Skrøbelig superhelt

Teater - ”Kaptajn Utrolig”

En ganske almindelig hverdagsmand, jeans, lyseblå polo og sneakers, står med en latterlig lille rød kappe midt på den nøgne scene og påstår, at han er superhelt.

I den sorte box, hvor Vendsyssel Teater har premiere på den britiske dramatiker Alistair McDowalls monolog. Scenen er helt nøgen, en rejst grå bagvæg, en kasse foran, scenelys og så en enkelt skuespiller.

Han hedder Jakob Højlev Jørgensen – ”Det er en kappe. Vil I vide hvorfor jeg har den på? Jeg er en superhelt. Jeg er kaptajn Utrolig”.

Hvorefter han pludselig slår over i en sødmefyldt kvindestemme, der gerne vil købe noget tætningsgarn til sin revne. Altså den som er kommet i hendes håndvask.

Så er vi i gang med de 15 forskellige karakterer – mindst – vi møder i løbet af den cirka fem kvarter lange forestilling.

Det er krævende, men vor superhelt Jørgensen gør det godt – skifter smidigt mellem sin rolle som en ganske almindelig byggemarkedsansat og sin egen forestilling om at være superhelt.

Langsomt går det op for os – eller langsomt gik det op for denne anmelder – at Mark, sådan hedder kappemanden, i en række flashbackagtige scener genoplever sit liv. Hans første date – da han møder sin kommende kone, der er på jagt efter noget at fjamse i håndvaskens revne. Hun bliver gravid, de får en datter, de bliver separeret, og han bliver fyret henne på jobbet.

Sikkert fordi han får sværere og sværere ved at skille sit hverdags-jeg fra sin vrangforestilling om, at han er superhelt, der ikke gider drikke hyggebajere med Batman. For Batman er ikke en virkelig superhelt – han har jo ikke superkræfter.

Vor kappeklædte skuespiller gør det glimrede. Med mimik, kontrolleret kropssprog og skiftende stemmeføring.

Bliver pigespinkel i stemmen, når han skal være datteren, som er ængstelig for sin første skoledag. Eller med barnets naturlige insisterende nysgerrighed piller al forstillelse ud af sin supermandsfar.

Det er krævende, men det er også krævende at følge med. Men også berigende, mens Jørgensen ubesværet skifter mellem usikker mand med hverdagsproblemer og uovervindelig – i hvert fald i egen indbildning – superhelteidentitet.

Du kan grine af superhelten, men det er i dialogen mellem far og datter, at stykket bliver bevægende. Terminalt syg bliver hun, og her kan selv superhelte ikke stille meget op.

På den måde handler stykket også om at prøve at flygte fra problemerne. Ved at lade som om. At forestille sig, at man kan undgå dem, ved at lade som om man er superhelt. Gøre sig selv stærkere, end man er. En, som kan klare alt, men alle mennesker har deres egne problemer,  styrker og svagheder, en barndom og en opvækst, der har formet. Og som de ikke bare kan fortrænge.

Det er først til sidst langt henne i stykket, at det går op for tilskuerne, at kaptajn Utrolig er en fiktiv person, fortalt til datteren Emilie som en form for godnathistorie for at trøste og berolige hende.

Selv de stærkeste slipper ikke for at måtte tage stilling til livets sommetider så barske realiteter. Heller ikke kaptajn Utrolig.

Jørgensen brænder godt igennem hele vejen igennem – især i dialogscenerne med ham selv som spørgende datter og trøstende far, der her dog også må komme til kort, og intet kan svare, når hun bliver for skånselsløs direkte i sin udspørgen.

Det er et stykke bevægende, moderne dramatik. Modigt at sætte det op og fornemt forløst – om sorg og tab og med en ganske enkel pointe. Selv superhelte kan ikke frelse dem, som de elsker allermest.

Og det kan jo være en trøst for os ganske almindelige. Så midt i latteren over den latterlige superhelt gemmer sig en sort kerne af fortabthed og menneskelig lidelse.

Kapper får ikke folk til at flyve, som der står i linjen under stykkets overskrift ”Kaptajn Utrolig”

Det ved du, når du går fra teatret. Det er ikke noget nemt stykke, men bestemt værd at gå ind at se.

”Kaptajn Utrolig”, Vendsyssel Teater, Danmarkspremiere, torsdag aften, 20. april.