Holberg på komisk speed

Teater - ”Maskerade”

Se sådan havde salige Ludvig Holberg (1684 -1754) nok ikke lige forestillet sig, at hans lystige kærlighedskomedie ”Maskerade” skulle folde sig ud.

Men jeg tror, at han ville have nydt hvert et minut. Lige som en total proppet sal gjorde det ved premieren på Aalborg Teaters store scene, lørdag eftermiddag.

Holberg vil jo være kendt for sin sproglige friskhed, der gør det muligt selv i dag at opføre hans stykker for et moderne publikum.

Den gode professor skabte i løbet af blot fem år en stor original, dansk teatertradition.

Han kunne skrive replikker, elegante og mundrette, og samtidig spinde en lattervækkende intrige, der også efterlod noget til eftertanken. 20 komedier blev det til.

Sober og nøgtern, kritisk over for konvention og nedarvede privilegier og morsom i ét og samme hug. Se det er stor teaterkunst, og Aalborg teaters forrygende gendigtning og opdatering rammer lige i munterhedens solar plexus.

Historien er ganske kort, at rigmandssønnen Leander (Øster Borre Simonsen) står for at indgå fornuftsægteskab med Leonora (Line Nørholt), som han ikke har set, siden hun var en 6-årig pige.

Leander har som sådan ikke i første omgang noget mod at gifte sig, selv om hans tjener Henrik (Marcus Gad Johansen) nu nok mener, at det kan give problemer. Mon hun stadig er køn?

De to unge, herre og tjener, er i øvrigt et par festglade natteravne, der elsker at kaste sig ud i maskeradens dans og festligheder.

Det bryder Leanders far, patriarken Jeronimus (Steffen Berenthz Eriksen) sig overhovedet ikke om, mens mor Magdelone (Marie Knudsen Fogh) såmænd godt kunne tænke sig deltage. Altså bare for bedre at forstå, hvad det er, som lokker ungdommen, ik?

Det her er teater på den store klinge. Der er foretaget nogle dristige og modige valg, hvad angår scenografi og opdatering af den sproglige tone – der har fået tilføjet et solidt strøg nutidig jargon, der fornyer og perspektiver den oprindelige tekst.

Lige som musiksiden ganske effektivt både overrasker og udvider stykket uropført i 1724.

Hvem havde nu lige set at Magdelone i form af Marie Knudsen Fogh skulle kaste sig ud i sensuel, forførende dans til sangerinden Cesaria Evoras vemodige ”Sodade”?

Og hvad er det for noget med alle de farvestrålende plastickugler, gule, røde og blå, som vi kender henne fra legelandet, hvor de mindste boltrer sig i dem?

Det er folkelig komedie, og den får ikke for lidt i det techno-agtige danseoptrin, hvor Leander møder sin drømmepige. Bliver ramt af forelskelsens lyn og med et bestemmer – at han ikke vil giftes med Leonora.

Skuespillet er fremragende og dækkende hele vejen rundt. Både Øster Borre Simonsen og Marcus Gad Johansen gør det godt, men især sidstnævnte er imponerende, da han i en lille tre-akter illustrerer, hvor forfærdeligt det vil gå for Leander, hvis han holder fast i sin vanvittige forelskelse til den ukendte.

En sand fysisk og verbal tour de force, der høstede velfortjent bifald og anerkendende publikumshujen.

Men også Steffen Berenthz Eriksen er et fund til rollen. Som en rygende, undertrykt vulkan er han hele tiden ved at gå i eksplosivt udbrud på grund af sin søns umulige opførsel. Han kan nærmest ikke være i sin krop, og hans ansigtsmimik skifter lydefrit mellem slesk venlighed og arrig afsky.

Lige som Lars Topp Thomsen som tyendet Arv kan noget med sin jordbundne nordjyske dialekt.

Kostumerne er et helt kapital for sig. Overdådige og overraskende, farverige og utrolige, og i danseoptrinene er det som at se fabelagtige tegneseriefigurer folde sig ud som i en skøn drøm.

Der er ingen mangel på barokke og overraskende indfald, og hvem havde nu forestillet sig, at julemanden også skulle have en rolle – men det har han.

Det er et stykke, der er lige så boblende, berusende og muntert som de hoppende plasticbolde på scenegulvet, og i anden akt når det grinagtige og vanvidsagtige højder ikke ganske ulig Monty Phytons Flying Circus.

Gå ind at se det – en opdateret, medrivende teateroplevelse, der kun har en ulempe. Smilebåndet bliver nemt overbelastet, og du risikerer at komme til at grine, så tårerne triller.

Foto: Daniel Brandt Andersen

Aalborg Teater, premiere, lørdag 18. november.