Løst rullet Obel

Udendørsteater -”Tobakken”

En lille velrullet, munter cigar af en forestilling, der dog tilslut i anden akt bliver vel løs i dækbladet.

Da forestillingen underlig uforløst ikke rigtig får forklaret, hvilken katastrofe det var for byen Aalborg, at det familieejede Obel-imperium i 1961 blev forvandlet til Det Skandinaviske Tobakskompagni, med efterfølgende rationaliseringer, fyringer og endelig flytning af produktionen af cigaretter til Søborg i 1972.

Håndlavet cigarproduktion nedlagt, mens de moderne cigaretmaskiner snart havde fyret en stor gruppe specialarbejdere. Obel var ikke blot en fabrik. Det var en institution i Aalborg, og et bånd mellem top og bund, kapitalejer og arbejdstager blev brudt.

Selv om Det Obelske Familiefond stadig spiller og har haft en stor rolle i det nordjyske med sin støtte til liv og udvikling, også når det gælder kulturlige formål. Intet Musikkens Hus uden Obel, der ofte har åbnet for den store cigarkasse, når der var brug for økonomisk støtte i Nordjylland.

Nå, nok om det. ”Tobakken – Aalborg skæbner, historien om C.W. Obels tobaksfabrik” gør sig jo heller ikke til af at være en sandfærdig 1:1 gengivelse, men springer veloplagt i tid, hurtig frem, for at gøre plads til muntert ensemblespil tilføjet sangnumre akkompagneret af Olav Gudnason, kontrabas, og Anders Ørberg, saxofon og violin.

Anslaget er swingpjattet, champagneoverrislet, hvor vi møder familien Obel nytårsaften 1921, med selveste cigarpatriarken C.W. i højt fremtidshumør – for har cigarrøg ikke vist sig at hæmme den spanske syge. Det må fejres med mere champagne – hvorefter et hjerteanfald gør en ende på familieoverhovedets liv.

Det kan da kaldes en tempofyldt optakt, der sætter de håndrullede løjer i gang. Nu overtager Asta Obel styret – i form af en velspillet, myndig Susanne Sangill – der straks afslår hendes sønners tilbud om hjælp. Hun ved godt, hvor cigarkassen skal stå, og hvem der skal bestemme – det skal hun, den nye tobaksdronning, og ”vi har vore forpligtigelser”.

Sådan bevæger første akt sig frem mod besættelsestiden, mens vi er vidne til den interne familiemagtkamp, og samtidig lærer sønner Frederik og Carl Frode at kende. Men også er med på gulvet, hvor tobaksmester Casparsen – myndigt, troværdigt spillet af Peter Gilsfort, også i rollen som C.W. – både sørger for at have styr på gulvpigerne og cigarrullerne og møder eventuelle lønkrav med et – ”vil du hellere arbejde på Eternitten?”

De gode amatører og de professionelle skuespillere arbejder sammen i nydelig symbiose, og bænket i klosterhaven er vi godt underholdt.

Også de to drengeskuespillere, der får lært noget om tobak, cowboyderer og de røde af tobaksmester Casparsen gør det godt – og trækker munterhed gennem publikum, når det forældede udtryk bøv – altså en smøg – trækker rim på røv.

Sprogtonen i replikkerne er sine steder altmodich, altså tidstypisk – ”lamseben, fredspibe, ismejeri, det byder De mig ikke, og derfor ikke”. Det tegner tidsperioden, men bliver sine steder også klichepræget.

Underholdende er første akt på 35 minutter uden at være en jordrystende oplevelse. Men tegner et ganske fint samtidsportræt af herskab og tjenestefolk forholdet – altså mellem Obel og arbejderne, med gensidig respekt og forståelse for, at firmaet skal føres videre. Så der knyttes bånd hen over klasseskel og fagforeningskrav.

Tungere og mere karikeret overtydeligt bliver det i anden akt, igen ca. 35 minutter, fra besættelsestiden og frem til 1961. Drengevenskabet mellem cigarruller Per og Obel-sønnen Frederik fører til aktiv deltagelse i modstandskampen, men afstanden mellem de to vokser også. Den ene tjener som arbejdstager, den anden profiterer af netop det.

Her bliver stykket lige vel stivbenet i sine skabelonagtige tableauer, og skuespillet vel postuleret. Her mangler nuancer, og er sidehistorien om stakkels Arne, der hoster blod efter at have fået job på Eternitten, ikke for kraftig karikeret kapitalistkritik? Less is more, hedder det jo.

Det forpligtiger at være en Obel, lyder det hen mod slutningen af stykket. Javist. Men det forpligtiger også at skrive teater om den store fabriksvirksomhed, hvis lokaler på hjørnet af Badehusvej var en af Aalborgs største arbejdspladser.

Før universitet her rykkede ind og var med til at forvandle industribyen.

Men hyggeligt underholdende er stykket – især i første akt. I anden akt bliver tobakken lidt for tør.