Sorg, glæde og frygt går hånd i hånd

TEATER: "I krydset får de ny sofa"

Først og fremmest er der scenografien: En masse lodrette LED-lys i stænger. Med afstand. Men med evnen til også at vise konkrete billeder. Eller bare lysshow.

Lad det være sagt som noget af det vigtigste: Jeg er helt vild med det lys. Jeg er også helt henfalden. Så henfalden at jeg faktisk går glip af mange sætninger i denne monolog, fordi jeg er så forgabt i det lys og de billeder, det skaber.

Billeder er der ellers nok af. Forestillingen er skabt efter Helle Helles korte roman "de". Og Helle kan skabe billeder som få. I korte præcise sætninger får hun udtrykt tingene, så det står soleklart for en.

Især ser jeg mad foran mig. For der er meget mad i denne fortælling. Der er oksesteg, bøfsandwich, syltetøjsmadder og meget mere. Og der er blomkålsgratin. Den blomkålsgratin som slutter forestillingen.

Det er en sørgmunter forestilling. Den handler om en unge pige på 16 år. Ikke at de 16 år nævnes i stykket. Det skal du vide hjemmefra. Hun bor sammen med sin mor i et nært forhold fuld af omsorg, kærlighed og altså mad.

Men der er en ubuden gæst: Døden. I stykket her skildret som sygdom. Egentlig tales der uden om, men konstant vendes der tilbage til den. Sygdommen. Selv om vi prøver at negligere den.

Skuespilleren Rosalinde Mynster står alene med teksten. Men hun taler iblandt også i kor med optaget lyd. Der er meget lyd. Både stemmer, storm og stemning. Nogle gange direkte og hårdt på. Til andre tider diskret og stille. Men den er der.

Selv om Helle Helle er god til at skrive dialoger, så er der ikke meget direkte tale. Men Rosalinde Mynster har passager, hvor hun citerer replikker. Det virker godt, og der måtte også godt have været meget mere deraf. For det er som om, at man som publikummer for alvor vågner op, når monologen går over i replikker i stedet for tale i tredje person.

Dermed også være antydet, at det er en lidt svær tekst, som kræver koncentration af publikum. Som nævnt i indledningen blev jeg henført at scenografiens skiftende billeder og lyd, og derfor måtte jeg hanke op i mig selv, for at sætte turbo på ørerne, så man kan få hele teksten med.

Rosalinde Mynster er flot og fin som hun står der på scenen. Det ene øjeblik smilende, glad og nogle gange også forelsket ikke blot i livet, men også i ham på knallerten. Det skildrer hun med øjne, der tindrer af glæde. Hun får også fint ramt den sorg og frygt, som er den evig følgesvend hos pigen på 16 år. Sorg, glæde og frygt går hånd i hånd.

Der er dog også ting i dette stykke, jeg ikke helt forstår. Det skal jeg måske heller ikke. Men når højttalerne er fyldte med tale indspillet på forhånd, står skuespilleren og danner figurer med sine hænder. Jeg er blank i forhold til at forstå hvorfor. Men jeg har heller ikke læst romanen, der er forlæg for forestillingen. Jeg tror, det kan være en hjælp at kende teksten i forvejen.

Se endelig forestillingen, og se den med et åbent sind. Du skal selv være med til at skabe din oplevelse. Du skal selv stykke forestillingens mange billeder sammen til en fortælling. Det gør stykket ganske interessant, og du vil opleve, at du i flere dage at have set det, føjer nye oplevelser til. Historien kommer ganske enkelt til at stå klarere, når du får den lidt på afstand.