De gjorde en forskel

Teater - ”Valget”

Samarbejdspolitikken. Du ved, dengang den danske regering valgte at samarbejde med den tyske besættelsesmagt efter, at vi var blevet besat 9. april 1940.

Hvordan havde det set ud, hvis ikke nogle havde gået op imod det? Samarbejdet med det nye tyske storrige brød endelig sammen i august 1943, da de store generalstrejker fik den danske regering til at træde tilbage.

Men før det var de danske kommunister blevet anholdt og interneret. Da Hitler natten til 22. juni 1941 beordrede det tyske angreb på Sovjetunionen iværksat, fik det store konsekvenser.

Besættelsesmagten stillede nemlig krav om, at alle ledende danske kommunister skulle anholdes og interneres. Det blev til lidt flere. 339 personer blev uden grundlovsforhør indsat i danske fængsler.

22. august 1941 blev anholdelserne og interneringerne gjort lovlige med tilbagevirkende kraft, da Rigsdagen vedtog den såkaldte kommunistlov, der bl.a. forbød alle former for kommunistisk virksomhed.

Omkring det tidspunkt dannede en gruppe ganske unge mænd i Aalborg, Churchill-klubben. Kort før jul 1941. De ville bekæmpe tyskerne og gjorde det.

Aalborg Slots Teaters forestilling ”Valget” handler om og dramatiserer de år og den periode, hvor Churchill-klubbens unge mænd var aktive med hærværk, våbentyveri og nedbrænding af af tyske jernbanevogne. Inden de blev anholdt i maj 1942.

Meget passende finder forestilling sted i Aalborg Klosterhave, hvor virkelighedens præst Edvard Pedersen boede med sin kone og deres fem børn. Heriblandt drengene Jens og Knud, som stiftede Churchill-klubben.

Bænket sidder vi her til premieren, og det giver hele forestillingen en egen autencitet og et alvorligt nærvær, at stedet her rent faktisk var omdrejningspunkt for nogle af gruppens aktioner.

Uret på Budolfi slår klokkeslag og et lille jazzorkester åbner forestillingen, mens sangerinden Marie Louise Forup vokalt tager over med Mortens Nielsens ”Verden er våd og lys” – digtet kendt som ”Forårets Horisont”

Inden hele ensemblet indtager scenen, og vi hurtigt får etableret tidsbilledet. Et par ældre herrer Milo (Erik Viinberg) og Eigil (Uffe Kristensen) søger trøst og prøver at fortrænge deres minder om dengang med hjælp fra whiskyflasken.

Præstekonen Margrethe (Susanne Sangill) tager venligt imod hjemmet nye unge pige i huset og introducerer dennes daglige pligter. Mens sønnerne Knud (Gustav Rud Nielsen) og Jens (Jonas Østergaard), især Knud er oprørte over, at tyskerne spærrer hele Budolfi Plads.

Og snart oplever vi hvordan Knud bliver udsat for ydmygende undertrykkelse af den nazistiske gymnastiklærer Meulengracht (igen Uffe Kristensen). I præstehjemmet tilslutter man sig pligtskyldigt samarbejdspolitikken, men samtidig er ”tankerne fri her i huset”.

Vi følger Churchillgruppens udvikling, deres stadig mere chancetagende og livsfarlige aktioner, indtil de bliver taget og afhørt af dansk politi.

Det er godt og solidt teaterhåndværk, vi her bliver præsenteret for. Tempoet er fint fremadskridende i en forestilling, hvor du fornemmer, at der er godt styr på det historisk faktuelle.

Det er også meget, som skal klemmes ned og ind i to gange 45 minutter, afbrudt af en 20 minutters pause. Måske også for meget.

Det dramatiske flow er sine steder lige ved at drukne i de mange faktuelle oplysninger, der nærmest kræver forudgående viden om Churchill klubben.

De professionelle skuespillere gør det udmærket. Susanne Sangill, som myndig præstekone, der finder en vej til på sin egen måde at gøre modstand, mens Uffe Kristensen er traumatiseret overlevende, der whiskybedøver sig for at glemme mørket, lydene og de tyske stemmer. For nu at nævne et par præstationer.

Men stykket savner sine steder også lidenskab og nerve. Hvad drev drengene – hvorfor stod de ikke og så på, men levede livet farligt og gjorde på den måde en forskel?

De unge, som spiller Churchill gruppen har ikke fået meget replikmateriale at gøre med, som sandsynliggør, hvorfor netop de turde og valgte at stå op mod den nazistiske overmagt.

Jovist, begyndte det som drengestreger, men straffene er hårde, og Nyborg Fængsel venter forude, og da de kom ud, var de ikke drenge længere. Men mænd mærket for livet.

Skuespillet bliver lige vel velpresset og høfligt udadvendt.

Her mangler blod, nerve og lidenskab, så du kunne mærke, hvorfor netop de her ganske unge drenge turde gøre det, de gjorde med ungdommelig, ukuelig skråsikkerhed.

Hist og pist bliver det også patosfyldt. Det er jo svært at undgå, når der er tale om så alvorlig en periode i vores lands historie. Besættelsen, hvor vi var tæt på at miste vores ry og status som en troværdig, demokratisk nation.

Før generalstrejken i 1943 og oktober samme år den efterfølgende redningsaktion, hvor de danske jøder blev sejlet i sikkerhed i Sverige

På bundlinjen står tilbage – et velspillet, veludført og velmenende tidsbillede og portræt af en flok unge mænd, der turde, gav sig selv og opofrede sig selv for en større sag.

Og måtte betale en høj personlig pris. Var det det værd? Det tror vi, og det troede de:

”Frihed er ikke en selvfølgelighed, og når man mister den, koster det kamp at få den tilbage”.

PS: Og tilbage til de danske kommunister. De indsatte i lejren Horserød blev deporteret til den tyske koncentrationslejr Stutthof i oktober 1943, efter at den dansk-tyske samarbejdspolitik brød sammen. I alt døde 22 i tyske kz-lejr.

Foto: David Droob