Skip to main content
Teater

En forestilling, som skal både underholde og overrumple

- Samfundsorienteret, ekspressivt, ordrigt og forhåbentligt også lidt morsomt.

Sådan beskriver Julie Maj Jakobsen selv hendes nye stykke ”Morgenlandet”. Det er hendes tredje stykke til teatret, og lægger sig i forlængelse af to tidligere forestillinger dramatikeren har lavet til det nordjyske teater.

I ”Aftenlandet” og ”Efter Branden” udforskede hun emner som flygtninge-krisen og ghettodannelsen, og i hendes nye stykke tager hun fat på emnet polarisering og de nye højreradikale ungdomsbevægelser.

Inspirationen til stykket udsprang af to figurer fra ”Aftenlandet” som arbejdede ved et privat vagtværn, hvor de bevogtede grænserne.

- Jeg blev enormt nysgerrig på det højreradikale perspektiv, der ser sig selv som værende en slags modstandskæmpere. Jeg besluttede mig for at forfølge det perspektiv på verden, der kun lige havde set dagens lys i 2015, da jeg skrev "Aftenlandet".

Det nye emne, den spirende højredrejning, gav også udfordringer - dramatikeren oplevede hvordan hun måtte sætte sig udover sin egen forståelse. Så at sige nulstille sin måde at tænke på.

- Jeg skulle sætte mig ud over mine egne holdninger og værdier, for at kunne beskrive det her fænomen. Jeg måtte forholde mig reelt og åbent til, hvad det er, de gerne vil sige, og hvad det er for et Europa, vi bliver nødt til at øjnene op for, at vi står i.

For at skabe de forskellige karakterer i stykket, har Julie Maj ladet sig inspirere af elementer og karaktertræk, hun har læst om, fra personer i de højreradikale ungdomsbevægelser. Derudover har hun også sig selv med i fortællingen. 

- Jeg i høj grad brugt mig selv og min egen ide om Europa som et bagtæppe for stykket. Målet er ikke at pege fingre af nogen, men at sætte mine egne blinde vinkler i spil. Jeg har forsøgt at lade mine egne fordomme og forudindtagede indstillinger komme i spil, under arbejdet med at skabe de forskellige personer i stykket. Det er et forsøg på at fokusere på alle de bias, vi hver især har med os.

Der er især en figur, som kan minde om et portræt af Julie Maj Jakobsen selv.

- Hun er en kreativ middelklasse-kvinde, jævnaldrende med mig selv, og hun er absolut èn, jeg kan kende mig selv i. Hun bliver virkelig udfordret på sine holdninger på en måde, så hun bliver tvunget ud over det, hun selv troede, hun var.Foto af: Allan Toft

Stykket foregår på en plads, som er centralt placeret i en europæisk storby. Lokationen er også inspireret af den virkelige verden, og af Julie Maj Jakobsens egne rejser i Europa, og den tegner også et godt billede af et polariseret Europa.

- Den er inspireret af en bestemt plads i Berlin, hvor min familie og jeg altid kommer, når vi er i byen. Det er en plads som har været centrum for mange samfundsudviklinger. Det var et fattigt arbejderkvarter i 1930’erne og nu er den et godt eksempel på gentrificeringen, hvor ingen har råd til at bo der længere.

Julie Maj Jakobsen håber, at forestillingen vil både underholde og overrumple, og at publikum vil gå ud af salen med både en god oplevelse, men også med nye tanker om, hvordan det Europa vi lever i, skal se ud i fremtiden.

- Jeg håber. at man bliver oprigtigt ramt af det dilemma vi står i. Dilemmaet omkring tolerance, og hvordan vi kan tolerere intolerancen. Demokratiet handler om, at vi kan være indbyrdes uenige, men er der en grænse for den uenighed? Og hvordan håndterer vi det, når vi ikke er enige om den grænse.

Lige nu arbejder Julie Maj Jakobsen på den sidste forestilling i hendes husdramatiker-ordning med Aalborg Teater, og den kommer også til at handle om hvordan vi forholder os til fællesskab og magt i vesten.

Premiere:"Morgenlandet", lørdag 12. februar.

Fotos af: Sofie Amalie Klougart og Allan Toft

Arkiv