Selvmord i vinden

TEATER: "Jeg er vinden"

"Jeg er vinden" af norske Jon Fosse er oprindeligt skrevet til to mænd. Den Ene og Den anden. I Aalborg Teaters udgave er rollerne besat af to kvinder. Det tror jeg, er en stor gevinst. Det fungerer i hvert fald lydefrit her. Jeg spekulerede undervejs på, om det er bedst med mænd eller kvinder. Resultatet af den spekulation er i hvert fald, at jeg tror, det er bedst med kvinder.

Med til at afgøre den diskussion (med mig selv) er også, at Karla Rosendahl og Marie Knudsen Fogh er formidable i deres roller. Hvem der så spiller rollen som Den Ene eller Den Anden fandt jeg aldrig ud af. Det kan også gøre lige meget.

Stykket handler om et selvmord. Eller er det en ulykke? Vi hælder nok mest til selvmordet, for der kommer godt nok mange deprimerede talestrømme ud af Karla Rosendahl.

Selvmordet/ulykken præsenteres allerede i de indledende sætninger. "Noget" er sket. Det præsenteres blot som "noget". Allerede der fornemmer man, at der er noget helt galt på vej.

De to personer stævner ud til søs. Først ud til en fjern vig, hvor de lægger til ved en holm. Og siden ud på det virkeligt farlige, sorte, på en gang tågeplagede og stormomsuste hav.

Der mærker vi, at det bliver farligt. Samtalen bliver mere skinger.

Jon Fosse er en af Norges mest kendte forfattere, og hans navn dukker altid op, når man spekulerer på, hvem der skal have Nobelprisen i litteratur næste gang. Men den bliver jo altid givet til en temmelig ukendt forfatter, så Fosse får den næppe nogensinde.

Såvel i sine bøger som i sine skuespil skriver Fosse i et knapt sprog med masser af gentagelser. Og det er jo sådan, at når en sætning gentages tilpas ofte i et skuespil, så går den hen og bliver sjov. Det kender vi også fra absurd teater.

Her er vi dog i et kulsort univers, så det bliver mere til et træk på smilebåndet.

Et stykke som "Jeg er vinden" kræver godt skuespil. Middelmådigt spil vil ødelægge denne tekst. Og som skrevet ovenfor, så er det et par fremragende skuespillere vi møder. De kan begge noget med deres mimik. Begge er de hvidmalede i ansigterne som klovne, og på den hvide baggrund kommer deres grimasser til at passe endnu bedre. Det er for eksempel øjenbryn, der kører op og ned. Men også deres arbejde med stemmerne. Selv om der også er pauser i dialogerne, så ligger de knivskarpt og med en bemærkelsesværdig timing.

Karla Rosendahl er i øvrigt fænomenal til at få lagt masser af melankoli i sin stemme. Men det er også hendes rolle, der får en fatal skæbne.

Scenografien er i øvrigt et kapitel for sig selv. Det foregår i et månelandskab eller måske et klippelandskab i et psykedelisk farveorgie, der ligner noget fra børne-tv.

Jeg skal nok lade være at afsløre alt om, hvad den scenografi kan. Og jeg vil slet ikke fortælle, hvordan forestillingen starter. Men det er mageløst.

Mageløst er det også, når der pludselig vokser palmer op i scenografien. Jeg forstår ikke helt hvorfor, de pludselig popper op, men underholdende er det.

Jeg tror, det kan være en fordel af få en introduktion til forestillingen, og sådan en har Aalborg Teater lavet. For det er også en lidt svær forestilling. Du kan se introduktionen her.