Södergran for første gang eller blot ønsker at genlæse hende.