Er du professionel – eller ”bare” amatør?

Jeg har tænkt det så tit. Den glæde, man føler ved at møde noget mere end det forventede, er så stor, at den rigeligt kan opveje den skuffelse, man kan føle ved ikke at få indfriet sine forventninger i mødet med en kulturoplevelse.

Er du med, kære læser? Nej, sikkert ikke. Jeg må hellere prøve at folde mine betragtninger lidt bedre ud

I almindelighed er det sådan, at man vil anse det at være professionel for bedre end det at være amatør. Følgelig vil man også stemme sine forventninger derefter, hvis man f.eks. går i teatret for at se en amatørforestilling eller går i Det kongelige Teater.

Førstnævnte sted forventer man nok noget underholdning eller adspredelse, men næppe den store kunstneriske oplevelse. Sidstnævnte sted er sindet stemt til højtid med alle sanser på vid gab og en forventning om at måtte mærke suset fra parnasset.

Men sådan går det ikke altid.

Flere gange har det slået mig, at amatørkunsten kan et eller andet, som jeg har svært ved at forklare mig. Første gang det slog mig, var for mange år siden, da Det hem’lige Teater opførte Arthur Millers skuespil ”Heksejagt.”

Det var fint teater, helt bestemt, og det havde sagtens kunnet spilles på en professionel scene; men man mærkede dog, at det var amatører, der spillede. Måske var det netop dette touch af virkelighed, der anedes gennem det professionelt gennemarbejdede stykke, der udgjorde opførelsens særlige slagkraft.

Vel er dette skuespil et stykke fiktion; men bag det finder vi hverdagens virkelige mennesker. Denne af angst og ondskab angrebne lille by kunne være din og min lille by. Disse djævle, der bebor den, er også dig og mig. Den professionelle skuespiller ville have arbejdet med at skabe et virkeligt menneske. Amatøren havde det virkelige menneske med sig lige inden for kostumet. Autencitet til indkøbspris!

Andre gange har det slået mig, at amatørteatrets særlige kraft måske består i, at amatørerne netop af hensyn til deres begrænsede kunstneriske og økonomiske kapacitet nødes til at holde sig på et enkelt teknisk niveau. Dermed får ordet, stykkets indhold, større plads.

Jeg har set utallige opførelser af vist alle Holbergs komedier, men hver gang finder jeg en særlig glæde ved at se Teaterselskabets opførelser, uanset om det er i Helsingør Theater i Den gamle By, på Tersløsegaard eller et helt tredje sted.

Teaterselskabet Pulchra semper veritas kan ikke kaste sig ud i store scenografier, nykomponeret musik eller det store udstyr på nogen måde. Til gengæld kan de opføre teater som på Holbergs egen tid. Det gør de så, fuldt kunstnerisk bevidst, og de spiller den originale, uforkortede tekst.

Ved disse opførelser kommer Holberg helt tæt ind på publikum. Det gamle danske sprog har saft og kraft, og det frembæres med imponerende konsekvens og energi. Og man tænker: Moderne ”professionelle” skuespillere ville ikke med al deres uddannelse kunne tilføre stykket noget som helst.

Måske harmonerer det også med, at en god skuespiller på Holbergs tid først og fremmest skulle kunne tale salen op, og dertil ved enkel og tydelig gestik kunne fremstille de enkelte karakterer, der for en stor dels vedkommende er arketyperne i den klassiske komedie. Dagens professionelle skuespiller vil måske vige tilbage for denne klassiske metode. Amatøren griber den med taknemmelighed. Resultatet: Holberg som gyldent teater.

Undertiden kan det modsatte ske. Man løser billet til en forestilling, en udstilling eller noget andet i et professionelt hus, med professionelle kunstnere og ofte med en udråbt stjerne som det store trækplaster. Man ankommer fuld af forventning, og så sker der bare ingenting.

Nu kan der jo være mange årsager til det, og årsagen kan også ligge hos publikum. Alle kunstarter finder ikke lige let ind i alle sjæle, og selv den største kunstner kan have en dårlig dag.

Men somme tider har jeg da virkelig siddet i en stol eller stået og gloet på en væg og tænkt som en berømt minister hos en ikke mindre berømt kejser: Er jeg dum, dur jeg ikke til mit embede, eller er jeg til grin?

Det kan godt være, at svaret lyder: Lidt af det hele; men det har ofte fået mig til at fundere over professionaliteten som begreb. Hvornår kan man kalde sig professionel, og hvorfor skulle det egentlig være bedre end at være amatør?

De fleste vil sikkert mene, at hvis man kalder sig professionel, giver man sit publikum eller sine kunder ret til at forvente noget af en vis kvalitet. Jeg har i mit arbejde sammen med udøvende kunstnere forsøgt at definere det. Vi kom frem til følgende alternative muligheder:

1: Man kan have gennemgået en anerkendt uddannelse på en anerkendt kunstnerisk uddannelsesinstitution. Det blev forstået på den måde, at uddannelsen skulle være SU-berettiget!

2: Man kan have opnået medlemskab af en faglig organisation, der selv sætter kvalitative optagelseskrav. Det gør f.eks. Billedkunstnernes Forbund.

3: Man kan have dokumenteret sit kunstneriske niveau gennem engagement på statsanerkendte eller -støttede teatre, museer, gallerier eller spillesteder.

4: Man har levet af sin kunst gennem en årrække og erhvervet sig et ”navn.”

Det kræver ikke den store fantasi at sætte fingeren på de mangler, der kan indvendes mod hvert eneste af disse opremsede kriterier. Og dog fylder sondringen mellem amatør og professionel en hel masse i hverdagens kulturliv, ikke mindst når der skal fordeles støttemidler.

Jeg selv vil sige det på denne måde.

Kunsten kan forløses såvel gennem amatører som gennem professionelle. Den såkaldte professionalisme er i sig selv ingen garanti for kvalitet. Forskellen ligger i udøverens tilgang til kunsten.

Amatøren er tilfreds, hvis arbejdet har været til berigelse og glæde for hende selv og det umiddelbare publikum; og det er arbejde, som hører fritiden til.

Den professionelle stræber efter at berige og glæde andre end sig selv, sine nærmeste og dagens publikum. Den kunstneriske trang kræver forløsning; og den kunstneriske sult gør, at hun vil lade kunsten fylde sit liv. Hermed skulle hun også helst kunne leve af det.

Den amatør, der ernærer sig rigeligt ved sit borgerlige erhverv og derhos i fritiden fryder både sig selv og sine omgivelser ved sin kunst, må være et lykkeligt menneske. Den professionelle, der uden medgang kæmper med livet som indsats for at få mad på bordet og forgæves forsøger at vinde opmærksomhed om sin kunst, må bære tunge byrder og kalde på alles empati.

Jeg vil fortsat opsøge kunsten, og jeg vil give en god dag i, om kunstneren kalder sig professionel eller amatør.