Galgenhumoristisk og gribende

Teater - ”Dødsbo på pløjemarken”

Så er det blevet tid til at sige farvel til Anita, den rapkæftede, sygdomsramte underklassehelt, der har kæmpet mod tvangsaktivering, behandlersystemets uforstand og bedreviden samt alskens ufølsomt overformynderi. Med det ene mål at holde fast i og beskytte sin egen familie.

Men nu er det slut. Anita vil ikke mere, og det forstår vi egentlig godt, når vi ser Anita i form af Marie Knudsen Fogh sidde der tronende, hjælpeløs på toppen af en ordentlig gang skrammel smidt op på scenen.

Udslukt, tynget af sin fibromyalgi, der udløser kroniske led- og muskelsmerter og uendelig træthed. Men Anita har ikke givet op. Hun har fundet manualen på iPad, og nu vil hun herfra. Hun vil dø. For egen hånd.

Så det kommer fandens ubelejligt, da lillesøster Beate (Camilla Gjelstrup) dropper ind til en kop kaffe. Men så pyt og alligevel.

- Se nu at få skyllet tungen i noget Nescafé, så skal vi nok få snakket, lyder det fra Anita. Og så dukker de op én for en. Ganske helvedes ubelejligt, hvis du spørger Anita.

Sønnen Lars (Marcus Gad Johansen), nyligt løsladt efter halvandet år i fængsel, efter at have kidnappet sin egen nyfødte søn, og den selvlærte, ubehjælpsomme heks, Ester (Karla Rosendahl), som godt vil hjælpe Anita over på den anden side med bulmeurt, alrune og galnebær.

Og som om det ikke var tilstrækkeligt med ubudne gæster, har kommunen Gud-hjælpe-mig også endelig sendt en sosu-assistent Emil (Thomas Kristian Bek), hjælpsom tjenstvillig og tidspresset, men også med et tandpastasmil a la Richard Gere.

Se det er jo nogle åbningsscener, der lægger op til en trist, tårevædet socialrealistisk tragedie. Men nej sådan er det ikke. Stykkets sigte er mere dobbelttydigt – på en gang at skildre underklassen - de syge, de utilpassede, de tvangsaktiverede, de mindrebemidledes levevilkår. Behandlersamfundets groteske overgrebsomsorg, hvor dokumentation og regler og lov og pis og papir er mere væsentlig end menneskelighed.

Og samtidigt at fange ukueligheden, den seje vilje til at overleve på sine egne fucking betingelser. Det er en svær balancegang både at ramme det gribende menneskelige og det galgenhumoristiske fanden-i-voldske. Men det lykkes ganske hårfint at balancere på den dirrende grundtone af afmagt og oprørsk modstand, som er stykkets kerne.

"Jeg har set hvor travlt de har. Og hvor sygemeldte de er. Der skal jeg ikke hen og ende med slanger i næsen og armen og kateter i fisseletski og en eller anden tynd mave, der skal fixes og ikke kan nås. Så siver det ud af bleen, før jeg når at hive i snoren, nej tak! Jeg vil gerne afsted nu. Jeg vil selv bestemme, hvordan det slutter."

Lyder det fra den selvmordsparate Anita, som i form af Marie Knudsen Fogh, helt naturligt er omdrejningspunktet for stykkets handling. Det fyger med morsomme one-liners, overkæk humor, der skal skjule smerten og afmagten, og samtidig bliver der plads til ganske stærke og menneskelige scener.

Et nærmest ordløst nærvær, når Emil endelig får lov at køre en vaskeklud hen over Anita, siddende der i sin slaskede undertrøje, eller når Ester toneløst og halvfalsk synger Gnags. På en gang lattervækkende og samtidig så banalt gribende.

Det er fucking godt teater! Godt manus, tempofyldt, overraskende og gode replikker. Og der bliver spillet veloplagt og dækkende hele vejen rundt; også fordi disse menneskæbner ikke bliver udstillet, men netop gengivet i skuespil, så vi både forstår og forstår, hvorfor de kæmper så indædt for dog at beholde den mindste smule menneskelig værdighed.

Det eneste som samfundet næsten ikke kan tage fra dem.

På den måde er stykket ganske humoristisk, men også skånselsløst kritisk. Selvfølgelig blev og vil der blive grinet undervejs, men der var også dødsensalvorlige gribende stunder.

Og se det er en kunst. Gå ind og se det – pjalteproletariatet er også fucking mennesker.

Foto: Allan Toft

Premiere, Aalborg Teater, Store Scene, fredag 27. januar.

PS: I programmet gør Aalborg Teater opmærksom på og henviser til Livslinjens telefonnummer - 70 201 201, hvis du er i krise eller pårørende til et menneske i krise eller overvejer selvmord.