Kaptajn Møghund og hans slave

Denne anmeldelse bragt vi 8. maj 2021, men den gentages nu, da forestillingen har repremiere 28. august 2022

Teater Nordkrafts opdaterede udgave af ”Woyzeck”, Georg Buchners  ufærdige værk fra 1836, er blevet placeret i en nutidig aalborgensisk karnevalsramme.

Komplet med sygeplejeuniform, gumpetung trommesalsa og studedruk, udspiller den tragiske historie sig, mens grinet stivner og desperationen og fortvivlelsen breder sig. Også blandt os tilskuere.

Stykkets hovedperson Woyzeck er underklasse, nærmest slave på samfundets bund, og parat til alt for at skaffe penge til sin familie - konen Marie og deres søn. Parat til at ofre alt for sin lille familie.

Men i løbet af en vild karnevalsnat vælter Woyzecks liv. Hans Marie bliver forelsket i tamburmajoren …

Woyzek - her spillet akrobatisk adræt af Laura Kold - arbejder som tjener, underdog, altid lydig ”javel, hr. kaptajn” for sin hersker – lad os kalde ham Kaptajn Møghund.

Så øretæveindbydende spillet af Patrick Hansen, at vi ikke var mange minutter inde i forestillingen, før undertegnede skribent fik den største lyst til at rejse mig, bryde ind i nedværdigelsesprocessen og stikke ham et par ordentlig flade.

Patrick Hansen spiller ham småvommet, komplet med ridestøvler, uniform med guldepauletter -ja, sågar en ridepisk – og selv om det lyder som en kliche, formår han at give sin karakter livagtig troværdighed. Hans figur komprimerer og destillerer alverdens despoter og tyranner til en virkelig inderligt ubehagelig type.

Laura Kold leverer sin Woyzek underdanig krybende, så det næsten gør ondt. Ofte nærmest nøgen i sproglig afmagt, men også tvunget til at ydmyge sig selv fysisk – tisse på kommando, vifte med kaninørerne for at bevise herskerens syge teori om at forvandle et menneske til dyr.

Men hvorfor finder Woyzek sig i det? Jo, for hjemme går hans Marie jo med deres barn. Et barn vi aldrig ser, men blot er til stede i form af barnevogn og lejlighedsvis skærende gråd.

Marie bliver spillet af Jakob Hannibal, og han gør det lige så fortrinligt. Bare den måde han koket træder frem på og beder os om at vælge – skal han trække i camouflageuniformen eller den store dejlige blå kjole?

Vi er aldrig i tvivl, og da han bliver kurtiseret kraftigt af Woyzeks herre under karnevallet – stikker han i genert pigefnidder og er lutter undselighed og svag kvinde.

Det er fornemt skuespil, men også stykkets to musikere, Martin Ullits Dahl, guitar, vokal, og Jimmy Nyborg, trompet, tilføjer hele tiden stykkets tekst nye dimensioner og modspil – når pop og rockmusikkens banalitetstekster bliver sat op mod stakkels Woyzecks og hans elskede Maries skæbne.

For det er en kærlighedstragedie vi har med at gøre, men leveret som et festfyrværkeri af fysisk voldsomt skuespil, kostumeskift, sang og tju-hej.

Vi sidder faktisk og hujer med i begyndelsen. For det er lattervækkende grotesk, alt det vi oplever. Ydmygelsen, underkuelsen og tabet af enhver form for menneskelig værdighed.

”Gi Jimmy et blow job”. Lyder det fra kaptajnen. Woyzeck er klar, men ha-ha, du kan da godt forstå, at det bare var en joke. ”Javel, hr. kaptajn”

På den måde giver skuespillet et skarpt, ubehageligt portræt af et svin. Men i det større perspektiv er det vi oplever også undertrykkelsens anatomi – skåret op, så vi ser alle de ubehagelige mekanismer, detaljeret og klart.

Midt i morskaben stiver grinet - for det er så stærkt ubehageligt at overvære.

Stykket får også en ekstra dimension ved at han og hun, mand og kvinde på et tidspunkt skifter roller, så Jakob Hannibal pludselig bliver handlekraftig Woyzeck, mens Laura Kold forvandler sig til indsmigrende natklubsangerinde.

Her bliver leget drilsk med historien, og der er tryk på fra først til sidst. Scenografiens på en gang så velkendte karnevalsudtryk og alligevel overdrevent surrealistiske ramme passer perfekt til undertrykkelsens accelererende vanvid.

Her er ikke sparet på effekter, der bliver spillet for fuld udblæsning med råb, skrig og fagter. Et veritabelt sansebombardement, som ikke forlader nogen uberørt. Voldsomt og mægtigt.

Skæbnesvangert, gribende og udfordrende. Stor og dristig teaterkunst!

Du kan læse foromtalen af forestillingen her.