Klassisk drama med moderne twist

Teater: "Onkel Vanja"

Der er en let tåge i salen. På vej ind ad dobbeltdørene kan man høre lyden af vindharpe og fløjtespil. I loftet over scenen hænger der store grene badet i lys. Her er en eventyrlig stemning.

Scenen i Store Sal på Vendsyssel Teater er placeret i midten i rummet med sæderne fordelt rundt om. I aften består scenen af to træelementer med en revne i midten. Yderst til venstre sidder en ung mand og gynger, det er ham som spiller på fløjte. I den anden hånd har han vindharpen.

Midt på scenen sidder en kvinde og strikker. Da publikum har fundet sig til rette i salen, dæmpes lyset. En anden ung mand træder ind ad en af salens døre, i hånden har han en lægetaske. Han skubber blidt til scenen, og den åbnes på midten. 

Et bord med bænke, et lille klaver og en lænestol afsløres nu. De hæves langsomt op mellem de to træelementer. Aftenens karakterer pibler nu frem. Både fra lemme i scenegulvet og fra sidedørene. De er alle en del af teatrets produktion af det klassiske stykke, ”Onkel Vanja”.

Stykket er skrevet af den russiske dramatiker Anton Tjekhov i 1897, og det er første gang at Vendsyssel Teater kan præsentere et af dramatikerens stykker.

Vi befinder os på et gammelt gods ude på landet i Rusland. Her bor Vanja (Jakob Højlev Jørgensen) med sin mor Marija (Marianne Høgsbro) og niecen Sonja (Karla Løkke). På godset finder vi også Sonjas barnepige Marina (Lisbeth Gajhede), og hendes gudfar, som også er den tidligere godsejer, Telegin (Søren Hauch-Fausbøll).

Sammen har disse fem i årevis passet på godset og sørget for det har kørt med overskud. Overskuddet fra godset er løbende gået til professor Serebrjakov (Jørgen Bing), Sonjas far og Vanjas svoger. Efter hustruens død giftede hans sig med en yngre kvinde, Jelena (Luise Kirsten Skov), og sammen har de har brugt pengene til at leve et behageligt liv i byen.

Indtil nu. De er nemlig kommet på visit og vender nu op og ned på de faste beboeres hverdag. På besøg har vi også den unge og drømmende læge Astrov (Alexander Mayah Larsen), som er ivrigt beundret af nogle af godsets kvindelige beboere.

Alle på scenen er ganske troværdige i deres roller. Man får hurtigt et indblik i alle karaktererne og deres problemer, og dem er der nok af.

Professor Serebrjakov er afdanket og meget selvmedlidende, den unge hustru er smuk men finder ikke noget interessant, og Vanja fortryder, hvordan han har brugt sit liv.

På trods af alder og køn, er det muligt at finde både personligheder og problematikker at identificere sig med.

Vi får følelserne at mærke ude på sæderne, og der bliver både sunget, råbt og løbet på scenen. Som tilskuer når man både at føle medlidenhed og irritation ad flere omgange, og andre gange oplever man særligt ømme øjeblikke.

Når Vanja, Astrov og Telegin har en festlig nat med vodka og musik, så er der både smil og grin blandt publikum. Øjeblikke efter deler Jelena og Sonja en dyb samtale, og man bliver hurtigt opslugt i deres fælles dialog.

Tiden i salen flyver forbi, og de lidt over to timer, som stykket varer, er meget passende. Der er et fornuftigt tempo i forestillingen, og man når ikke at blive tabt i for lange eller tunge dialoger. Det klassiske stykke er gjort moderne, og vi får flere morsomme øjeblikke og musiske indslag.

Musik, lys og scenografi harmonerer alle flot med hinanden.

Thomas Hamilton, som spillede på fløjte i starten af stykket, dukker en gang imellem op for at supplere med musik. Han spiller både på klaver, tuba og glas, og indimellem bliver der også slået på flasker.

Det er også ham, som slutter stykket med sin fløjte, da scenografien igen bliver foldet sammen. Man er fastholdt hele vejen igennem, og efterlader salen godt underholdt og med stof til eftertanke.

Foto: David Bering.