Skæve indianere i Minnesota

Roman - Angeline Boulley: ”Firekeepers Datter”

Endelig sker der noget nyt, tænker man, når en thriller ved navn ”Firekeepers Datter” rammer én i masken.

Ishockeyspillende indianere ved Sugar Island nær grænsen til Canada med alt det drama, som hockey fører med sig, og så et foruroligende forbrug af metamfetamin. Tilsat indianske klaner og forbryderiske grupperinger når man frem til nogle tragiske dødsfald blandt de unge indianere.

18-årige Daunis Fontaine er romanens fortæller og store helt. Hendes familiære forhistorie er dybt kompliceret, og hun kæmper en brav kamp for at finde sig til rette i lokalsamfundet. Som titlen antyder, var hendes far bålpasser, en central skikkelse i den indianske folklore.

Da dødsfaldene begynder at indtræffe, bliver hun undercover-agent for FBI, så man kan ramme bagmænd og distributører af de hallucinatoriske stoffer. Hun går modstræbende ind i arbejdet, som dog også åbner for en penibel kærlighedsaffære.

Hun skøjter, passer frem for alt de mødrene slægtninge og ind imellem også studierne samtidig med, at hun kratter bevismateriale sammen til det føderale politi.

Man holder kortene tæt ind til sit gyldne maveskind i Minnesota og omegn, så det bliver til sidst en unødig kompliceret affære at nå frem til en form for klimaks, hvor voldtægt, bortførelser og rå brutalitet til sidst sier skurkene fra retfærdighedens ryttere.

Det hele forekommer en anelse rodet og fortænkt.

Forfatteren, Angeline Boulley, har selv rod i det indianske miljø, som romanen beskæftiger sig med. Hun debuterer med ”Firekeepers Datter”, og udensogns pressemeddelelser beretter om bogens langvarige ophold på amerikanske bestsellerlister.

Det kommer næppe til at gentage sig i Danmark, hvor forfriskende det end er med nogle nye kulisser, dertil er hele setup’et for omstændeligt og fortællingen for langtrukken.

Der krydres langt hen ad vejen med indianske vendinger og gloser. Nish kwewag, Chi miigwech og Makwa indoodem. En ordliste kunne måske have været gavnlig.

Oversætteren lader i mangfoldige tilfælde romanens personer ”pege med læberne”. Anmelderen er ikke helt fortrolig med denne form for gestik, men det kan selvfølgelig skyldes hans almindelige uvidenhed.

Ugh, ugh!

Foto: Marcella Haden