Magten og oprøreren

Teater - ”Antigone”

”Antigone” er teater. Græsk teater. En tragedie.

Det er en stærk tekst, en kompleks og benhård tekst, som græske Sofokles har skrevet. Og det er stærkt, at den så mange år efter - faktisk et par årtusinder plus små 500 år stadig virker højaktuel i sin skildring af individet – det enkelte menneskes oprør mod magten, når denne gør vold mod…

Netop mennesket. Erstatter fornuft og kærlighed med enøjet diktatorisk undertrykkelse.

Denne skribent kan ikke prale af noget specielt imponerende kendskab til den græske myteverden, men vil alligevel mene, at selv uden et sådant, vil en almindelig teatergænger snildt kunne få glæde og udbytte af at se denne forestilling.

Handlingen ganske kort og indkogt til maggiterning, før forestillingen begynder, lyder cirka sådan her. Ødipus har to sønner, og han er blevet fordrevet fra Theben, da sandheden, om ham kom frem – du ved, det var ham, som kom til at dræbe sin egen far og gifte sig med sin mor.

Sønner hedder Eteokles og Polyneikes, og de aftaler at deles om magten. Med et år til hver. Men den holder ikke. For da det er Eteokles tur til at kravle ned ad kongetronen, nægter han - Polyneikes tager flugten, men vender tilbage med en hær, og i slaget om byen Theben dør begge brødre på hver deres side i slaget. Kong Kreon står nu tilbage som sejrherre og hersker over Theben.

Det er så her stykket ”Antigone” begynder.

Eteokles er faldet som en helt i kong Kreons forståelse, mens Polyneikes er en ussel forræder. Derfor udsteder han et forbud mod at begrave Polyneikes. Så denne ikke kan finde fred i dødsriget. Men må ligge hen, rådnende, som kød for fugle og hunde.

Men Polyneikes søster, Antigone, går op imod kongen og vil begrave sin bror - så han ikke skal ligge hen ubegravet og ugrædt. Det er her hele kernen i stykket ligger – hvem har ret?

Kongen altså magtsystemet – eller guderne - det du også kunne kalde almindelig menneskelig anstændighed. Er det ikke ligegyldigt, hvad man har gjort, når man først er død? Har de efterladte ikke krav på og ret til at begrave deres kære, sørge over og ære dem?

Denne simple enkle handling – Antigones insisteren på at begrave sin broder – får vidtrækkende konsekvenser, og det er dem, vi ser folde sig ud for vores øjne i denne knapt og med pause to timer lange forestilling.

Teksten er ganske tidssvarende nyoversat fra oldgræsk af Marcel Lysgaard, og skuespillerne reciterer dem på vers. Med tydelig diktion og ganske følelsesfuldt. Scenen er mørk, domineret af blåt lys, og skuespillet bliver akkompagneret af musikeren Kristian Berg, der med bl.a. et rigt varieret trommespil føjer musikalske tilføjelser til ordene.

Skuespillet kan minde om pantomime, abrupt stiliseret, sine steder overdrevet, som de japanske teaterformer kabuki eller no, hvor teksten reciteres og synges til musikakkompagnement.

Det er lagt et tydeligt magtkritisk sigte ned over teksten. Kong Kreon, godt spillet i  Patrick A. Hansens skikkelse, fremtræder latterlig og usympatisk med sin narrenæse og sminkede brystvorter og med den alt for store kongekåbe og tronen i form af et stort uformeligt hundehoved.

Men han er også skræmmende og brutal i sin afvisning af Antigone. Spillet både fortvivlet og modig af Kathrine Høj Andersen.

Det handler om individet. Om det enkelt menneskes, der tør gå op imod systemet. Du kan komme til at tænke på den tjekkiske student Jan Palach, som i 1969 satte ild til sig selv i protest mod Sovjetunionens nedkæmpelse af foråret i Prag.

Eller de buddhistiske munke i Sydvietnam som på samme måde begik selvmord med selvafbrænding i protest mod det USA-støttede Diem-regime. Du husker måske tankmanden – den kinesiske mand – stående i 1989 foran en kolonne kampvogne på Den Himmelske Plads i Kina, som i over en halv time alene forhindrede deres fremfærd.

Men samtidig er der også noget større på spil i stykket – det handler ikke alene modet om at gå op imod systemet. Det handler lige så meget om, hvorledes netop magtens iboende arrogance, troen på egen ufejlbarlighed, vender sig mod tyrannen selv.

Det er en bitter pointe, at kongen vil tage livet af Antigone og holder fast i det. Selv om hans egen søn Haimon (Ulrik Windfeldt-Scmidt) er forlovet og skal giftes med Antigone, som han dømmer til døden.

Og selv da sønnen prøver at tale ham til fornuft med ordene ”Den by, der ejes af en enkelt mand, er ingen by”, afviser far Kreon ham.

Hele familien, alle skuespillets karakter, må på hver på deres måde tage stilling og vælge side i forhold til Antigone og hendes ulydighed. Ingen slipper, selv om de gerne vil, og på den måde er teksten også ganske ubønhørlig i sin skildring af, hvorledes skæbnen leger kispus med mennesket, der tror, at det har sin egen frie vilje.

På den måde bliver selv den mægtigste tyran – her i form at Kreon – sat skakmat.

Det er værd at bide mærke i Antigones fortvivlede ord i hendes heftige, direkte konfrontation med kongen, inden hun bliver kastet i klippehulens dyb:

- Jeg nærer ikke fjendskab. Jeg deler kærlighed

Gid den russiske enevældige præsident Putin ville tage sig tid til at se græsk tragedie.

Det er et krævende stykke. Du kan ikke tillade dig at falde hen, men det er også en tekst, som midt i al fortvivlelsen får plads til håbet – for guderne elsker ikke de onde.

Endelig slutter stykket af med en rablende, rytmisk og på en gang latterfremkaldende og tænksom tekst af den tyske dramatiker Wolfram Lotz – ”Politikerne”. Mørk, bizar og samtidig foruroligende i sin skildring af afmagten overfor politikernes uforståelige skalten og valten, set fra menigmands synspunkt.

Monologen bliver fremført af Clara Josephine Manley, der også spiller Antigones søster Ismene i stykket.