Morderisk opgør

En død hund ved navn Pølse bliver omdrejningspunktet for en ganske besværlig familiesammenføring med masser af skjulte dagsordener og gammelt nag og strid.

Stykket ”Skyld” skrevet af Aalborg Teaters husdramatiker Julie Maj Jakobsen tager i en blanding af alvor og tragisk komik ganske godt den feberhede temperatur på vores samtid. Og gør det ved ganske simpelt at stikke termometret op i røven på en af vore stadigvæk samfundsbærende institutioner – nemlig familien.

Men den her familie er så såmænd forsynet med flere problemer end de fleste.

Mor Elizabeth (Annika Johannesen), dokumentarfilmskaber, bor i sit kæmpestore regnbuehus sammen med husvennen Jac (Lars Topp Thomsen).

Hendes mand forlod huset for små fem år siden. Ingen har set ham siden, Var det selvmord eller lever han et andet sted?

Ingen ved det, men nu vil mor Elizabeth videre med sit liv og har kaldt børnene hjem for at underskrive nogle papirer og få gjort boet op.

Børnene tæller den stadig hjemmeboende Simone (Line Nørholt), mens ældste datter Hannah (Marie Knudsen Fogh) og sønnen Albert (Thomas Kristian Bek) ikke har set deres mor i snart fire år.

Men alle tre elskede de hunden Pølse, og netop dens begravelse bliver nu brugt som anledning til, at familien MÅ og SKAL se hinanden igen – måske blive forsonet, men under alle omstændigheder, mener Elizabeth, få skrevet under.

Scenen er opbygget som en større, gennemskåret villa med bl.a. arbejdsværelse og stue, og regnen siler trøsteløs ned igen og igen. Og så er der det sorte truende hul ned til kælderen. For lige som klimaet går uforudsigeligt amok, er familien ved at gå i opløsning i kaos og interne stridigheder.

Den amerikanske sangskriver Bob Dylan lægger baggrundsmusik til undervejs. I åbningsscenen med "The Times They Are a-Changin'", og indvarsler det opgør både mod mor og den veletablerede 68-generation, som også er en vigtig del af familiedramaet.

Generationen, som følte og agerede, som om verden lå åben for deres fødder og klar til at opfylde deres vildeste og vådeste drømme. Plus en følelse af, at det havde de da ret til.

Annika Johannesen spiller mor Elizabeth på en gang udglattende og venlig, men også med en lurende undertone af dominans. Hun ved godt, hvad hun vil, og hvordan hun kan få sin øko-champagne fantast af en søn, Albert, skåret ned, så han gør, som hun siger.

De tre søskende besluttede for fire år siden at lægge hende på is, men nu er de tilbage og prøver at holde sammen. Ikke blot for at blive forsonet, men også for at få deres egne ønsker til livet opfyldt. Samtidig med at de igen og igen ryger i totterne på hinanden, fordi de er så vidt forskellige.

Marie Knudsen Fogh spiller den lesbiske datter Hannah, uddannet jurist og i et forhold, der er ved at gå i opløsning.

Hun brænder igennem flere gange, blandt andet i det store opgør med mor, hvor hendes skarpsind igen og igen punkterer Elizabeths halve sandheder og hele løgne.

I rollen som sønnen Albert skal Thomas Kristian Bek skabe en svag, forvirret og mor-domineret figur, men der mangler en kende desperation og afmagt i skuespillet. En mere nuanceret figurtegning ville klæde rollen.

Den hjemmeboende Simone, klimabekymret madskralder og filmdokumentarist bliver spillet af Line Nørholt, som gør det nydeligt og bestemt får spillet sig op – især i anden akt. Uforsonlig haglgeværsbevæbnet.

På sidelinjen har vi også Alberts kæreste, Elysia, spillet dullet og krævende af Karla Rosendahl. Hun ved godt, hvordan hun ganske håndfast skal få sin Albert til at makke ret.

Endelig er der Jac – spillet djærvt nordjysk af Lars Topp Thomsen, der godt kunne tilføje sin karakter mere underspillet, dæmonisk luskeri.

Det kniber sine steder også i replikafleveringen, hvor det især i spillet mellem Albert og hans dulle går lige vel stærkt. Lige som det er svært at høre, hvad skuespillerne rent faktisk småsnakker om, når de er ude i regnen, eller stopper Pølse i fryseren nede i kælderen.

I det hele taget lider ensemblespillet sine steder af en ubalance – det er som skuespillerne ikke rigtig har fundet ind til den fælles tone af både desperation, alvor og tragisk komik, som stykket lægger op til.

Lige som vor verden står over for trusler, hvis omfang vi knapt nok evner at forstå og langt mindre at tackle, bliver familien her og dens medlemmer kastebold for fortielser og skjulte hemmeligheder.

Der nu får skæbnesvangre konsekvenser for dem alle. Det er et fornemt stykke aktuelt og relevant dramatik, skarpt sine steder, såmænd også morsomt, og efterlader de overlevende ude i regnen med et lille håb om overlevelse og en ny start.

Meget passende understøttet af Marianne Faithfulls desillusionerede coverversion af Dylans ”It’s All Over Now, Baby Blue”:

- You must leave, now take what you need/You think will last/But whatever you wish to keep/You better grab it fast ...

Foto: Allan Toft