Ekstasens digterinde

Edith Södergran: ”Samlede digte”

Som 31-årig døde den finlandsk-svenske digter Edith Södergran af tuberkulose. Hun var et særpræget menneske, kom ud af en familie med en vis formue, men familien mistede alt i forbindelse med den russiske revolution.

Södergran blev tidligt diagnosticeret med tuberkulose og var af flere omgange indlagt på sanatorier. Og så skrev hun på afstand af sit modersmål – født i Sankt Petersborg 1892, fik hun en god uddannelse på den tyske Petrischule, hvor hun blev undervist i tysk, fransk, russisk og engelsk – og læste de moderne tyske ekspressionister og franske symbolister.

Svensk var et sprog hun læste, så digtenes svenske sprogdragt stod forfinede og en smule skævt i det moderne svenske sprog. På dansk har vi ”Samlede digte” udgivet i 1970 på Forlaget Rhodos i serien Rhodos klassikere.

Her blev de oversat af Peer Sibast og smukt illustreret af Maria Thorsen. Bogen indeholder, udover Södergrans digte, et efterskrift af Mark Hebsgaard, der selvfølgelig allerede på første side citerer fra Marx’ ”Kapitalen”, så er det ligesom vinget af.

Södergran skrev følgende digtsamlinger: ”Digte” (1916), ”Septemberlyren” (1918), ”Rosenalteret” (1919), aforismesamlingen ”Brogede iagttagelser” (1919), ”Fremtidens skygger” (1920) og den lille aforismesamling ”Tanker om naturen” (1922), der udkom i et tidsskrift.

Derudover udkom digtsamlingen ”Landet som ikke er” (1925) posthumt. Det lille, men intense forfatterskab skrev Södergran lige ind i den europæiske modernisme, men først efter sin død i 1923.

Mens hun levede, var der nogen, der mente, at hendes digtning var udtryk for sindssyge, men en lille gruppe digtere læste hende og delte også hendes visionære forestillinger omkring kunstnerne, som en eksklusiv gruppering kaldet overmenneskene efter Nietzsches filosofi.

I ”Septemberlyren” er der da også et digt med titlen ”Ved Nietzsches grav”, hvori det blandt andet hedder:

”Den store jæger er død…

Hans grav draperer jeg med varme blomstertæpper.

Jeg kysser den kolde sten og siger:

her er dit første barn i glædestårer.

[…]

Gådefulde fader!

Dine børn svigter dig ikke,

de går over jorden med gudeskridt”

Ekstasen er noget af det, Södergran skriver sig op imod igen og igen i sine digte – fra 1916 og frem til den posthume samling fra 1925.

Og der er ofte en selvbesyngelse på færde, en selvpotenserende anråbelse af digterjeget, som f.eks. herover, hvor den tyske filosofs børn går med gudeskridt, og digterjeget selv er det første af hans børn, hvilket måske nok i virkeligheden var danske Georg Brandes.

Et andet gennemgående træk ved Södergrans poesi er Eros og i denne specifikke forståelse erotikken, som en bejaelse af livet og døden i et og samme åndedrag.

Det er sådan ekstasen skal læses langt hen ad vejen, en dionysisk dans uden form. ”Jeg så min herre for første gang i dag, / skælvende genkendte jeg ham straks”; herren har en tung hånd, digterjeget en let arm og hun kan spørge, hvor er ”min kvindefrihed”, og så alligevel afslutte sådan:

”Du søgte en blomst

og fandt en frugt.

Du søgte en kilde

og fandt et hav.

Du søgte en kvinde

og fandt en sjæl […]”

Det afsluttende digt fører over i det tredje træk, jeg vil fremhæve, som er det, der har talt til en del feministiske læsere, men de gør, efter min mening regning uden vært – selvom det selvfølgelig er nærliggende at læse mange Södergrans digte ind i et feministisk projekt.

Men jeg tror, der er mere at hente i overmennesketankegangen og et potent ja til livet, som f.eks. her i begyndelsen af digtet ”Rosenalteret” fra 1919:

”Jeg ligner jer ikke,

for jeg er mer end I.

Jeg er i skumringen

en tempelpræstinde,

indviet vogter jeg

fremtidens ild.”

Södergran er en sælsom stemme. Det var hun allerede dengang i den europæiske modernismes barneår, og det er hun stadig.

Hendes digte fremstår ofte enkle, men jo mere man læser af hende, og jo mere man dvæler ved enkelte digte og linjer, desto mere bliver hendes kompleksitet påfaldende.