Aalborg Teater bliver stadig bedre til det der med stream

TEATER: "The robot project"

En forestilling om AI - artificial intelligence - kalder de det. På godt dansk: Kunstig intelligens.

Men det er altså ret meget mere end det. Det er først og fremmest fortællingen om to brødre. Danny og Leo - eller Daniel og Leonard. De fødes ind i en dysfunktionel familie med en mor der er selvoptaget kunstner, og en far der er forsker. Og vel at mærke en forsker, der bruger lillebror - Leo - som en del af sine medicinske forsøg.

Det er strengt taget en ret ond og grum forestilling, for det handler jo dybest set om videnskabeligt misbrug af et barn. Ens eget barn.

For sådan udvikler historien sig.

Det er fjerde gang, at Aalborg Teater streamer en forestilling i disse corona-nedlukkede tider. Og man må sige, at teatret bliver bedre og bedre hver gang. Det er en læreproces, som teatret omfavner så virtuost, at vi bare forlanger mere og mere. For det er altså overraskende, at teatret med så stor konsekvens gør det bedre og bedre for hvert forsøg.

Denne gang oplever man også skuespillet

Det, der springer i øjnene lige her, er, at man oplever skuespillet for alvor.

Ernesto Piga Carbone er den eneste skuespiller på scenen. Og for første gang i Aalborg Teaters serie af streamede forestillinger vil jeg tillade mig at bedømme skuespillet: Det er fantastisk. Ernesto Piga Carbone kommer virkelig ud gennem kameraer og skærme og helt op i fjæset på os tilskuere. Han leverer en kraftpræstation i rollen som Leo - og især storebror Danny.

Teatret har jo også lært, at man på stream kan gå tæt på skuespillerne. Men det handler måske også om, at Ernesto er den eneste skuespiller på scenen. Derfor er det også så tydeligt, at han mestrer sin rolle til fuldkommenhed.

Ville have elsket at opleve det i en teatersal

På den baggrund vil jeg også gerne skrive, at jeg ville have elsket at opleve dette i en teatersal. At have oplevet nærværet. At have oplevet samspillet mellem skuespiller og publikum.

Nu har jeg fået det næstbedste. Og jeg er tilfreds.

Det er dog vigtigt at pointere, at dette er en meget vanskelig tekst. Ikke blot for skuespilleren, men sandelig også for publikum. Man skal følge opmærksomt med...

Når man sidder derhjemme ved computeren eller tv-skærmen, så er det jo så let lige at tjekke, hvad der sker på mobilen. Det er den store forskel på stream og det virkelige teater. I salen skal du leve dig fuldstændig ind i fortællingen. Kigger du på telefonen undervejs, får du garanteret et misbilligende blik fra din med-publikummer.

Og det er fuldt fortjent.

Når man streamer, kan man se, hvor mange der følger med. Fra forestillingens start var vi 745, og da det sluttede efter 58 minutter, var vi 642 tilbage.

Det er faktisk ret stærk, at frafaldet ikke er mindre. Teatret har altså ramt et eller andet. Især når man tænker på, at det er en svær tekst, og det er ikke en behagelig tekst.

Leo er død

Straks fra starten ved vi jo, at Leo er død. Han blev 36 år. Danny forsøger at tegne et posthumt billede af sin lillebror. Og måske især at finde ud af, hvordan han havde det.

Det er så her, at AI kommer ind i billedet. For Danny har alle AI-hjælpemidler i hele verden. Han får lavet analyser af snart sagt alle aspekter af Leos liv. Det er det, AI gør i forestillingen.

Men er det AI? Eller er det blot analyse? 

For mig er AI noget, der træffer beslutninger. Noget det giver gode råd til, hvordan samfundet, individet eller hvad ved jeg, skal udvikle sig. Lige her oplever jeg mere, at computerne hjælper med at analysere virkeligheden og begivenheder. Altså mere bagud-skuende end en hjælp til at forstå fremtiden.

Fabelagtig scenografi

Ernesto Piga Carbone spiller rollen som begge brødre. I nutid spiller han Danny. Så sker der flashback til fortiden, og her spiller han så Leo.

Disse flashback er fantastiske. Vi møder Leo som barn, og Ernesto gestalter et fem-årigt barn. Vi møder ham som gymnasielev. Som voksen. Og til sidst som døende i en alder af 36 år. Slidt op af farens eksperimenter. 

Scenografien understøtter dette. Den er fabelagtig. Farverne skifter jo længere ind, vi kommer i Leos psykoser.

Lyset fortæller, hvornår vi skifter fra nutid og tilbage til de mange flashback med Leo. Leo møder vi kun i flashbackene, mens Danny kun er til stede i nutiden.

58 minutter = perfekt længde

Det hele varer 58 minutter. Det er ikke et minut for kort. Eller for langt.

Længden er genial for streamet teater. Man kan ikke klare mere. For det er jo ikke film, hvor et længere format havde været ikke blot i orden, men forventet. Det er jo heller ikke et teater, hvor vi også er vante til et længere format. Som som stream er én time fuldstændig perfekt.

Så efter nu at have set den fjerde streamede forestilling, så vil jeg kåre Aalborg Teater som kongen af stream i Danmark.

Andre teater har forsøgt sig. Men kun enkelt gange. Aalborg Teater har nu gjort dette med næsten alle forestillinger siden nytår. De bliver bedre gang på gang.

Så hvis der findes en teaterpris for stream, så vil Aalborg både være indstillet, nomineret og en klar vinder. Altså hvis jeg bestemmer.