Selma og Julemanden

TEATER. ”Snefald”

Kun få minutter inde i denne forestilling får man Wauw-oplevelsen: Og det skyldes scenografien. Den er ganske enkelt mageløst lavet af Signe Krogh og Camilla Bjørnvad.

Der er mange, der mener, at film kan meget mere end teater, fordi virkemidlerne er anderledes og kan manipulere virkeligheden væsentligt mere. Til dem vil jeg sige: Se denne forestilling.

Det er fortryllende og flot. Konstant skifter vi mellem gammel boligmasse i en stor by og Snefald. Snefald er julemandens rige. Og hvor den store by er præget af slidte boliger i mange etager, så er Snefald helt anderledes. Her er der sommer og vinter på én gang. Det er stedet for mystik og mirakler.

I denne fornemme scenografi møder vi pigen Selma. Hun tror ikke på julemanden. Det gør til gengæld hendes hund Casper.

Forældreløse Selma bor hos Ruth

Selma bor hos Ruth. Hendes forældre er døde, så hun skal lige bo hos Ruth i en ganske kort periode, indtil kommunen finder en plejefamilie. Den korte periode har foreløbig varet i seks år.

Selma overgiver sig trods sin julemands-skepsis og skriver til julemanden, som hun ikke tror på: Hun ønsker sig en rigtig familie.

Nu skal jeg jo ikke afsløre slutningen på denne julehistorie endnu. Men…

Der er lang vej til dette men. Men det går blandt andet igennem et skab hjemme hos Ruth. Et skab der pludselig springer op. Et skab Selma går ind i. Dermed finder hun den hemmelige vej mellem vores verden og Snefald.

Det er jo vigtig børnelærdom: Ser du et stort skab, så gå endelig derind. Du kommer måske ikke til Narnia, men måske kommer du i stedet til Snefald. Der er kun et råd herfra: Prøv.

Det gør Selma, og dermed finder hun også frem til julemanden. Hun bliver blandet ind i en grim intrige, der bringer julen i fare.

Den klassiske opskrift på en julekalender

Den historie bliver ikke mere klassisk. Det er simpelthen alletiders opskrift på en tv-julekalender. Og det var også som sådan, at ”Snefald” blev lavet oprindeligt til norsk tv for fire år siden.

Al mulig respekt for at lave en julekalender i 24 afsnit om til en familieforestilling på teatret. For lige her lykkes det 100 procent. Dette er en dejlig julefortælling. Den er både rørende, sød, spændende og sjov. Så kan man næppe forlange mere.

I den centrale rolle som Selma møder vi Line Nørholt. Jeg kan ikke helt gennemskue hendes alder, men Line Nørholt får hende skildret ganske sødmefuldt, uskyldig og med den styrke, der er i den barnlige naivitet.

Det er hende, vi kæmper for og med i dette teaterstykke. Det er hende, der har noget på spil. Det er hende, der har skrevet det sværeste ønske til julemanden: At hun gerne vil have en familie. For det kan man jo ikke bare få, vel? Slet ikke når man oven i købet har en hund, som man også gerne vil have forenet med en vaskeægte familie.

Vi slipper for klicheen med ho, ho, ho, hooo

Stykket anden store rolle spilles af Jørgen W. Larsen. Han er julemanden, og han hedder naturligvis Julius lige her. Også en fin stor præstation. Og rart at vi slipper klicheen over dem alle, når det handler om julemænd:

- Ho, ho, ho, hoooo.

Den kan man godt undvære.

Flot og rørende er også Kathrine Høj Andersen i rollen som Ruth. En kvinde der virkelig lærer at elske i løbet af denne forestilling. Eller rettere lærer at sætte ord på det at elske.

”Snefald” er lavet som familieteater. Det vil sige til voksne, der har deres børn med. Og børn vil elske dette her. Der er den helt rette balance mellem det rørende, det farlige og det spændende. Den køber børn helt klart.

Men de voksne er bestemt også godt underholdt. For det er jo jul, og derfor er man som voksen altid klar til en omgang julefis – et begreb der går igen i hele forestillingen: Det er kærligt dril og spøg.

Virkelig flot produceret

Som voksen bliver man også grebet af, hvor flot det hele er produceret. Hvor godt alting spiller sammen. Den fine vekslen mellem menneskenes verden og nissernes. Mellem en verden, hvor den naive tro på julemanden er den eneste vej ud af virakken. Og en fantasiverden med syngende børn, klovnende nisser og en stout julemand med et hjerte på størrelse med en kummefryser. Han favner alt. Han elsker alle. Han kan tilgive.

Jamen hvor er det smukt. Den julemand burde blande sig i den nærværende danske borgerkrig om holdninger til mink, barnebrude, sms'er med meget mere.

Alt i alt er ”Snefald” voldsomt underholdende for børn og voksne. Den eneste lille anke er, at nogle af sangene kan være lidt svære at forstå. Men pyt: Det er jo snart jul.

HOV!! – nu kom jeg vist til at afsløre slutningen på stykket: Det bliver jul til sidst.

Læs foromtale af forestillingen her

Ovenstående er en redigeret udgave af den anmeldelse, vi bragte 22. november 2020 ved premieren sidste år. Forestillingen er den samme, derfor gentager vi. Eneste forskel er, at Sebastian Henry Aagaard Williams, Ferdinand Falsen Hiis og Mathilde Lundberg er blevet erstattet af Johan Damgaard-Lauritsen, Joachim Bach Rosendal og Clara Josephine Manley.

Ønsker du at få et ugentligt nyhedsbrev fra os, så send en mail med dine kontaktoplysniger til brev@kulturen.nu