Skip to main content
Roman

Skræmmende billede af nazismen

Maria Lazar: ”Mirakel Spektakel”

Et virvar af stemmer. Løsrevne og alligevel forbundne. Scener fra hverdagen i den lille østrigske provinsby Maria Blut i begyndelsen af 30’erne.

Første Verdenskrigs skyttegravsrædsler lurer stadig i baggrunden. Her er børskrak, svimlende høj arbejdsløshed og mangel på alt. På nær ondsindet sladder, bagtalelse og dermed også grobund for den spirende nazisme. For hvem kan tænke klart, når man evig sulten mangler brød, kul og fremtidshåb?

Jødehad og mistænkeliggørelse af både intellektuelle, kunstnere og ”de røde” lurer under sladderens plapren om dem, der er anderledes.

Men alt det får vi ikke noget at vide om, men det bliver langsomt afdækket, mens vi følger og lærer et bredt persongalleri at kende. Lægen Gustav Lohmann, som jog præsten ud, da hans kone skulle have den sidste olie, og som underligt magtesløs intet gør, selv om han kan se, hvor galt tingene går.

Det forstyrrede herremenneske Vinzenz, hans lillesøster Notburga, som tror på mirakuløs helbredelse og den hellige Therese, den aldrende klartskuende advokat Meyer-Löw – en hel palet af mennesker og deres indbyrdes forhold bliver bredt ud i dramatiske enkeltscener. Uden en egentlig fortæller, nærmest som en slags stream of consciousness, som irske James Joyce havde fået æren af at opfinde bl.a. med værket ”Ulysses” (1922).

Begivenheder, overvejelser, drømme og følelser udtrykkes i samspil og modspil med romanens mange stemmer. Her er ingen forklaringer fra en bedrevidende fortællerstemme. 

Maria Lazar skriver ganske enkelt rent sprogligt og læseren glider nemt gennem teksten. Bygget op som den er af små dramatiske, afsluttede forløb, der så alligevel viser sig at have forbindelse til noget, som sker længere fremme.

Så du alligevel må vende tilbage og læse en gang til for helt at forstå. Læseren må virkelig selv stykke billedet sammen, men det er måske ikke så svært i dag, som dengang romanen lå færdig. Vi ved ubevidst, hvilken tung skæbneretning historien tager, da hagekorsnålen dukker op første gang for snart at vise sig igen - tegnet ind i et skolehæfte.

Romanen forelå rent faktisk færdig til at blive trykt i 1937, med den tyske originaltitel ”Die Eingeborenen von Maria Blut”, men emigranten, den østrigsk-jødiske Maria Lazar kunne ikke finde en udgiver.

En forlægger skrev begejstret om værkets litterære kvalitet, da han fik det tilbudt, men ”kunne desværre ikke risikere en udgivelse, da markedet for en sådan bog er blevet for smalt”.

Ganske tænksomt er det også at læse Lazars beskrivelse af overfaldet på konservesfabrikken, ejeren er halvjøde, så det er ”Heil! Heil! Når jødeblod fra kniven flyder. Deutschland, Deutschland über alles.”

Tænksomt fordi Krystalnatten - natten mellem 9. og 10. november 1938, hvor tyske og østrigske jøder blev overfaldet af nazisterne - først fandt sted efter romanens færdiggørelse. 7500 forretninger blev ødelagt, 200 synagoger sat i brand, 91dræbt. Og fra officiel nazistiske side blev der talt om ”det tyske folks spontane svar”.

Det er en bog, som kræver sit. Letlæst og så alligevel ikke – fordi den så elegant sammenfletter flere temaer. Mellemkrigstidens problemer, nationalisme og den spirende kvindefrigørelse er blot en del af romanens problemstillinger.

Lige så vigtig er dens demonstration af  hvordan politisk splittelse og uenighed ved hjælp af fjendebilleder, uoplysthed og datidens fake news kan skubbe et samfund i totalitær, fascistisk retning.

På den måde er det desværre alt for nemt at trække paralleller til vor egen nutid, hvor højtråbende konspirationsfantaster, Men In Black, og Dubai-solbadende influencere i demokratiets navn får lov at fylde i debatten. Men hvor fornuften ikke trykker buler i hatten, og manglen på lydhør respekt for andres synspunkter er forstemmende lav.

Den jødiske advokat Meyer-Löw forudser profetisk klart, hvad det er for en Messias, en fører, som ”folket” drømmer om. Som skal løse problemerne.

”Den Messias, der kommer, har et virke, som ikke er noget rigtigt virke, han har et arbejde, som ikke er noget rigtigt arbejde, så han kan sige, at hvidt er sort, og sort er hvidt, og ingen vil kunne bevise det … så kommer menneskeheden til at forbløde på en helt anden måde …”

Skræmmende, men også skræmmende godt skrevet, og præcis i sin analyse længe før Anden Verdenskrigs vanvid brød løs og holocaust, udryddelsen af jøder, kommunister, romaer og homoseksuelle blev til virkelighed.

Roman

  • Maria Lazar: ”Mirakel Spektakel”
  • Original titel: ”Die Eingeborenen von Maria Blut”
  • Oversættelse: Ann-Claire Olsen.
  • 306 sider, 299,95 kr., forlaget Klara W.

Fakta:

Maria Lazar (1895-1948) blev født i Wien i en jødisk borgerlig familie. I 1933 flygtede hun på initiativ fra den danske forfatter Karin Michaëlis sammen med forfatteren Bertol Brecht og skuespiller Helene Weigel til Danmark. Her boede hun sammen med dem i de træhytter, som den danske forfatter byggede i haven ved sit sommerhus på Thurø.

Senere flyttede hun til København, hvor romanen ”Die Eingeborenen von Maria Blut” blev skrevet. Romanen anses for at være hendes hovedværk, men udkom først 10 år efter hendes død i 1958 i det daværende østtyske DDR.

I 1939 flygtede Maria Lazar videre til Sverige. Hun var gift med den svenske journalist Friederich Strindberg og havde derfor svensk statsborgerskab. 30. marts 1948 tog hun sit eget liv i Stockholm efter at have fået konstateret uhelbredelig sygdom.

Arkiv