Tunge kugler

TEATER: "Manden med de gyldne kugler"

Foran mig i teatret sad en mand og grinte hysterisk i samtlige forestillingens 80 minutter. Havde jeg grint bare en tiendedel af hans latterorkan, så havde jeg givet seks stjerner. Så jeg må indrømme: At på nogen virker denne forestilling perfekt.

Jeg nøjes med det halve antal stjerner. Det er faktisk heller ikke så ringe, skal jeg lige hilse og sige. Eller skrive.

For der er mange originale tanker i manuskriptet.

I lighed med sidste års juleforestilling på Limfjordsteatret er også denne næsten absurd teater. Det er Lasse Popp, der har skrevet begge stykker, og familieskabet er påfaldende.

Absurd teater er en udfordring. Men absurd teater kan sandelig også være mageløst morsomt. I absurd teater er det ofte gentagelserne (af noget absurd), der skaber komikken. Således også her.

"Manden med de gyldne kugler" er - som også titlen antyder - en parafrase over James Bond.

Lige her hedder superagenten Bang. Jens Bang.

Han skal redde julen, fordi julens to gyldne kugler er blevet stjålet af en ond professor ved navn Halvhår.

Det kommer der mange forviklinger ud af, men der kommer aldrig en stringent historie ud af anstrengelserne. Jovist er det absurd, men vi vil godt hjælpes blot lidt mere.

Der er naturligvis masser af Bond-damer - eller rettere Bang-duller. De dør på stribe. Der er en superskurk og en dobbeltagent. Så hele skelettet fra James Bond er til stede.

Og så er der jo det med kugler. Ja lige her forsømmer forestillingen heller ikke blive lummer.

Der er tre professionelle skuespillere på scenen foruden 10 elever fra teatrets to-årige talentlinje.

De 10 unge mennesker er en kæmpegevinst for forestillingen. Alene det, at der er mennesker overalt på scenen, er jo en gevinst og signalerer overskud.

Eleverne spiller masser af små roller, men iblandt agerer de også kor. Kor som i klassisk, græsk drama, hvor koret forklarer hændelserne i stykket. I hvert fald næsten.  Men der er mange råbekor og talekor kombineret med sangkor.

Fremragende idé.

Og ganske overdådig bliver det da forestillingen pludselig bliver woke. For alle de unge mennesker udfordrer de tre voksne med deres seksualitet.

Ja en vil hverken være mand, kvinde eller noget helt andet. Han føler sig som en pelsdyr. Så er den debat eddermame neglet!

Scenografien er også vidunderlig. Den er i grunden enkel, og der er masser af af effekter, der køres ind og ud fra scenen.

Og så er der fin video-projicering, som virker flot som for eksempel hotel. Og så var jeg helt pjattet med stykkets indbyggede og projicerede regnvejr. Det var mageløst.

Der er heller ikke noget at udsætte på de professionelle skuespillere, endskønt detaljer i talestrømmene til tider gik tabt. Især lige i starten.Den største anke mod forestillingen er, at historien ikke hænger specielt godt sammen.

Det ved forfatteren godt, for i slutscenen spørger vores kor til alle de uafklarede ting og hændelser, som vi ikke har fået svar på.

Lige der får vi heller ikke svar på hængepartierne. I stedet får vi et fint snevejr.

For ja: Julen er reddet. Det har noget med kuglerne at gøre. Men hvordan? Det forstår jeg ikke. Kuglerne falder for tungt. I hvert fald for denne anmelder.

Men få et par glas vin inden for vesten, kast hæmningerne væk, lad dig rive med. Så skal du nok få smurt latterbåndet. For der er mange sjove stunder.

Vil du have et nyhedsbrev? Så tilmeld dig på: brev@kulturen.nu

For god ordens skyld: Der kommer kun ét nyhedsbrev om ugen. Ingen spam herfra.