Tine i tredje person

TEATER: "Tine"

Jeg har set masser af gode teaterstykker, der gennem årene er blevet filmatiseret. Og det bliver sjældent helt det samme. Film og teater er to meget forskellige medier. Og de kan noget vidt forskelligt. Filmet teater mangler lige som noget.

”Tine” på Aalborg Teater bliver da heller ikke markedsført som en filmatisering af Herman Bangs roman af samme navn. Det er en streaming. Det er et teaterstykke i en teatersal, der er optaget med 3-4 kameraer og sendes direkte ud til teaterelskere over hele landet.

Hvis det ikke var for coronaens skyld, så ville dette projekt være dødsdømt. Men netop på grund af coronaen er det altså dejlig at opleve teater.

Og nej: Det bliver ikke samme oplevelse som rigtigt teater. Men når nu man ikke har siddet i en teatersal i flere måneder, så tager man – jeg gør i hvert fald – imod dette tilbud med kyshånd.

Jeg knuselsker Aalborg Teater for dette her

Jeg knuselsker Aalborg Teater for at give mig årets første teateroplevelse. Jeg er også overbevist om, at jeg får ret mange teateroplevelser resten af året, der er meget bedre end dette. Men når dette er det eneste tilbud i landet lige nu, så er det med at slå til.

Aalborg Teater har i øvrigt reklameret i hele landet for denne forestilling, og da tæppet gik klokken 19 præcis denne lørdag aften, sad vi i alt 13.000 gæster fordelt over hele landet.

Ja – der var sat en triptæller på, så man kunne følge med i seertallet fra start til slut. Da vi nærmede os slutningen efter to timer uden pause var der 6800 tilbage. Også det tal er flot.

Når andre medier deler videoer på deres platforme, så er halvdelen sprunget fra i løbet af de første sekunder.

Så noget må altså være lykkedes for Aalborg Teater.

Tekster fremføres i tredje person

Det er instruktøren, norske Runar Hodne, der har dramatiseret Herman Bangs roman sammen med Cecilia Ølweczky. De har taget et både modigt, men også kontroversielt valg: Skuespillerne fremfører Herman Bangs tekster i tredje person – altså som de er skrevet. Men andre ord: Tine står på scenen og fremfører ikke dialoger, men fortæller, hvad Tine gør og hvad hun siger.

Man kan kalde det meta-teater, og det er i det mindste konsekvent gennemført.

Men ”Tine” er jo også en voldsom tekst, og ved at bruge dette kneb slipper man også nemt omkring en masse ting. Det gør det jo meget nemmere at vise og forklare, hvad Tine gør, når hun står på felt-lazarettet under krigen i 1864 og plejer hårdt sårede soldater. Så kan det hele klares med en spand med teaterblod og en karklud, som hun smører blod ud over soldaten med. Det er jo i grunden godt set. Og Tines selvmord til sidst (undskyld at jeg afslører det, men stort set alle ved, at denne historie ender fatalt), er også meget nemmere at skildre, når man griber til en tredjepersons-fortælling.

Sikkert flot som "rigtigt" teater

Flere gange under forestillingen greb jeg mig i at tænke, at mange scener ville være utroligt flot som en ægte teateroplevelse. Og skulle samfundet åbne op for teater inden for overskuelig fremtid, så er der faktisk planlagt rigtige forestillinger fra 11. februar.

Jeg melder mig frivilligt til at se forestillingen der. For jeg vil uendeligt gerne opleve den som teater. Og det ser for mig også ud som om, at dette rent faktisk vil være virkelig godt teater.

I den streamede udgave oplever vi kun totalbilleder. Der er ingen nærbilleder. Det gør det også svært at vurdere skuespillernes præstationer. Man er simpelthen for langt væk fra dem. Det er noget, man oplever, når man sidder i salen. Men det er svært at fornemme bag en skærm.

I starten af transmissionen var der også for meget reallyd på. Det gjorde at talen kunne være lidt svær at fange. Men lyden bliver meget bedre i løbet af forestillingen. Den bliver også så meget bedre, at man kan fornemme, hvordan krigen kommer tættere på ved hjælp af kanontordenen i baggrunden.

12 skuespillere

Fra stykkets start kommer de 12 skuespillere ind på scenen én ad gangen. Alle er de i forskellige kostumer. Fælles for de mange kostumer er, at de er hvide eller i nuancer at lyst. Ved forestillingens slutning er alle møgbeskidte. De sejler i blod, bæ, snavs, krig med mere. Kun én person holder sine klæder absolut skinnende hvide: Biskoppen.

Scenografien består tillige af 12 stole – mindst – og en masse spande. Det er det. Men det virker effektivt.

De 12 skuespillere fungerer gennem hele forestillingen på samme måde som koret i den klassiske, græske tragedie. Tingene forklares. Stemninger beskrives og forstærkes. Det sker i øvrigt til nyskabt musik af Lydmor - sangeren Jenny Rosander.

Selv om forestillingen er oplevet ved en skærm, så fornemmer man også, at der er skabt et virkeligt flot lysarbejde. Lyset er med til at understrege stemningen hele vejen igennem.

Troværdig og loyal tolkning

Alt i alt synes jeg, at jeg får en troværdig og loyal fortolkning af Herman Bangs tekst. Den er anderledes i kraft af, at meget skuespil i virkeligheden er recitationer fra Bangs roman. Men det holder.

Dette var årets første teateroplevelse. Men det ændrer dog ikke ved, at jeg savner at komme ind i en tæt pakket sal, hvor jeg for alvor kan fornemme skuespillerne. Hvor jeg kan se og føle alle de vidunderlige kneb, som man benytter sig af, når man skaber en teaterforestilling. Ja det er lige før at jeg savner folk, der sidder og larmer med papiret fra deres guldkarameller.

Opdateret søndag 10:30 med afsnittet om kor og græsk tragedie