Olivia og Jagtvej 69

Laura Eidnes Bregnhøi: ”De tog vores hus: Eller hvordan jeg lærte, at hele verden faktisk udgår fra Nørrebro”

Det er desværre ikke så mange ungdomsromaner, jeg når at læse, men hver gang jeg læser en, bliver jeg overrasket over, hvor højt niveauet er. Det gælder også denne roman.

”De tog vores hus” er på mange måder en helt klassisk ungdomsroman med emner som kærlighed, venskab, uforstående forældre og fremtidsdrømme. Men den er så godt skrevet, har så fin en persontegning og poetiske betragtninger om det at være ung, at den kan læses af alle.15-årige Olivia fra Bagsværd forelsker sig i den unge lærervikar Jakob (han er lige blevet færdig med gymnasiet) og sammen med ham begynder hun at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København i sensommeren 2006.

Olivia har indtil da levet et helt almindelig teenageforstadsliv med en far og en lillesøster, hun elsker, en bonusmor og –søster, hun tåler, to gode venner, karate og en voksende følelse af at kede sig og ikke høre til.

Men så møder hun Jakob og Ungeren og et fællesskab, hvor hun føler sig hjemme. Hun tilbringer mere og mere tid på Nørrebro, får nye venner og ny tøjstil.

Måske også nye holdninger, selvom hun ikke bare vil kalde sig anarkist, før hun har sat sig ind i, hvad det er. Hun kan heller ikke lide kampene mod politiet. Det skræmmer hende, især det at politiet opfører sig som de uhyrer, de andre i Ungeren, siger de er, det havde hun ikke regnet med.

Som læser ved vi jo godt, hvordan det ender med Ungdomshuset på Jagtvej 69, og romanen bevæger sig da også hen imod den endelige rydning i marts 2007.

Der er og var især mange meninger om Ungeren og de unge, der brugte huset dengang. Laura Eidnes Bregnhøi giver i sin roman en af de unge en fiktiv stemme. Hun beskriver, hvordan Olivia modtages i huset og om de aktiviteter, der var:

Koncerter, filmaftener, café, og hvordan det føles at finde et sted, hvor man føler sig hjemme, om sammenholdet, fællesskabet, tilliden til hinanden. Det giver Olivia følelsen af, at der ikke kun er én måde at være ung på, én måde at leve på eller én måde at være menneske på.

Det er en af de fineste pointer i denne roman, dét og så beskrivelserne af at finde sit sted i verden. Det forfatteren kalder ”at finde hen til den rigtige stund”.

”Hvad i hele verden kunne være mere vigtigt end at lade sig glide ind i vrimlen af rigtige øjeblikke lige nu, hvad i hele verden kunne give mere mening? Det her, tænker jeg, er alt, hvad alting handler om. Det er den her stund, den her tid, der er mere virkelig end noget andet. Hvor er jeg heldig, hvor er jeg svineheldig, at jeg fandt herhen til den rigtige stund… Det er ikke alle, der gør det.”

Foto: Roberto Fortuna