Mor-datter opgør i b-mol

Teater - ”Høstsonate”

Et mørkstemt kammerspil byggende på Ingmar Bergmans film af samme navn, fra 1978, hvor den verdensberømte koncertpianist Charlotte bliver inviteret på præstegårdsbesøg hos sin datter Eva.

De to har ikke set hinanden længe. og da stykket åbner sidder Eva (Marie Knudsen Fogh) og skriver invitationsbrev til mor, mens hendes ægtemand Victor (Patrick A. Hansen) beundrende og længselsfuldt ser til.

Snart ankommer Charlotte (Kirsten Olesen), smart klædt i slacks og lysegrøn kort jakke, plus et tungt arsenal af kufferter.

Hun pludrer lystigt og overfladisk om sin afdøde mangeårige elsker Leonardo, om Chopin og den lange rejse, mens det nystemte flygel står afventende, der til venstre på scenen, men der venter også en grænseoverskridende overraskelse.

Charlottes anden datter, den lammede, syge Helena (Kathrine Høj Andersen) bor nu hos Eva og Victor i præstegården.

I overstrømmende teatralsk udvendighed forsøger Charlotte i mødet med Helena at kompensere både for sin uvilje mod syge og svage, og den ubehagelige kendsgerning, at hun ikke har set sine børn i syv år.

Scenografien er stilren og enkel nordisk. Med Wegnerstole omkring et stort træbord, ulmende pejs og over flyglet et lysende kors, og her får vi så i et stadigt accelererende tempo foldet et indædt mor-datter opgør ud.

I rollen som datteren spiller Marie Knudsen Fogh indledningsvist behersket, nærmest afdæmpet, men lige under den overfladiske servilitet ulmer gløderne.

Om som barn og ikke mindst teenager hele tiden at have følt sig forkert og svigtet af sin mor, der hele opvæksten igennem prioritererede karrieren frem for sin familie.

Kirsten Olesen har rollen som den navlecentrerede store kunstner. Hun synes, at hun da skam også har måttet ofre sig for at nå det sublime som koncertpianist, og kan slet ikke genkende det omsorgssvigt, der bliver rullet op.

De to hovedroller bærer stykket og spiller begge glimrende. Det er krævende skuespil og typisk for Bergmann både ordrigt og tragisk tungt i sin afdækning af et kompliceret had-kærlighedsforhold mellem mor og datter. 

Død og sorg over tabet af elskede er også hele tiden med på scenen, som usynlige medspillere.

Teatret er et andet medie end film. Her kan vi ikke komme så tæt på mimik, øjne og ansigt, når de fint ciselerede replikker med giftige undertoner flyver mellem de to. Det gør det sværere at følge med og blive grebet.

Det afdæmpede spil får dog også ende på et tidspunkt, da Marie Knudsen Fogh for alvor får åbnet op i et nøgent, hjælpeløst og vredladent forsøg på endelig at få frigjort sig fra mor-monsteret. En bevægende præstation.

Det er her, at stykket begynder at få vedkommende intensitet og glød.

Men ellers er det ikke til at skjule at denne nærgående, pincetpillende undersøgelse af den hellige kernefamilies iboende undertrykte konflikter, nok havde mere gennemslagskraft i 70-erne.

Der hviler en vis intellektuel og gammeldags tone over kammerspillet. Der er vist ingen, der nu om dage afslutter en telefonsamtale med et kækt spansk chau.

Hvis du kræver af teatret, at det går i kødet på sin samtid – vækker kritisk genklang i dig - har stykket her sine begrænsninger.

Skildringen af mor-datter forholdet vil mange eller flere sikkert kunne nikke genkendende til. Det usagte, det undertrykte, den stiltiende forståelse, der lammer for reelt nærvær. Følelsen af at føle sig forkert, ikke slå til og samtidig ubetinget elske sin mor.

Det er godt teater, men også teater der går i store forgængernes fodspor, når du tænker på, hvordan filmens Ingrid Bergman knusende og overvældende, arrogant og intrigerende, i rollen som Charlotte, kæmpede mod den stædigt fastholdende og undertrykte Eva i form af Liv Ullmann.

Det er som om, at Kirsten Olesen bliver for spag i rollen. Som den verdensberømte flygelløvinde hun er, burde hun med langt mere knusende foragt afvise sin mislykkede præstedatters tåbelige beskyldninger.

Kunsten er da vigtigere end børnepasning og omsorgsfuldt nærvær.

Men gå selv ind og se dette meget bergmanske, bergmansk molstemte stykke om en datter, som kæmper for at hendes elskede mor Charlotte – på trods af alle hendes svigt – ikke forsvinder ud af hendes liv.

Men det gør hun måske …  

Foto: Rumle Skafte

Premiere, lørdag 27. april, Aalborg Teater, store scene.