Virkelig velskabt farce

FARCE: "Damen fra natcaféen"

Lige her skal jeg ikke trætte med et referat af handlingen. Jeg kan godt, men jeg springer over. Det vil blive alt for forvirrende. Men stykket kunne lige så vel hedder "Generalens hævn", "Lægens stol", "Clementines bryllup" eller hvad ved jeg.

Dette er en farce. Når farcen er bedst, griner man hele vejen igennem. Når farcen er bedst, så aner man ikke, hvad der sker om ét minut. Når farcen er bedst, så sidder man og tænker: Hvordan får de lavet en afslutning på alt dette. Når farcen er bedst: Ja så kommer der en god afslutning.

Det starter med en våd nat i byen med alt, hvad det indebærer. Det vil sige sprut og damer. Og det ender også med en våd nat i byen. Hvad den sidste nat indebærer ved vi dog ikke, for det er jo lige der, stykket slutter.

Men der før har vi været igennem så mange forviklinger, at man tror, det er løgn. Forviklinger og forvekslinger. For hvem er hvem? 

Flest forvekslinger er der omkring kvinden Crevette (fransk for reje). Hun er danserinde på natklubben Maxims. Hun er dampende hot. Og hun bringer det allerværste op i alle mænd.

De vil bare have hende... Og hun er såmænd heller ikke så karrig med sin gunst. Den deler hun gavmildt ud af.

Som farce er "Damen fra natcaféen" ualmindelig præcis i sin timing. Det skal den også være.

Men her bliver man  imponeret over, hvor flot og stramt det hele afvikles. Det er så også med til at sørge for, at grinene - og der er mange - bliver afleveret med ganske små intervaller.

Selv om stykket foregår i 1700-og-hvidkål eller cirka deromkring, så bliver der i høj grad vendt op og ned på tid og sted.

Musikken er med til at blande tidsperioden.

Og pludselig nævnes også stedet, hvor stykket opføres - Kunstens amfi-scene. Og publikum bliver indblandet. Ikke så meget, som vi som publikummer frygter.

Der var nogle stykker blandt publikum, der dukkede sig, når skuespillerne kom for tæt på. Men det blev aldrig farligt for os på stensæderne.

I det hele taget foregår skuespillet ganske tæt på os tilskuere. Det er sjældent, at der næsten bliver spillet hen over lårene på en. Men det oplever man på første række. Og igen: Det er herligt.

Kønsrollerne blev også blandet, Hertuginden blev spillet af en mand. Hendes søn - den unge hertug - blev spillet af en kvinde: Martine Levinsen.

Sjældent har vi set en hertug med så stor mangel på maskulinitet. Nej hvor hun dog brillerede i den rolle. For så et øjeblik senere at komme ind som en temmelig brysk løjtnant med et gigantisk maskulint ego.

Også på flere andre pladser er der byttet kønsroller på karaktererne. Alt sammen er med til at give et yderligere skud i humor-bøssen.

Dårende dejlig er også Carla Viola Thurø som Crevette - damen fra natcaféen - med den glubende appetit på mænd. Ja det er i det hele taget et virkelig velspillede ensemble på i alt otte skuespillere, der får farcen til at køre som smurt.

"Damen fra natcaféen" kan ses frem til 29. juli på Kunsten i Aalborg. Trænger du til et frisk og uforpligtende grin i sommervarmen, så er det bare afsted med dig.

Foto: Martin Høyer