Noget om helte og mænd

 TEATER: "Ridley Scott Metoden"

Hvad er Ridley Scott metoden? Det er der ingen, der aner. Men det er der så kommet en stærkt underholdende og effektfuld teaterforestilling ud af.

Med to skuespillere, Jakob Hannibal og Tani Tibasey, i tæt samspil på scenen i over halvanden time, mens de med udgangspunkt i Scotts film undersøger sig selv som mænd.

En form for improviseret og samtidigt dygtigt iscenesat og koreograferet selvterapi, hvor de to skuespillere fremlægger eller antyder deres personlige problemer. Italesætter, som det hedder. Hvorefter de kaster sig ud i undersøge sig selv gennem fysisk, spektakulært og ganske lattervækkende skuespil.

Hvad betyder ens far for en? Hvad er en helt? Kan jeg selv blive sådan en? Skal jeg ikke ofre mig for en sag? Få mig et kald? F.eks. redde denne verdens nuttede koalabjørne fra udryddelse? Og hvordan er det lige med sex og kvinder?

Det skader ikke at have styr på den britiske filminstruktør Ridley Scotts, 84 år, imposante filmværk af kæmpemæssige hits. Senest ”House of Gucci”, men også ”Blade Runner”, ”Kingdom of Heaven”, ”Alien”, ”Thelma og Louise” og ikke mindst ”Gladiator” med den australske skuespiller Russell Crowe.

For med udgangspunkt i filmene og med mulighed for afkrydsning i den udleverede smørrebrødsseddel begiver vi os nu ud på en undersøgelse af manderollen og mandens svækkede position i vor nutid.

Det kan godt være, at kvinder og børn bliver sendt væk fra Ukraine, mens mændene får besked om at blive og kæmpe mod den russiske overmagt. For det er det, som mænd er bygget til og skal. Forsvare landet og deres eget hjem mod overmagten. Vise heltemod.

Men det er sværere at være mand herhjemme. Måske fordi kravene er så uafklarede. At være 27 år som Tani Tibasey, have hjertesorg, og i en slags landflygtighed fra Norge. Eller hvad med Jakob Hannibal, lykkelig med børn, samleverske og katte, men dog med en gammel bil, som koster ham en formue i mekanikerregninger.

- Alt nyt er godt nyt. Jeg gad godt, at jeg gad, siger Jakob.

På hver deres måde i krise. Så lad os få lukket op for den og kigget på den. Og det gør de så. I en form for selvterapi. Sine steder ganske improviseret og altid med muligheden for at hyle den anden ud af den anden i sproglig kådhed og leg på en blanding af engelsk og dansk.

Scenen har form som en rødgruset tennisbane med flere niveauer. Her står elektriske vifter rundt omkring, og snart er vi i gang efter kort at have fået introduceret Ridley Scott metoden – ”ingen kan finde den på nettet, den er en uklar ting og dem, som har fundet den, vil ikke svare på, hvad den indebærer – du skal selv finde ud af det”.

Det er tit hylemorsomt. Når Jakob forvandler sig til gladiator ved at sno sorte tapebånd om benene, kun iført sorte underbukser med græsk bort, for at kæmpe med plasticsværd. Eller når de rejser langt ud i rummet i plasticposer pustet op af vifterne, med gummidæk om halsen og lommelygter til finde vej.

Iderigdommen fejler ikke noget, og igen og igen bliver du overrasket og forført af skuespillernes både fysisk krævende og samtidigt poetisk spil. Det er alvor og store emner, der bliver undersøgt, men samtidig er vi altid tæt på det lattervækkende.

Og der blev da også skraldgrinet igen og igen under premieren. Langt hen ad vejen er det mandelivs- og midtvejskriseproblemer, som man(d) sikkert ikke har svært ved at nikke genkendende til.

Og langt hen i stykket holder skuespillerne fint den balance – mellem terapeutisk undersøgelse og befriende grin. Men da selveste Russell Crowe i form af en kæmpemæssig papfigur kommer på scenen, er det som om, at luften siver ud af ballonen.

Stykket ved ikke rigtig, hvor det skal gå hen. Tani går på damejagt og diskotek med Crowe og efterlader Jakob alene til selvransagelse. Et sælsomt tableau – en bøddel afliver en fastelavnspyntet enhjørning ophængt i en galge. Betydning?

En historie skal have en spids snude, en fast og fyldig krop og en hale, den kan vifte med til sidst. Den her mangler ligesom halen og finder aldrig frem til en pointe.

Den underholder med sit overdådige, farverige skuespil – kæmperos til begge skuespillere. Stykket bevæger også, men det taber også højde og mister intensitet i den sidste halve time.

Men gå endelig ind og se og oplev. Det er en dybt original egenproduktion, som Teater Nordkraft her slynger os i hovedet.

Foto: Martin Høyer Poulsen

Læs interview med instruktøren her.