Forrygende kærlighedskomedie

Teater - ”Ensemble, c’est tout!”

Teater til tiden. Medlevende, publikumsinddragende, modigt, lattervækkende og ganske, ganske anderledes end det, du ellers kan opleve på danske scener.

Tør man tale om fremtidens teater?

Instruktør Minna Johannesson og co., forstået som teatrets samlede kollektiv, er altid gode for overskudsagtigt og totalt overraskende teater. Ofte gendigtninger baseret på bøger, film eller musik, som står Minnas hjerte nær. Tænk ”Parents Playlist”, ”Dig og mig ved daggry” og ”Woyzeck”.

For nu at nævne nogle stykker. Der er mange flere.

Sådan er det også med teatrets nyeste forestilling ”Ensemble, c’est tout!”, der baserer sig – måske ganske løseligt- på franske Anna Gavaldas bestseller roman. ”Bare sammen” hedder den på dansk.

Og så skal jeg da lige love for at der bliver bidt til bolle – eller rettere vi publikum bliver budt til bords og bedt om at spille med, mens vi følger fire menneskeskæbner, der sådan lidt tilfældigt er kommet til at bo sammen i en 400 kvadratmeter stor herskabslejlighed midt i Paris.

Her møder vi den stammende markis (Jakob Hannibal), lejlighedens ejer, evigt undskyldende overfor den temperamentsfulde, hjemløse kok (Jonathan Stahlschmidt).

Han laver supergod mad og kæmper op ad bakke for at sørge for sin bedstemor (Marion Reuter), som han nødtvunget har fået installeret på plejehjemmet ”Den genfundne tid”.

Og så er der den yndefulde, anorektiske pige (Mira Elisa Obling) oppe på syvende sal, som døden nær, også flytter ned i herskabslejligheden. Så hun kan få en god kop frelsende suppe.

Blot dette løselige handlingsreferat, så du har lidt at holde fast i kære læser, inden du går ind og oplever denne forestilling. For det skal du. Og det skal du, fordi du lige som alle os, der var til stede ved premieren, trænger til at få et godt befriende grin.

Samtidig med at du bliver klogere på, hvor forvirret og rodet vi mennesker dog kan behandle vores eget liv.

For disse ganske forskellige fire menneskeskæbner finder i løbet af stykket ud af, at de kan noget ganske særligt sammen. Ved netop at være sammen.

Scenografien er overvældende.

Herskabslejligheden står der med rygende komfur, opvask, stort spisebord, og der bliver i et væk skiftet kostumer og lavet mad, mens vi publikummer får at vide, at har vi ikke lyst til at medvirke i stykket, kan vi bare tage et æble i hånden. Så er vi usynlige.

Hvorefter kurven med æbler bliver placeret længst væk på scenen: Så hvem tør lige gå op og tage et?

Nej, i stedet lader vi os fortrylle af stykkets sprællevende historie, der hele tiden danser lystigt afsted, mens den stammende markis i fysisk form af Jakob Hannibal bliver spillet totalt overskudsagtigt og i nærværende kontrol, ikke bange for at improvisere spontant.

Men også kokken, Jonathan Stahlschmidt, blæser sig selv og os ud over kanten i denne parodi på en temperamentsfuld køkkenchef, der ikke forstår, hvorfor mandevenskabet mellem ham og markisen nu skal trues af sylfiden fra syvende.

Hun bliver spillet vævert, ligetil og samtidig foruroligende uforudsigelig i rollen af den debuterende Mira Elisa Obling.

For begge stykkets mænd elsker hende på hver deres måde, så hvem mon det ender med at hun vælger?

Hvad betyder mest tryghed eller forelskelse? Og kan man få begge dele?

Stykkets musikside understøtter hele tiden elegant og spænder fra opulent opera over franske chansons, Edith Piaf, jazz, champagnegallopen og selvfølgelig Serge Gainsbourg & Jane Birkini i “Je t'aime... moi non plus”.

Det er hylemorsomt. Det er totalt uforudsigeligt. Her bliver badet nøgen i zinkbalje. Her er mandestrip og den var der vist flere af de kvindelige tilskuere, som gerne have set kørt længere ud i nøgenhed.

Her bliver slagtet gris og serveret stenbiderrogn til nytårsfest. Det er bare med at spænde sikkerhedsbæltet, men du bliver blæst bagover alligevel.

Det hele bliver forløst med et gevaldigt overskud af spilleglæde, og hvem kan i virkeligheden overskue, hvad der sker, når en publikummer pludselig bliver bedt om at spille et af kokkens damebekendtskaber.

Og vedkommende, en nydelig ældre dame på opfordringen gensvarer:

- Er du meget nærsynet?

Se det er modigt teater. Teater der vil meget og meget andet end blot at underholde.

For midt i grinet over det alment menneskelige og genkendelige bliver vi også ramt af livets alvor. Hvor vigtigt det er at tage sig selv seriøst, når det gælder venskab og kærlighed og ikke bare lade sig nøjes.

Anden akt efter pausen blev måske en anelse langtrukken, mens der blev spillet frem mod stykkets pointe. At få det hele bundet sammen i en nydelig forklarende sløjfe.

Uden at afsløre for meget, tør jeg godt komme med et bud:

Kærligheden vinder til sidst.

Og det er jo slet ikke så tosset et budskab at gå hjem med.

Foto: Martin Høyer

”Ensemble, c’est tout!” – sammen er vi mindre ensomme.

Premiere, 9. oktober, Teater Nordkraft.

Varighed: Cirka to og en halv time med pause.

Spilleperiode: 9.oktober – 9. november.

”Ensemble, c’est tout!” er dobbelttydig på fransk. Det kan både betyde resignation: ”Vi må nøjes med at være sammen, det er alt det bliver til!”, og det kan betyde en kærlighedserklæring: ”Bare vi kan være sammen, det er det eneste det betyder noget!” – og præcis i det spændingsfelt udspiller historien sig.